AU-forsker frikendt i Nature-sagen – men Praksisudvalget antyder tvivl

En af de senere års mest omblæste forskningskonflikter har fået sat et punktum. Det er sagen om Nature-artiklen fra AU, som opsigtsvækkende fandt, at den menneskelige evne til at løse spilbaserede kvantefysiske problemer i nogle tilfælde overgår computerens.

Senere måtte artiklen dog trækkes tilbage på grund af en simpel fortegnsfejl – et minus for meget – i en algoritme, som en forsker ved Datalogisk Institut opdagede i slutningen af 2019.

Sideløbende hældte de impliceredes dekan og Carlsbergfondets daværende formand, Flemming Besenbacher, yderligere benzin på det offentlige bål ved at bagtale kritikerne som “redeskidere”, der skulle have deres mund tapet til.

Praksisudvalget på AU har nu for anden gang behandlet sagen. Artiklens hovedforfatter, Jacob Sherson, der var professor MSO på Institut for Fysik, og hans medforfatter, Klaus Mølmer, professor samme sted, fik i maj 2020 kritik af Praksisudvalget for at være for langsom til at udlevere algoritmekoderne til den hollandske forsker Dries Sels, der allerede i 2017 var skeptisk omkring artiklens konklusion og ønskede at afprøve den. Men i marts 2021 blev Jacob Sherson og Klaus Mølmer indklaget igen. Klagen stillede spørgsmål ved, om det var bevidst eller groft uagtsomt, at de ikke havde reageret på Dries Sels’ kritik og undersøgt algoritmen for fejl, samt at der blev søgt forskningsmidler på baggrund af de resultater, der viste sig at være fejlbehæftede.

“Begrundet tvivl”

I første omgang røg sagen til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed (NVU), som kort fortalt afviste, at der var tale om uredelighed.

Herefter røg sagen tilbage til Praksisudvalget på AU. Afgørelsen kom i slutningen af januar, men først efter en måned valgte AU at offentliggøre sagens afgørelse.

Klagen mod Klaus Mølmer blev afvist uden behandling, men også Jacob Sherson gik fri af kritik. Praksisudvalget konstaterer ganske vist, at det fremlagte materiale “kan rejse begrundet tvivl om, at Jacob Sherson har været ubekendt med fejlen”. Men konklusionen er, at det ikke er bevist, at Jacob Sherson skulle have haft kendskab til fejlen og dens betydning, før den blev opdaget i slutningen af 2019. Af samme grund kan han ikke klandres for at referere til artiklen i sine forskningsansøgninger.

“Først og fremmest er det glædeligt, at sagen nu er afsluttet. Det har kostet mange kræfter for alle de involverede, men nu ser vi fremad”.

Sådan lød den samstemmende reaktion fra dekan Kristian Pedersen og leder af Institut for Fysik Ulrik Uggerhøj ifølge den officielle udtalelse.

Kristian Pedersen, dekan på AU Nat, vil gerne se fremad.

Ingen betvivlede koden i 2017

Men selv om lederne er glade, er der ikke den store tilfredshed at spore hos Jacob Sherson, selv om afgørelsen umiddelbart var positiv for ham. Han havde nemlig håbet – og forventet – at Praksisudvalget ville ændre sin afgørelse fra 2020.

“Jeg blev ikke overrasket over at blive frikendt for mine tre fysikkollegers vilde anklager om systematisk, bevidst manipulation. Men jeg er dybt skuffet over, at Praksisudvalget nægter at revidere de dokumenterbart forkerte aspekter af 2020-dommen”, fortæller han.

I 2020-afgørelsen fik Jacob Sherson som nævnt kritik for ikke at udlevere algoritmekoden til Dries Sels. Men Dries Sels bad aldrig om den fejlagtige algoritmekode.

“Dries nævnte én gang en 2012-spilkode, og jeg gav ham de relevante informationer og hørte aldrig siden flere anmodninger. Skal jeg dømmes for ikke at give ham en kode, han aldrig bad om, og som en stribe uafhængige faglige eksperter og hans egne publicerede ord bevidner, at han aldrig har betvivlet? Det mener Praksisudvalget”, siger han.

Praksisudvalget skriver i et brev til Jacob Shersons advokat, at det i 2017 “måtte stå klart for Jacob Sherson, at Dries Sels betvivlede koderne/algoritmen bag Nature-artiklen og ønskede at efterprøve den”. Udvalget mener, at det burde have fået Jacob Sherson til at sende den relevante kode. Derfor fastholder udvalget afgørelsen fra 2020.

Dries Sels, adjunkt ved New York University, ville teste Jacob Shersons forsøg.

Store omkostninger

Jacob Sherson mener til gengæld, at Praksisudvalget ikke har kompetence til at vurdere sagen, fordi det handler om faglige uenigheder og ikke tvivlsom praksis.

“Der er en grundlæggende faglig uenighed mellem mig, Dries Sels og Allan Grønlund om fortolkning af konklusionen i Nature-artiklen. Med fejlen rettet har vi i 2020 verificeret Nature-hovedpointerne, så sagen er mere kompliceret, end man tror. Det går galt, når Praksisudvalget ignorerer den faglige diskussion, men stiller sig til doms over, hvad jeg skulle have gjort i 2017, hvor ingen troede, algoritmerne var forkerte”.

Jacob Sherson, der i dag delvist er flyttet til Institut for Virksomhedsledelse, peger på, at sagen for ham har haft store karrieremæssige omkostninger, som den seneste afgørelse næppe vil rette op på.

“Jeg var leder af et center med 15 ansatte. Nu har vi to, fordi jeg er i karantæne – både officielt og uofficielt – fra at få bevillinger. Selv om det af alle instanser er fastslået, at jeg har handlet i god tro, står jeg stadig tilbage med en tyndslidt faglig troværdighed”.

Jacob Sherson havde forventet, at Praksisudvalget ville trække kritik tilbage.

Forsvarer: ikke o.k.

Jacob Sherson har i sagen fået hjælp af advokat René Offersen. Advokaten lægger vægt på, at Jacob Sherson og Klaus Mølmer nu er frifundet ved to instanser.

“Praksisudvalget vælger i første omgang at sende klagen videre til uredelighedsnævnet, og der bliver den hældt af brættet. Så tager Praksisudvalget selv sagen og afviser i forhold til Klaus Mølmer og frifinder så Jacob Sherson. Det er det, der tæller på bundlinjen”, siger René Offersen.

Han ærgrer sig dog over, at Praksisudvalget trods frifindelsen har passager i afgørelsen, der trækker i den anden retning, for eksempel “begrundet tvivl” om, at Jacob Sherson var ubevidst om fejlen.

“Jacob Sherson bliver frifundet. Men så vælger de i Praksisudvalget alligevel en begrundelse, hvor han lige skal have nogle blå mærker. Det synes de åbenbart er retssikkerhedsmæssigt i orden, men det synes jeg egentlig ikke”, siger René Offersen og konstaterer, at sagen nu juridisk set er afsluttet.
Forskerforum har været i kontakt med de tre fysikprofessorer, der har indklaget Jacob Sherson. De ønsker ikke at udtale sig ud over en fælles kommentar:

“Vi konstaterer, at Praksisudvalget har stadfæstet sin udtalelse om tvivlsom forskningspraksis i forhold til de indklagede i den første sag, og tager udtalelserne vedrørende de specifikke supplementære anklagepunkter i den seneste sag fra NVU og Praksisudvalget til efterretning”.

Robin Engelhardt har sagen på som case i “Penkowa-kurset”.

Manglende rettidig omhu

Studielektor Robin Engelhardt underviser ph.d.er på KU i god videnskabelig praksis – det såkaldte “Penkowa-kursus” – og har sagen om Jacob Sherson på skemaet som case.
Han vurderer, at kritikken mod Jacob Sherson – at han skulle have været mere omhyggelig og imødekommende over for kritikken af hans artikel – skal ses i lyset af Jacob Shersons meget synlige kommunikation omkring resultaterne, der fortsatte, helt frem til fejlen blev opdaget.

“Det, der nok har fået folks pis i kog, er, at han har oversolgt sit budskab, selv om han burde have vist rettidig omhu, da Dries Sels påpegede, at der var et problem. Mistanken er, at han har holdt tvivlen for sig selv og solgt sin historie, selvom han vidste, at der måske var noget galt. Men problemet er, at Praksisudvalget kun kan forholde sig til ting, der er publiceret i videnskabelige tidsskrifter og i forskningsansøgninger. Det kan ikke forholde sig til, hvordan en forsker kommunikerer andre steder”, siger Robin Engelhardt.

Han noterer også, at afgørelsen indeholder passager, hvor udvalgets medlemmer antyder, at de deler mistanken mod Jacob Sherson om tvivlsom praksis, hvilket de altså ikke kan eftervise.

“Jeg tolker det sådan, at de nok tror, der har været tvivlsom forskningspraksis. Og det er nok også der, mit eget synspunkt ligger: Jacob Sherson burde have udvist en større grad af rettidig omhu. Men jeg kan naturligvis ikke sætte mig ud over den afgørelse, som Praksisudvalget er kommet frem til. Praksisudvalget har trods alt haft større indblik i sagen, end jeg har”.
Hele sagen er – set fra en undervisers synspunkt – en fantastisk god case i forhold til en diskussion om god videnskabelig praksis og forskningsetik, fastslår Robin Engelhardt.