Forskning i verdensklasse eller elastik i metermål?

RUC og ikke mindst CBS bedriver stadig mere topforskning, mens de øvrige universiteter er sløjet af på den. Det er den umiddelbare konklusion på en graf, der viser, hvor stor en andel af de danske universiteters forskningsartikler der publiceres i et tidsskrift, der ligger blandt de 10 procent mest citerede.

Men selv om det er gået lidt tilbage for nogle, ser det generelt flot ud for de danske institutioner, der alle har mere end en tredjedel af deres artikler i den eksklusive tidsskriftsgruppe i publikationsdatabasen Scopus.

Den gode historie er dog ikke helt så god, hvis man spørger Jesper W. Schneider, professor ved Center for Forskningsanalyse på AU. Han har lavet samme analyse med udgangspunkt i en konkurrerende database – Webscience – og kan faktisk konstatere en endnu flottere tendens, nemlig at samtlige danske universiteter går frem i andelen af publiceringer i topti-tidsskrifter. Det siger bare ikke noget om bedre forskning, men snarere at tidsskriftsmængden er blevet så stor, at barren for, hvad der er topti-tidsskrifter, hele tiden bliver sænket, mener han.

“Antallet af tidsskrifter i topti er jo relativt afhængigt af antallet af tidsskrifter. Langt de fleste ligger ude i en hale, hvor impactfaktoren er meget lav, og de bidrager overhovedet ikke, ud over at de trækker tærsklen længere og længere ned. Så man må forvente, at nogle af de ekstra publikationer, universiteterne får i topti, alene skyldes, at topti bliver større”, siger han.

Opportunistiske tidsskrifter vil have sexet stof

Og selv om publiceringer i topti-tidsskrifter naturligvis er en god ting, så siger det ikke nødvendigvis meget om forskningens gennemslagskraft. For selv om topti-tidsskrifter generelt er mere citerede, så er forskellen på citatgraden ifølge Jesper Schneider meget lille i forhold til tidsskrifter uden for topti.

“Rigtig mange samfundsvidenskaber har tidsskrifter, der er stort set ens, og så er der en eller to, der virkelig er svære at komme ind i. Selvfølgelig er der konkurrence. Men så skulle man måske fokusere på top 1 procent eller vælge nogle tidsskrifter selektivt ud i stedet for at bruge elastik i metermål”.

Selv i de anerkendte tidsskrifter kan den forskningsmæssige kvalitet ifølge Jesper Schneider være meget svingende.

“De er sikkert selektive og har bedre peer review-processer, men du ser meget skidt i de tidsskrifter også. De er meget opportunistiske og vil gerne have nogle spektakulære undersøgelser. Derfor ser du også mange retraktioner. Der er masser af eksempler på uheldig og dårlig forskning, der publiceres i de berømte tidsskrifter. Der er også meget god forskning, der simpelthen ikke kan komme ind, fordi det ikke er sexet nok”.

Og hvad angår citeringsgraden af danske publiceringer, så har Jesper Schneider faktisk en dårlig nyhed på vej.

“Vi er ved at udarbejde en rapport, som kommer ud i oktober, der handler om dansk impact. Vi har i et stykke tid kunnet se, at det stille og roligt går ned for den danske impactfaktor”, siger Jesper Schneider og henviser til en opgørelse, der viser, at de fleste danske universiteter har et fald i andelen af artikler blandt de 10 procent mest citerede, når man sammenligner perioden 2009-11 med 2018-20.

Grafikken viser, hvor stor en andel af universiteternes forsknings­artikler der er blandt de ti procent mest citerede artikler i henholdsvis perioden 2009-11 og 2018-20. Grafikken er lavet af Jesper Schneider på baggrund af artikeldatabasen Webscience.

Forskningsfronten kan ligge på citattynde områder

Jesper Schneider har i mange år forsket i måling af forskningskvalitet, og han har en generelt skeptisk tilgang til bibliometriske opgørelser som udtryk for kvalitet.

“Forskningskvalitet er noget fluffy noget. Impactfaktoren er ikke det der hurramål, som nogle gør det til, men det er tidsskrifterne, du publicerer i, heller ikke. Jeg synes, vi ser nogle tendenser for dansk forskning i øjeblikket, der bør rejse spørgsmål om, hvad vi prioriterer”.

Som eksempel peger han på, at citationer mere siger noget om, hvor mange andre forskere der findes på det pågældende område, end om der er tale om et markant forskningsgennembrud.

“Man kan for eksempel godt argumentere for at sige: Pyt med impactfaktoren – vi vil hellere prioritere en bredere diversitet i vores forskningsportefølje. Det er jo en klassiker, at de områder, der er højt citerede, det er også der, der er mange forskere, sikkert også mange penge, men det er ikke nødvendigvis der, forskningsfronten er. Små områder, hvor der måske kan ske gennembrud, har måske ikke mange penge. Så er der ikke mange forskere, og så har de heller ikke en stor citeringshyppighed”, siger Jesper Schneider.