Ny undersøgelse: Ph.d.-studerende drømmer om en forskerkarriere – men ser pessimistisk på fremtidsudsigterne

Cirka en tredjedel af de ph.d.-studerende har som deres primære karrieremål at få en fast forskerstilling på et universitet, når det tre år lange uddannelsesforløb er afsluttet, men i realiteten går drømmen om en forskerkarriere i opfyldelse for de færreste, da der er alt for få lektorater i forhold til det stigende antal ph.d.er og postdocs.

Mere end halvdelen af ph.d.erne anser mulighederne for at blive fastansat for at være dårlige inden for deres felt, fremgår det af en ny undersøgelse gennemført af DM og Pand.

Luisa Hedler, der er ph.d.-studerende på CBS og forperson for Pand, siger, at ph.d.erne oplever et stort skel mellem de meget store krav og forventninger, der er til dem, og de ressourcer og karrieremuligheder, de får stillet til rådighed og i udsigt.

“Det er ikke sådan, at vi ph.d.er lever i en fantasiverden. Vi laver noget, som vi elsker, men der er stor usikkerhed om fremtiden og ingen klar karrierevej, hvilket er en stor kilde til stress. Vi ved godt, at fremtidsudsigterne er dystre, så der er stor pessimisme i forhold til muligheden for at gøre karriere som forsker”, siger Luisa Hedler.

Hun tilføjer, at ph.d.erne i dag skal bidrage til afdelingen, hvor de skriver deres afhandling, på lige fod med de fastansatte. De skal undervise, deltage i møder og udvalg, planlægge seminarer osv.

I undersøgelsen svarer 33 pct. af de ph.d.-studerende, at arbejdsbyrden i forbindelse med afdelingsarbejdet er så stor, at det påvirker kvaliteten af deres forskning negativt. 39 pct. svarer, at de ofte kommer bagud med arbejdet.

Det positive er ifølge Luisa Hedler, at det får ph.d.erne til at føle sig som en del af arbejdspladsen, men i realiteten ved de godt, at de er der på lånt tid.

“Når kontrakten slutter, er vi på egen hånd. Der mangler gennemsigtighed, i forhold til hvad der kræves for at fortsætte på universitetet. Det ville være rart at vide, at du skal gøre et, to, tre for at kvalificere dig til en fast stilling”, siger hun.

Tager ni år at blive fastansat

Hun tilføjer, at universiteterne risikerer at miste de største forskningstalenter, fordi det akademiske arbejdsmarked er blevet så hårdt og usikkert.

“Der er noget strukturelt problematisk ved systemet, fordi alle er blevet afhængige af forskningsmidler fra eksterne kilder, hvilket medfører, at mange bliver tidsbegrænset ansat. Alle ph.d.er, jeg kender, elsker forskning og er villige til at bringe store ofre, men det tager nu i gennemsnit ni år at få en fast stilling efter ph.d.-graden, og selv de, der klarer den, har været ude på en lang vanskelig rejse. De, der har en familie, kan ikke bare flytte rundt efter den ene tidsbegrænsede stilling efter den anden, så vi mister mange talentfulde forskere, fordi de ikke kan leve med spillereglerne, som de er i dag. Vi må spørge os selv, hvilken type forskere vi fremelsker, når miljøet bliver mere og mere hårdt og usikkert”, siger hun.

Tallene, som Luisa Hedler henviser til, stammer fra rapporten “Karrierer i forskningen” udgivet af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd i 2019. Den viser, at det i perioden 1999-2008 tog omkring syv år efter opnået ph.d.-grad at blive lektor, og derfra tog det ofte yderligere seks år at avancere til en professorstilling. I dag tager det gennemsnitligt knap ni år fra ph.d.-grad til lektoransættelse, og fra lektoransættelsen tager det gennemsnitligt fem år til en professor MSO-stilling og yderligere tre år til et ordinært professorat.

Brug for kulturændring

Niels Glæsner, konsulent i fagforeningen DM, bekræfter, at der har spredt sig en karrierepessimisme blandt yngre forskere, og det er ikke uden grund.

“De, der gerne vil være inden for universitetsverdenen, kan godt læse rapporter, så de ved ganske udmærket ude i miljøerne, at vejen til en fastansættelse bliver længere og længere. De synes samtidig, at det er en attraktiv karriere­vej, men de skal virkelig performe bare for at få næste postdocbevilling. En ung forsker er måske tilbøjelig til at acceptere virkelig at knokle tre til fem år for at blive fastansat, men hvis det er ni års slid i usikkerhed, er det måske noget andet”, siger Niels Glæsner.

Han tilføjer, at det er vigtigt, at man som ph.d. tænker på sin karriere gennem hele forløbet og ikke udskyder det, til efter afhandlingen er afleveret.

“Ph.d.erne skal først og fremmest blive dygtige forskere, men jeg vil også opfordre dem til at spørge, hvilken faglig profil de ønsker at få med. Der er ikke noget galt i at sige ja til en postdoc efter ph.d.en, men du skal være obs på, hvad det kan give dig karrieremæssigt. Der skal være en karrieremæssig overvejelse bag, og det er der kun, hvis du opbygger kompetencer eller et fagligt netværk. For mange bliver hængende for længe i akademia. Hvis de alligevel ender i et job udenfor efterfølgende, kan de lige så godt tage hul på skiftet tidligt”, siger han.

Ifølge Niels Glæsner opleves det af mange som et nederlag, hvis det ikke lykkes at få en universitetskarriere, så der er brug for en kulturændring, fordi det også er muligt at få en spændende forskerkarriere i det private erhvervsliv.

Der er tilmed også gode privatøkonomiske grunde til at tage en ph.d.-grad og efterfølgende forlade akademia til fordel for en karriere uden for universitetsverdenen.

Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd skriver i rapporten “Karrierer i forskningen”, at for mange yngre forskere havner i postdocsumpen, fordi de for længe er ansat i midlertidigt job uden at påbegynde et egentligt karriereforløb som videnskabelig medarbejder. Når det sker, risikerer de at være mindre attraktive for erhvervslivet end nyuddannede ph.d.er, og det har store økonomiske konsekvenser, viser en rapport fra Tænketanken DEA, der har sammenlignet ph.d.ernes årsløn, seks år efter at de har fået deres ph.d.-grad.

Det viser sig, at ph.d.er, der først har haft en stilling som eksempelvis postdoc og bagefter ender i et job uden for universitetet, har et lønefterslæb på omkring 20 pct. i forhold til dem, der gik direkte ud og fandt et job uden for universitetet – enten i det offentlige eller det private.

AU satser på tidlig karriereafklaring

Aarhus Universitet var formentlig det første, der begyndte at organisere karrierevejledningen af ph.d.-studerende for cirka ti år siden, hvor Vibeke Broe blev ansat til at starte en ny karriereservice, i erkendelse af at der med et stærkt stigende ph.d.-optag ville være flere, som ikke kunne blive i akademia.

Fra begyndelsen har der været tilbudt både individuel karriererådgivning, workshops og præsentationer om kompetenceafklaring og jobmarkedet, hjælp til cv og ansøgning, forberedelse til jobsamtale og netværksskabelse samt tilbudt brobygningsaktiviteter og mentorordning. Alt sammen med fokus på at gøre den enkelte ph.d.-studerende opmærksom på alle karrieremuligheder og på de erfaringer og kompetencer, som er værdifulde uden for en akademisk sammenhæng. I 2020 blev der afsat midler til en særlig treårig indsats, der handler om tidlig karriereafklaring.

Det er heldagsforløb udviklet i samarbejde med det enkelte ph.d.-program, der tager udgangspunkt i de lokale behov og ønsker. Ud over at de unge forskere selv skal blive mere karrierebevidste, har AU også fokus på at understøtte forskningsledere og vejledere, så de i endnu højere grad bliver klædt på til at drøfte karriereudvikling med deres ph.d.-studerende og postdocs. Samtidig er det blevet skrevet ind som en målsætning i AU’s strategi, at flere end 30 pct. af ph.d.erne, som det er i dag, skal vælge en karriere i det private erhvervsliv. I alt har ca. 640 ph.d.-studerende været igennem “tidlig karriereafklaringsworkshop” i 2021, fortæller Vibeke Broe.

“Det handler i høj grad om at sætte ord på mulighederne og synliggøre, at der er masser af alternativer til en karriere i universitetsverdenen. Rigtig mange arbejdsgivere uden for akademia vil gerne ansætte denne målgruppe, fordi forskningskompetencer kan bruges i meget bred sammenhæng fx inden for datascience, analyse, forskning og projektledelse. De yngre forskere har også selv et ansvar for at se sig selv i spejlet og spørge, om det er realistisk at få en akademisk karriere, og at overveje, om det nu også er den karrierevej, der er den rigtige for dem, eller om de kan se deres erfaring skabe værdi andre steder”, siger hun.

Ifølge Vibeke Broe var der for ti år siden måske to i hele salen, der rakte hånden op, når hun spurgte, hvor mange der ikke satsede på en karriere i akademia, og i dag er det cirka hver anden.
Hun mener, at der er et skifte på vej, hvor universiteterne kommer til at kæmpe for at holde på de bedste ph.d.er i fremtiden.

“Mange ph.d.-studerende kan godt se, at akademia ofte er et hårdt og krævende miljø med lange arbejdsdage, krav om mobilitet og fokus på publikationer, og de opdager, at der er muligheder i det private for stadig at lave det, man virkelig brænder for, men under nogle andre vilkår”, siger hun.

Nyt tiltag på KU SCIENCE

Også Københavns Universitet har i nogle år haft et projekt omhandlende udvikling og implementering af karrierevejledningstilbud til unge forskere, og nu har de på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet SCIENCE på KU for nylig besluttet at sætte ekstra fart på vejledningen af deres ph.d.-studerende.

Prodekan for forskning Lise Arleth forklarer, at baggrunden er, at langt de fleste af de unge forskertalenter skal omstille sig til en karriere et andet sted end på fakultetet. Statistikken viser nemlig, at 62 pct. af de ph.d.-studerende fortsætter karrieren et andet sted efter endt uddannelse, mens det er tilfældet for 85 pct. af alle postdocs.

SCIENCE sender dermed hvert år cirka 350 ph.d.er og postdocs ud i samfundet, så der er brug for en mere systematisk tilgang til karrierevejledning, som det er tilfældet på bachelor- og kandidatniveauerne, mener Lise Arleth.

“Det er en vigtig opgave at sørge for, at alle har de absolut bedste forudsætninger for at skabe deres drømmekarriere. Mange af vores kandidater har gennem deres ph.d. og postdoc fokuseret på et smalt, forskningstungt spor, men kan måske godt se, at der ikke vil være en akademisk stilling til dem. Det er ikke alle, der har tænkt lige meget over, hvad deres plan B er, og processen med at omstille sig er ofte hård. Så det er det med at udforske alternative karriereveje og åbne op for konstruktive dialoger om det, som jeg mener, at vi godt kan understøtte bedre”, udtaler prodekanen.

Det første konkrete tiltag har været at ansætte Iben Treebak som ph.d.-karrierevejleder på fakultetet den 1. december sidste år. Hendes første opgave bliver at udvikle et karrierevejledningstilbud til ph.d.erne på fakultetet, men det er for tidligt at sige, præcis hvordan det skal skrues sammen, da hun er ved at danne sig et overblik over, hvad der findes af lokale tiltag.

“Næsten alle institutter gør noget, men det er ikke systematiseret, og de ph.d.-studerende skal kunne regne med at få et tilbud om vejledning og have et sted at gå hen”, siger Iben Treebak.

Hun forestiller sig, at der som minimum skal være et tilbud om individuelle samtaler, og at alle nye ph.d.-studerende skal introduceres til karrierelæring, når de starter på uddannelsen, og undervejs få bedre muligheder for at udvide deres viden om jobmulighederne uden for akademia. Derudover er der den mere tekniske del omkring, hvordan man skruer et godt cv og en ansøgning sammen, men det kan måske ske i samarbejde med de akademiske fagforeninger, overvejer hun.

“Vi skal ikke prøve at overbevise ph.d.erne om at vælge den ene karrierevej frem for den anden, men de har brug for viden og sparring, så de kan træffe deres valg på et oplyst grundlag. Det handler også om forventningsafstemning og om at løfte blikket for, at de har nogle eftertragtede kompetencer, der kan oversættes til andre sammenhænge i erhvervslivet”, siger hun.