Spring menu over
Dansk Magisterforening

Forskerforum udgør en unik universitetspolitisk offentlighed

Janne Gleerup, næstformand for universitetslærerne i DM og fællestillidsrepræsentant for VIP, Roskilde Universitet

© Privat

Af Janne Gleerup
Del artikel:

Fagforeningers evne til at varetage medlemmernes interesser står og falder med det, man i klassiske termer kalder styrkeforholdet mellem parterne. En høj organisationsprocent er præmissen for indflydelse, men kan ikke stå alene.

Medlemmerne skal også opleve, at fagforeningen er relevant, og at medlemskab gør en forskel. Derfor er det vigtigt, at fagforeningerne prioriterer en levende og involverende dialog med medlemmerne, så oplevede problemer kommer frem i lyset og på den baggrund kan adresseres i interessevaretagelsen på centrale og lokale niveauer. Veloplyste medlemmer er med andre ord forudsætningen for engagerede medlemmer – og for demokratisk forankret fagforeningsvirke med gennemslagskraft.

Et medie som Forskerforum spiller her en helt central rolle, og bladet har aldrig stået stærkere end nu. Med afsæt i undersøgende og dybdeborende journalistik beskrives og analyseres udviklingen på universitetsområdet. Gang på gang har bladet bragt historier om dybt problematiske forhold på universiteterne og rejst vigtige spørgsmål, som har influeret uddannelses- og forskningsrelaterede diskussions- og beslutningsprocesser på Christiansborg, lokalt på universiteterne og i den bredere offentlighed.

Forskerforum udgør således en unik universitetspolitisk offentlighed, som leverer indsigt, der understøtter interessevaretagelsen lokalt på arbejdspladsen, hvor tillidsvalgte og kolleger møder udfordringerne i dagligdagen.

 

Djøf har valgt at trække sig fra samarbejdet om fælles udgivelse af Forskerforum.

Djøf har valgt at trække sig fra samarbejdet om fælles udgivelse af Forskerforum med virkning fra sommeren 2022. DM vil således alene stå for videreførelse af bladet fremadrettet. Andre foreninger kan tilkøbe abonnementer til alle deres VIP-medlemmer, som på den måde kan få glæde af det journalistiske og debatterende stof, som Forskerforum leverer. Ideelt ville det imidlertid være, hvis de akademiske fagforeninger med medlemmer på universiteterne kunne danne et fællesskab omkring udgivelsen. På den måde kunne vi både styrke det vigtige samarbejde mellem organisationerne og sikre bladet bedst mulige forudsætninger for at komme godt rundt om de forskelligartede udfordringer, der opleves blandt små og store faggrupper i akademia.

Mere end nogensinde er universiteterne under pres, og det går hårdt ud over forskere og underviseres ansættelses- og arbejdsvilkår. Nedskæringer, udflytninger, tab af indflydelse på arbejdspladsen, øget arbejdspres, usikre ansættelser samt forskellige former for direkte og indirekte angreb på forsknings- og ytringsfriheden er blandt de mange udfordringer, som truer universiteternes mulighed for at levere uddannelse og forskning på højt niveau.

Vi har i akademia derfor brug for styrket sammenhold og en stemme i offentligheden, så der blandt politikere og i samfundet bredere skabes større forståelse for betydningen af en veluddannet arbejdsstyrke og et højt vidensniveau i samfundet.

 

Vi har i akademia derfor brug for styrket sammenhold og en stemme i offentligheden, så der blandt politikere og i samfundet bredere skabes større forståelse for betydningen af en veluddannet arbejdsstyrke og et højt vidensniveau i samfundet.

Forskerforum er et godt redskab, gennem hvilket vi både kan vise værdien af videregående uddannelse og forskning og afsløre uhensigtsmæssige konsekvenser af reformer og forringelser. Et stærkt blad kan endelig også yde modstand over for det tiltagende negative billede, som store dele af den øvrige presse tegner af højtuddannede.

Et billede smækfyldt af myter om “pseudoarbejde”, “kolde hænder” og sejlivede karikaturer af forskeren, der sidder forkælet og virkelighedsfjernt i elfenbenstårnet og grubler over verdens gang, mens almindelige mennesker får noget fra hånden og baner vej for rigets fremtid.

Et mere nuanceret billede vil vise, at sådanne populistiske og falske modsætninger skal afløses af strategier, der spiller lønmodtagernes forskellige bidrag og kompetencer bedre sammen. Og et mere nuanceret billede vil vise, at løsningen på samtidens komplekse problemer skal næres af innovativ vidensudvikling, som universiteterne er sat i verden for at bedrive.

Til den diskussion er det godt, at vi har Forskerforum.