Spring menu over
Dansk Magisterforening

Engelsk og jobgaranti hitter i Sønderborg

SDU Sønderborg

© Foto: Sune Holst, SDU

Syddansk Universitet
Af Lasse Højsgaard
Del artikel:

SDU Sønderborg vokser modsat andre mindre provins campusser, og det er der primært to grunde til.

De mindre provinscampusser mister optag, undtagen SDU Sønderborg, der vokser. Hvis du føler, du har læst historien før, skyldes det, at Forskerforum sidste år kunne melde om præcis samme udvikling. I år er Sønderborgs fremgang bare endnu mere massiv – 596 optagne mod 373 sidste år.

Årsagerne er også de samme, nemlig Sønderborgs to helt særlige features: engelsksprogede uddannelser og jobgaranti til ingeniørkandidaterne.

“Jobgarantien trækker mange, men det gør også, at kandidaterne bliver i Danmark, når de er færdige”, fortæller campusdekan Henrik Bindslev.

Garantien bygger på et tæt samarbejde med lokale virksomheder, ikke mindst Danfoss, der simpelthen garanterer at ville ansætte dem, der ikke selv finder job andetsteds. Og den garanti gælder stadig, selv om optaget blev markant større end sidste år.

Men for Henrik Bindslev er jobgarantien en så vigtig del af campussens brand, at han er klar til at regulere optaget efter jobgarantikapaciteten.

“Det med at levere en jobgaranti er ikke nemt, og vi har en meget tæt dialog med virksomhederne om, hvor stor jobgaranti vi kan stille. Og hvis vi når grænsen, må vi begrænse optaget, men det punkt er vi ikke tæt på endnu”, siger han.

I det hele taget er der en stor lokal opbakning omkring Sønderborg-campussen. Det mærkede Henrik Bindslev blandt andet, da han kunne se på søgningen, at der kunne opstå et problem omkring studieboliger.

“Jeg ringede simpelthen til borgmesteren og formanden for Mads Clausenfonden og sagde: Hjælp, der kommer et større rykind! Og der blev reageret med det samme med at finde boliger i Sønderborg.

Det med studieboliger er rigtig vigtigt, og jeg tror også, det har betydning for uddannelsernes rygte og dermed søgningen”.
Henrik Bindslev vurderer, at det på ingeniørstudierne er omkring tre fjerdedele af de studerende, der kommer fra udlandet – primært EU, og heraf en stor del fra Spanien.

Spørgsmålet er, om der er en grænse for, hvor stor en del af studenterpopulationen der kan være udlændinge, uden at det går ud over universitetets danske islæt?

“Det har jeg også spekuleret over – hvor ligger den grænse? Jeg ved det ikke helt. Men i øjeblikket er det fint. De studerende møder jo det danske samfund, og jobgarantien er afhængig af, at man kan dansk på konversationsniveau, så de lægger sig hårdt i selen for at lære dansk”.