Statistikken blev økonomernes tryllestav

Skulle man udarbejde en liste over faggrupper med størst indflydelse på dansk politik, vil mange nok sætte økonomerne på toppen. En fin antydning fra de økonomiske vismænd kan føre til forandret privatøkonomi for millioner af danskere. Og alle holder vejret i frygtsom spænding, når et politisk forslag prøves af i en af Finansministeriets økonomiske regnemodeller.

Spørgsmålet om økonomernes indflydelse har været diskuteret i en årrække og også behandlet videnskabeligt. Men en ny ph.d.-afhandling giver nu endnu en vinkel på problemfeltet: den historiske.

Det er Ludvig Goldschmidt Pedersen, som i begyndelsen af september forsvarer sin ph.d.-afhandling om økonomer i det danske embedsværk 1850-1975 på AU.
Ideen til projektet har ligget og luret i baghovedet helt tilbage fra hans tidlige studietid. Dengang var Helle Thorning-Schmidt statsminister, og hendes socialdemokratiske regering indførte adskillige tiltag, som ikke var populære, men “nødvendige” ud fra en samfundsøkonomisk kalkule, for eksempel sænkning af selskabsskatten og en SU- og fremdriftsreform. Ludvig Goldschmidt Pedersen så dengang med kritiske øjne på brugen af de økonomiske argumenter som politisk alibi. Og den interesse levede stadig, da han blev færdig som master i historie på University College i London.

“Jeg savnede det historiske lys i den danske debat om økonomers magt, der på nogle måder kan afdramatisere de her ofte lidt bombastiske analyser. Det er en slags undersøgelser, man har mange af i England, men ikke i Danmark”, forklarer han.

Man lærte at kigge frem

Projektet giver andre svar end ideologier og økonomiske skoler. Fokus ligger i langt højere grad på den statistiske dataindsamling, som dybest set blev grundlaget for økonomernes indflydelse på politik.

“I dag har vi vænnet os til, at vi altid kan gå ind og finde tal for ledighed, inflation og så videre. Men opbygningen af den her infrastruktur er enormt vigtig for den måde, dansk politik har udviklet sig på, og politikernes ideer om, hvad man kan gøre noget ved”.

Som eksempel nævner han inflationen – en problemstilling, som får politisk fokus, i takt med at økonomerne udvikler en metode til at måle det.

“Frem til depressionen i 1920’erne var inflationen noget, man talte om i lidt vage termer. Noget, man fandt ud af på efterbevilling – nå, sidste år var der dyrtid. Men så lærte man at sætte præcise tal på. Man udsendte regnskabsbøger til folk, som noterede, hvad de købte. På den baggrund udarbejdede man et prisindeks, som hurtigt kom i brug i forhold til at indføre dyrtidsregulering af lønnen, som fortsatte frem til firserne. De hurtige tal for inflationen gjorde, at man begyndte at handle på dem politisk, og det samme skete omkring arbejdsløshedstal og konjunkturer”, fortæller han.

Fødselsprognose førte til socialreform

Et senere eksempel er den omfattende socialreform i 1933 – kendt som Stein­ckes socialreform – der blandt andet gjorde sociale ydelser til en rettighed. Reformen betragtes som en af velfærdsstatens grundsten, men i virkeligheden udsprang den af nogle svenske økonomers fremskrivning af faldende fødselsrater.

“De her prognoser bliver et vigtigt legitimerende værktøj for at lave den store socialreform i 1933, fordi man tænkte det som et modtræk, hvis man simpelthen gjorde det nemmere at have børn. Det er den indflydelse, økonomerne havde – de kunne sætte rammerne og udpege, hvad der var eller ville blive et problem”.

Metodisk set er det et klassisk historiefagligt projekt, hvor Ludvig Gold­schmidt Pedersen ved hjælp af skriftlige kilder har studeret de processer i embedsapparatet, der eksempelvis ledte til skabelsen af de første inflationstal, og hvilken effekt det førte med sig. Han følger nogle af de centrale økonomer inden for statsadministrationen, der i stigende grad fik gjort den økonomiske tænkning til en politisk ledetråd. For eksempel Adolph Jensen – chef for Statistisk Departement fra 1913 til 1936.

“Han havde en enormt stor indflydelse på udviklingen af økonomernes rolle. Statistisk Departement blev en rambuk for økonomernes indflydelse. Adolph Jensen kørte økonomer i stilling i embedsværket, og han havde samtidig en klar ide om, hvordan man skal agere som statistiker – holde sig politisk neutral, men samtidig levere statistik, der er politisk brugbar. Den indstilling genkender jeg også hos økonomer, jeg taler med i dag”.

En anden side af mønten

Som ung studerende var du skeptisk over for økonomernes indflydelse. Hvad ville du sige til dig selv, hvis du kunne rejse tilbage i tiden?

“En del af mig har stadig den skepsis. Der er bare en anden side af mønten. Jeg har et mere nuanceret blik for spændingsfeltet mellem politikerne, eksperter, viden, der produceres, og embedsværket. Det handler også om politikere, der ikke tager ansvar for de mulighedsrum, som de økonomiske modeller giver. Og så skal man også passe på med at sammenblande økonomerne og Finansministeriet. Kritikken af Finansministeriet handler ofte om, at det har fået en rolle, som overtrumfer andre ministerier. Og det er mere et politologisk spørgsmål om styring af statsadministrationen end et udtryk for økonomers indflydelse”.

Er det svært at skrive historie om et fagfelt, der ikke er dit eget?

“Ja, det er da hammersvært. Men det er jo et vilkår for videnskabshistorien – man går ind i nogle andre menneskers butik. Men man går også ind i et ingenmandsland. For selv om jeg har fået hjælp af mange økonomer, så er der ingen af dem, der ved mere om, hvad økonomer tænkte og lavede i 1920’erne, end jeg”.