Fra stunde null og frygten for atomragnarok til klimakrise og udflytningsvanvid

Den transcendentalpragmatiske tyske filosof Karl-Otto Apel (1922-2017) var noget mindre heldig end sin senere så tætte samarbejdskollega, den verdenskendte filosof og sociolog Jürgen Habermas (f. 1929). Hvorfor nu det? Jo, når man er 18 år i 1940, og Hitlerregimet har indledt en offensiv verdenskrig, så er det meget vanskeligt som ung mand at undgå at blive hvervet til hæren, og det gør man som bekendt ikke som en 11-årig udgave af Habermas, der “nøjedes” med at være med i Hitlerjugend. På tysk har man et meget rammende udtryk for dette: “Die Gnade der späten Geburt” (direkte oversat: Den sene fødsels nåde).

Apel, der det meste af krigen sad i russisk krigsfangenskab, vendte hjem til Tyskland igen i 1945 og kunne som 23-årig proklamere: “Alles war falsch!” Alt, hvad unge mennesker havde lært i det nationalistiske tyske gymnasium, af krigspropagandaen og i militæret, var usandt.

Apel skriver selv, at han begyndte at læse historie og filosofi på universitetet i et forsøg på at forstå, hvad der var gået galt, og hvordan forholdet mellem sprog, kommunikation, magt og ansvar måtte begribes – helt fra grunden. Intet under, at Apel og Habermas tog parti for samtalens fornuft og nøje skanderede de strategiske og kommunikative talehandlinger.

Nultimen og atomkapløbet

Sammen med en hel generation af tyskere måtte Apel nu i gang med at “opfinde” en helt anden måde at tænke og leve på. Sociologer og tænkningshistorikere kalder bruddet med nazismen og genrejsningens time for Stunde Null (nultimen, det afgørende vendepunkt).

Det var dog ikke alle, der angrede, og langtfra hele samfundet blev udsat for en gennemgribende afnazificering eller tog et opgør med de totalitære tanke- og praksisformer; men meget tyder på, at denne proces fik noget mere tag i Tyskland end i det noget mindre selvransagende Østrig og i det før så krigeriske kejserrige Japan.

Det er klart, at efterdønninger af verdenskrige sender chokbølger igennem akademia. Men angsten for kommende verdenskrige kan også mobilisere universitetsfolk og forskere. Således var atomfysikeren Niels Bohr (1885-1962) dybt engageret i forsøg på at få verdens ledere til ikke at kaste sig ud i et våbenkapløb, der i sidste ende kunne ende med en altødelæggende atomkrig.

I 1944 forsøgte han at påvirke engelske og amerikanske statsledere (Churchill og Roosevelt) ved at tage personlig kontakt til dem, og i 1950 og 1956 skrev han en række åbne breve til De Forenede Nationer. Det lykkedes desværre ikke for Bohr at bringe den store kosmopolitiske fornuft ind i verden, endsige at standse oprustningen – ej heller den nukleare – under Den kolde Krig; men han prøvede i det mindste.

Ikke helt så dramatisk i dag – og dog

Sammenlignet med de dramatiske og alarmerende udfordringer, Apel, Habermas og Bohr stod over for som (kommende) universitetsfolk og vågne samfundsborgere, kan det virke noget mindre heroisk at fungere på dagens masseuniversiteter. Men det er min tese, at akademikere på universitetet heller ikke i 2022 kan nøjes med at give den i rollen som neutrale iagttagere af samfundslivet eller være indifferente over for den politiske udvikling både her og hisset.

Igennem de seneste 100 år har universitetsfolk ofte luftet deres anfægtelser og ytret kritik, som det politiske system og offentligheden har måttet forholde sig til og til tider endda kunnet lære noget af. Universitetsaktørerne har bevæget sig på en knivsæg i forsøget på at træde i karakter med en intakt selvrespekt uden at risikere at blive udsat for et anerkendelsestab.

Men i en tid med en meget udbredt og skammelig humaniorabashing, oksekødsskandaler i flere varianter og mistrøstige udflytningsplaner, der bag om det ideologiske røgslør fungerer som nedskærings- og fagviftebegrænsningspolitikker, så er det efter min mening på tide, at vi genfinder kraften til at gøre brug af den offentlige fornuft.

Skal klimakrisen “eksempelvis” bekæmpes, kræver det, at såvel de ontologiske og de epistemologiske grundspørgsmål endevendes, og at de praktisk-politiske tiltag drøftes af eksperter og lægfolk i fællesskab. Skal mennesket gentænkes som en del af naturen og belave sig på at fylde mindre? Hvad ved vi faktisk om den globale forurening, de klimatiske ubalancer og de pandemiske sygdomsrisici? Hvordan kan vækstkritik blive implementeret i et samfund, der har vænnet sig til at tro, at der altid skal vækstes?

Den lærde republik må udvides

Universitetsfolket bør naturligvis have ro og god tid til at udfolde deres forsknings- og undervisningsarbejde inden for murene; men det har de ikke. Dertil kommer, at det faktisk heller ikke går an at gemme sig, hvis man på fag- og saglig vis har noget at bibringe til den offentlige debat. Min anden tese skal lyde, at det gælder om at udvide den lærde republik. Det formelle uddannelsesniveau er højnet, og kravene til såvel medierne som den politiske samtale er eskaleret, siden Bohr, Apel og Habermas trådte deres barnesko.

Komplekse ræsonnementer og scenarier må tales frem i fællesskab i forsøg på ikke mindst at gøre noget radikalt ved klimakrisen, og universitetet må generobre sin autonomi fra det kortåndede politiske system. Den hovedløse udflytning af universitetsuddannelser og den vedvarende hetz imod humaniora begrænser friheden til både at tænke og agere.

I 1945 stod verden over for at skulle genopbygges og -tænkes på ny – i dag står vi over for ikke at blive lullet i søvn af de ritualiserede nedskæringer, der rammer den både costprisminimerede og skævvredne kandidatproduktion. Den fortærskede lancering af fjendebilledet af en ufolkelig storbyelite og angrebet på den humanistiske åndsfrihed må bekæmpes.

Tyskeren stod over for Stunde Null, opvågningens nu og en ny begyndelse. Vi står over for status quo og mere af det samme. En ikke så fjern fremtid vil givetvis undre sig og spørge: Hvorfor blandede de universitetsansatte og de højtuddannede akademikere sig så lidt i samfundsdebatten i 2020’erne? Hvorfor faldt de i søvn ved højlys dag? Hvad var det, der gjorde, at de år efter år fandt sig i at blive beskrevet af økonomistiske bureaukrater og regeret af populistiske politikere?