Vil du holde dig opdateret?
Tilmeld dig vores nyhedsopdatering, og vi sender en mail, når der er nyt om forskning og uddannelse.
Forskerforum
© Foto: Mathias Bojesen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
Forslaget vil øge arbejdsudbuddet med 4.176 personer i 2032.
Danmarks to største erhvervsorganisationer, Dansk Industri og Dansk Erhverv, foreslår nu, at der oprettes 1.000 nye studiepladser om året på universiteternes kandidat- og erhvervskandidatuddannelser til internationale studerende, der har indgået en aftale med en virksomhed om enten studierelevant studiejob eller projektorienteret forløb, enten forud for studiestart eller under uddannelsesforløbet.
Hvis ordningen indføres i 2023, vil det øge arbejdsudbuddet med 4.176 personer i 2032 og give staten et overskud på 381 mio. kroner. Den samlende gevinst over alle ti år vil være 1,4 mia. kroner, skriver de to organisationer i en pressemeddelelse.
Hensigten er at give virksomhederne forbedrede muligheder for at rekruttere internationale studerende fra relevante fagområder i en tid med mangel på højtuddannede medarbejdere inden for en række fag og brancher.
Erhvervsorganisationerne nævner it-området og det tekniske område som brancher, hvor der allerede mangler medarbejdere, men med mindre årgange fra 2030 er det forventeligt, at områder med høj beskæftigelse i dag uden deciderede tegn på flaskehalse også vil blive præget af en stor mangel.
“Vi er i knivskarp konkurrence med resten af verden om unge med netop disse kompetencer. Virksomhederne har brug for dem. Vi mangler dem allerede nu, og derfor er det så vigtigt, at vi gør noget ekstra for at sikre, at vi kan tiltrække dem. Hvis vi bare sidder med hænderne i skødet, så får andre lande gavn af talenterne. Det er skidt for dansk erhvervsliv, og hvad der er skidt for dansk erhvervsliv, er skidt for Danmark”, skriver Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse.
Udspillet kommer efter en årrække med politisk fokus på at begrænse antallet af internationale studerende i Danmark. Partierne bag SU-forliget i 2013 indførte således efter pres fra Dansk Folkeparti et loft på 400 millioner kroner årligt for, hvor meget SU der kan gå til udenlandske studerende.
Det betød, at universiteterne måtte begrænse optaget på engelsksprogede uddannelser med 1.000 pladser i 2019.
Flere analyser, herunder Uddannelses- og Forskningsministeriets egen fra 2018, viser ellers, at det er en god forretning for Danmark, at udenlandske studerende læser i Danmark.
Samlet set skønner ministeriet, at de internationale studerende fra alle videregående uddannelser i gennemsnit bidrager med mellem 100.000 og 350.000 kroner pr. studerende til de offentlige finanser set over et helt liv.
En analyse udarbejdet af Damvad Analytics for Danske Universiteter i 2017 viser, at den gennemsnitlige internationale dimittend uddannet i Danmark under studiet og i en periode på 8 år efter dimission bidrager med 779.000 kr. til det danske samfund, når alle omkostninger til uddannelse, sundhed og sociale ydelser er trukket fra.