Forhenværende dekan kritiserer manglen på retssikkerhed ved lektorbedømmelser

Der er risiko for, at der kan ske alvorlige fejl i bedømmelsesprocessen i forbindelse med besættelsen af lektorater. En ansøger risikerer dermed at få smadret sin akademiske karriere på et fejlagtigt grundlag, mener Lars Qvortrup, der har været rektor for Danmarks Biblioteksskole og dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole på AU, hvor han i dag er professor.

Som det er i dag, har man som ansøger nemlig ikke nogen ret til at klage over resultatet af den faglige bedømmelse, som alle skal igennem, når de søger en ledig lektorstilling, og det betyder, at fejl risikerer ikke at blive fanget og rettet.

Det konkluderer Lars Qvortrup, efter at han har gennemgået dokumenterne i forbindelse med lektorbedømmelsen af Jacob Højgaard Christensen.

Jacob Højgaard Christensen har i et læserindlæg i Forskerforum beskrevet den absurde proces, han var igennem, da han søgte et ledigt lektorat i sin afdeling, mens han var adjunkt og vicecenterleder ved Nationalt Center for Skoleforskning på DPU. Han blev til sin store forbløffelse vurderet ikkeegnet af bedømmelsesudvalget, men bedømmelsen var fyldt med faktuelle fejl og usammenhængende i argumentationen, mente han, og det er Lars Qvortrup enig i.

Han ser to hovedproblemer ved bedømmelsen. For det første er det afgørende, at medlemmerne af udvalget bliver enige om, hvordan de fortolker stillingsopslaget, og om hvilke kriterier de vil lægge til grund for bedømmelsen, fordi der ofte bliver stillet mange forskellige krav til ansøgeren, men det er ikke sket i dette tilfælde. De kvalifikationer, som bedømmelsen lagde til grund for afgørelsen, svarede derfor ikke til rækken af kvalifikationskrav i stillingsopslaget. For det andet manglede medlemmerne af udvalget også forståelse for det fagområde, som Jacob Højgaard Christensen repræsenterer.

Kafkask HR-svar

Jacob Højgaard Christensen prøvede at klage over afgørelsen, men fik blot et svar på få linjer tilbage fra formanden for bedømmelsesudvalget, hvori han på vegne af udvalget fastholdt den negative bedømmelse uden at forholde sig til substansen i kritikken.

Ifølge Lars Qvortrup fik Jacob Højgaard Christensen ikke et ordentligt svar, fordi en ansøger ikke har en formel klageret, og derfor har udvalget eller universitetet heller ikke pligt til at behandle henvendelsen som en formel klage.

Da Jacob Højgaard Christensen igen henvendte sig til en administrativ medarbejder i HR-afdelingen, blev han derfor også afvist igen, denne gang med den tautologiske begrundelse:

“Der vil ikke blive gjort yderligere i denne sag, da du har fået et svar på din indsigelse, hvorfor det afgivne svar er endeligt”.

“Det, de siger, er, at fordi du har fået et svar, har du fået et svar, og det er endeligt. Det er jo helt kafkask”, siger Lars Qvortrup.

Han tilføjer, at hans ærinde ikke er at hænge formanden for bedømmelsesudvalget ud, men at forsøge at få hullet i reglerne lukket.

“Som i alle andre af livets forhold må man også i bedømmelsessager kunne forvente, at der – undtagelsesvist – kan ske fejl. For mig er det af afgørende betydning, at man har mekanismer, der kan sikre, at man undgår konsekvenserne af sådanne fejl, både af hensyn til ansøgerne, for hvem konsekvenserne er af eksistentiel betydning, og af hensyn til universiteternes renommé”, siger Lars Qvortrup.

Han tilføjer, at statistikken viser, at det kræver ca. 12 års hård kamp på tidsbegrænsede vilkår som ph.d., postdoc og adjunkt at komme i betragtning til en fastansættelse som lektor, og netop fordi det er meget lange karriereforløb, der afgøres i bedømmelsesudvalgene, er det afgørende, at tingene går ordentligt for sig.

“Der er ikke lyse udsigter for folk, der ønsker at indlede en forskerkarriere på humaniora. Hvem har lyst til at søge stillinger under disse betingelser? Hvem har lyst til at kaste sig ud i et karriereforløb, der i forvejen er brydsomt, hvis der ikke engang er garanti for, at videnskabelige bedømmelser i forløbet er korrekte? Det mindste, universiteterne kan gøre, er at sikre retfærdighed i ansættelsesprocedurerne”, siger han.

Har skrevet til Folketinget

Lars Qvortrup gik derfor til institutledelsen, men her blev hans henvendelse afvist, med henvisning til at han “ikke har partsstatus i relation til bedømmelsesforløbet, der betragtes som afsluttet”.

Praksisudvalget ville heller ikke røre sagen, da bedømmelser af ansøgninger til videnskabelige stillinger “sker som led i en administrativ ansættelsesprocedure” og derfor ikke hører under udvalgets arbejdsområde.

Han har også prøvet at skrive til rektor og til dekanen på Faculty of Arts, som svarede: “Der er ikke umiddelbart ønske om at tage et selvstændigt initiativ i forhold til de nationale regler”.

“Jeg troede, at jeg serverede dem en drømmesag på en sølvbakke. De kunne så let som ingenting gå til ministeriet, og så kunne de pudse glorien og sige: Se, vi har gjort, hvad vi kunne, men de vil ikke forholde sig til det. Jeg har på fornemmelsen, at det har at gøre med den enstrengede ledelse. Det er et vældigt lukket og selvopretholdende system, hvor man ikke så meget er interesseret i, hvad der er ret og rimeligt, men snarere i at beskytte sig selv, hvilket betyder, at de udelukkende forholder sig juridisk og sikrer sig, at de har overholdt reglerne”, siger han.

Lars Qvortrup har som konsekvens valgt at skrive til Folketingets uddannelses- og forskningsudvalg, i håb om at politikerne vil ændre ansættelsesbekendtgørelsen for videnskabeligt personale.
Et skridt, han var ked af, at han måtte tage, men problemet er for stort til, at man bare kan lade det ligge.