Ny bog: Beskyttelsen af forskningsfriheden halter bagefter i Danmark

Når det gælder den juridiske beskyttelse af forskningsfriheden, er Danmark håbløst bag efter lande som Finland, Sverige og Tyskland, der har en langt bedre juridisk beskyttelse af forskningsfriheden.

I Danmark står der slet ikke noget om forskningsfriheden i grundloven, og forskningsfriheden er kun nævnt i en enkelt paragraf i universitetsloven:

“Universitetet har forskningsfrihed. Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken”, står der i § 2, stk. 2.

I bemærkningerne til lovteksten kan man forgæves lede længe efter en mere grundig beskrivelse af, hvad det konkret indebærer. Er det frihed til både at vælge forskningsemne, stille spørgsmål, vælge materiale og metode samt publicere hypoteser, resultater og ræsonnementer?

Faktisk er der forbløffende få informationer at finde, fortæller Heine Andersen, professor emeritus på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, Bent Ole Gram Mortensen, professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, og Morten Rosenmeier, professor i jura på Københavns Universitet og formand for Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA), der har redigeret den nye bog “Forskningsfrihed – Hvad med juraen?”

Bent Ole Gram Mortensen siger, at forskningsfriheden er grundlovsbeskyttet i mange lande med en nyere grundlov som eksempelvis Tyskland, men i Danmark er det kun de generelle bestemmelser om ytringsfrihed, som yder en vis beskyttelse mod censur af forskere.

Publiceringsfriheden mangler

Men gør det overhovedet nogen forskel, at forskningsfriheden ikke er sikret i den danske grundlov, når vi nu har universitetsloven?

Ja, siger Heine Andersen, for i universitetsloven er det ikke defineret, præcis hvad det indebærer at have forskningsfrihed. Inkluderer det eksempelvis retten til at publicere sine forskningsresultater?

“Det er interessant, at publicering slet ikke bliver nævnt i bemærkningerne til loven. Vi kan ikke se, om det er en forglemmelse, eller om det er bevidst. Der er ikke rigtigt lavet noget forarbejde til loven, så vi ved ikke, om formuleringen af paragraffen om forskningsfrihed i lovteksten er sprunget ud af hovedet på embedsmændene i ministeriet. Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke er med, og at den samme fejl går igen i det danske kodeks for integritet i forskningen”, siger Heine Andersen.

Han siger, at det i den norske universitetslov er grundigt beskrevet, hvordan forskningsfrihed skal forstås, men her gik der også et omfattende kommissionsarbejde forud for, at lovteksten blev skrevet, men sådan er det åbenbart ikke i Danmark.

Bent Ole Gram Mortensen tilføjer, at det eneste, der står i bemærkningerne til universitetsloven, er, at forskere frit kan forske i den tid, de ikke er pålagt andre opgaver, men det er ikke defineret, hvor stor en del af arbejdstiden ledelsen kan disponere over.

Brug af mundkurve udbredt i ministerier

Heine Andersen siger, at det er tankevækkende, at alvorlige sager om krænkelse af forskningsfriheden, som vi har set herhjemme, har handlet om forskeres ret til at publicere resultater, som politikere, embedsmænd og private bidragydere ikke bryder sig om. Måske fordi retten til at offentliggøre sine forskningsresultater ikke er klart defineret som en del af forskningsfriheden i universitetsloven.

Det bekræfter en rundspørge foretaget af DM i 2019 blandt sine cirka 5.000 medlemmer, der er videnskabeligt ansatte på universiteterne.
10 procent af forskerne, der leverer myndighedsbetjening, altså udarbejder analyser og rapporter for ministerier og styrelser, svarer, at de er blevet presset til at udskyde offentliggørelsen, og 7 procent at de er blevet presset til helt at undlade at offentliggøre resultaterne.

DM-rundspørgen viser også, at truslerne ofte virker. 76 procent af forskerne svarer, at presset fik dem til at udskyde offentliggørelsen, og 49 procent har helt undladt at offentliggøre deres resultater.

Den nok mest alvorlige sag, som Heine Andersen afslørede, handlede om, at der i mindst ti år på mindst seks ud af landets otte universiteter og i adskillige ministerier og styrelser fandt en udbredt brug af ulovlige tavshedsklausuler sted. Forskere, der arbejdede med myndighedsbetjening, måtte skrive under på standardkontrakter, der sagde, at de ikke måtte udtale sig om deres resultater, før ministeriet ønskede det, og de måtte heller ikke fortælle offentligt, at de var blevet pålagt tavshedspligt.

Han havde uden held kritiseret klausulerne siden 2013, men først i forbindelse med landbrugspakken i 2016 kom der fokus på problemet.

Sagen, der blev døbt Gyllegate, handlede om, at regeringen og dens embedsmænd havde fremlagt et mere miljøvenligt kvælstofregnskab for landbrugspakken over for Folketinget, end der reelt var belæg for, så landmændene kunne få lov til at gøde mere. Forskerne fra AU, der stod for beregningerne, måtte ikke udtale sig, før Miljøstyrelsen frigav sin rapport i februar 2016, altså efter at lovforslaget skulle behandles i Folketinget. Forskerne måtte ikke engang fortælle, at de var underlagt en tavshedsklausul. Først efter at Berlingske havde afdækket sagen, blev de syv AU-forskere indkaldt til høring i Folketinget, hvor ingen af dem kunne bakke op om den måde, regeringen havde fremstillet deres beregninger på. Sagen førte til, at Eva Kjer Hansen (V) måtte forlade posten som miljø- og fødevareminister.
Først i 2017 efter et års juridisk tovtrækkeri og kritik fra Ombudsmanden blev standardkontrakterne ændret.

Ulovlige kontrakter flyder på hjemmeside

Ifølge Morten Rosenmeier opstår der stadig masser af situationer, hvor der bliver spændt ben for, at forskningsresultater kan blive offentliggjort.

Han siger, at det ikke er tilstrækkeligt, at juraen er i orden. Forskerne skal også have nogle arbejdsvilkår, der gør, at de tør sige fra over for pres fra ledere og eksterne parter.

Eksempelvis skal de have tilstrækkelig tid til deres egen forskning, og så er der brug for, at flere bliver fastansatte.

“Der findes ikke mere effektivt disciplineringsmiddel mod universitetsforskere end tidsbegrænsede ansættelser”, siger han.

Morten Rosenmeier tilføjer, at det også er nødvendigt at skabe en kulturændring både blandt ledelserne på universiteterne og i ministerierne med langt større respekt for den frie forskning.

I den nye bog beskriver Sten Schaumburg-Müller, professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, i et kapitel, hvordan der på Uddannelses- og Forskningsministeriet hjemmeside ligger fem såkaldte modelaftaler, der er ulovlige. Der er tale om samarbejds- og rettighedsaftaler skræddersyet til forskellige typer af samarbejde mellem forskningsinstitutioner og virksomheder, som indeholder en vidtgående mulighed for hemmeligholdelse, dvs. ikkepublicering af forskningsresultater, som ikke er fuldt ud lovlig, fordi det udgør en indskrænkning af forskerens ytringsfrihed.

Universiteter kan ikke udvide tavshedspligten over for ansatte, heller ikke selvom man har forpligtet sig til det over for en tredjepart, fremgår det af bogen.

“Dette medfører det problem, at aftaler, der er formuleret efter modelaftalen, ikke er fuldt ud lovlige. På den baggrund er det naturligvis kritisabelt, at ministeriet fortsat anbefaler brugen af aftalen”, skriver Sten Schaumburg-Müller og udtrykker undren over, at ministeriets hjemmeside med modelaftalerne ikke er opdateret siden 2013.

Ifølge det danske kodeks for forskningsintegritet fra 2017 kan omfattende hemmeligholdelse tilmed udgøre tvivlsom forskningspraksis efter lov om videnskabelig uredelighed.
Morten Rosenmeier siger, at det er grotesk, at der fortsat ligger ulovlige dokumenter på offentlige myndigheders hjemmeside, selvom Ombudsmanden har afgjort, at mundkurvskontrakter er i strid med loven.

“Hvis de vil noget med de fine ord om forskningsfrihed, kunne de i det mindste fjerne det fra styrelsens hjemmeside. Det vidner om manglende respekt for forskningsfriheden, og de burde få ryddet op”, siger Morten Rosenmeier.

Brug for kommission

Han mener, at universitetsloven trænger til et grundigt serviceeftersyn, og det er hans to medforfattere enige i.

Heine Andersen siger, at der burde nedsættes en kommission eller et ekspertudvalg, der skal komme med forslag til, hvordan publiceringsfriheden styrkes, men også en større ændring af loven er nødvendig, bl.a. fordi ledelsesstrukturen svækker forskningsfriheden. Heine Andersen påpeger, at efter internationale standarder, som man kan læse dem i fx UNESCO Recommendations fra 1997 og en rapport fra League of European Research Universities (LERU) fra 2011, er indre kollegialt selvstyre gennem demokratisk valgte organer en nødvendig forudsætning for akademisk frihed, og det findes ikke på danske universiteter.

“Der findes autokratiske ledertyper, som skaber utryghed, og loven, som den er i dag, kan ikke stoppe dem”, siger Heine Andersen og tilføjer, at man også kunne overveje at indføre en ombudsmandsinstitution for universitetsområdet.

Også Bent Ole Gram Mortensen mener, at der er brug for en præcision af loven, når der kan forekomme de sager, som vi har set med den nuværende lovgivning, og så foreslår han, at vi generelt opretter forvaltningsdomstole herhjemme, som man kender det fra de fleste vesteuropæiske lande.