Årets TR: “Jeg er ikke typen, der står på barrikaderne og protesterer”

Hvis I vil have protester og bål i gaden, må I finde en anden. Sådan lød beskeden fra Alexandra Holsting til kollegerne, da hun for fire år siden stillede op til valget som fællestillidsrepræsentant for det videnskabelige personale på Det Humanistiske Fakultet på Syddansk Universitet.

Advarslen prellede dog af på forskerne og underviserne på fakultetet, der alligevel valgte hende til at repræsentere dem, og meget tyder på, at de ikke har fortrudt den beslutning. Alexandra Holsting blev i hvert fald fejret som årets TR i forbindelse med årsmødet for de tillidsvalgte i DM, hvor hun delte prisen med to TR-kolleger.

Alexandra Holsting er meget stolt over anerkendelsen af sit arbejde, ikke mindst fordi det var nogle kæmpestore sko, hun skulle udfylde, da hendes forgænger, der havde været TR i en menneskealder, gik på pension.

“Der er tusindvis af måder at være tillidsrepræsentant på, men i sidste ende handler det om at være tro mod sine egne holdninger og tage sin samvittighed med til forhandlingerne med ledelsen. Det var vigtigt for mig, at mine kolleger havde tillid til mig, og at jeg lige kunne få lov til at finde mine ben at stå på og finde min egen måde at gøre tingene på”, siger Alexandra Holsting.

Foretrækker konsensus frem for konfrontation

Hun ser sin rolle som den, der er sine kollegers stemme opad i systemet, den, der skal mediere mellem ledelsen og kollegerne, og den, som sørger for, at informationen om, hvad der rører sig på arbejdspladsen, flyder frit begge veje.

“Som person har jeg altid været meget konsensus- og løsningsorienteret, så jeg prøver at finde løsninger, som er spiselige både for os som medarbejdergruppe og for ledelsen, og jeg prøver at afværge konflikter ved hjælp af en god kommunikation. Jeg er klar over mine forcer og begrænsninger, og det er vigtigt at være åben om det”, siger Alexandra Holsting.

Hun tilføjer, at hun derfor egner sig bedst til at være TR på lokalt niveau, hvor det for det meste handler om at få tingene til at fungere i det daglige og forsøge at finde alternative og måske tilmed bedre løsninger inden for en given økonomisk ramme og ikke om at forsøge at ændre systemet.

Derfor har hun også sagt til sine kolleger, at hun har det bedre med konsensus end med konfrontation, og hvis de ønsker en, der protesterer og siger fra, er de velkommen til at vælge en anden.

“Jeg tror på, at det er muligt at overbevise fornuftige mennesker med gode argumenter, og da både mine kolleger og ledelsen virker fornuftige, så handler det om at finde frem til de steder, hvor parterne har sammenfaldende interesser”, siger hun.

Hun tilføjer, at hendes fremgangsmåde også hænger sammen med, at universitetsloven giver medarbejderne en meget begrænset indflydelse på økonomi og andre vigtige spørgsmål på universiteterne, så det handler om at opbygge en tillidsfuld relation med dekanen og institutlederne, hvis noget skal ændres.

Sikrede fratrædelser

I sine fire år som TR har Alexandra Holsting været involveret i to store sager, som TR-kollegerne på Humaniora i deres indstilling til prisen roser hende for at have håndteret forbilledligt.

Den ene var tidligere i år, hvor SDU skulle spare 40 millioner kroner på tre områder (Humaniora, TEK og Fællesområdet). I samarbejdsudvalget indgik medarbejderrepræsentanterne en aftale om rammerne for frivillige fratrædelser, som var en smule mere lukrative, end hvad man har krav på, og det medvirkede til, at mange valgte at gå frivilligt frem for at blive afskediget.

“Det er vanskeligt at være vidne til, at gode kolleger er ulykkelige, fordi de står til at miste deres arbejde, men jeg oplever, at lederne også bliver berørt, og der er ingen, der gør det for sjov. Det er min rolle at være professionel og sikre, at min kollega får den bedst mulige fratrædelsesaftale med sig, når det nu ikke kan være anderledes, og samtidig sikre, at organisationen kan køre videre”, siger Alexandra Holsting.

Den anden store sag var, at det lykkedes for første gang i ti år at forhandle en ny arbejdstidsaftale hjem, som bl.a. handler om fordelingen mellem forskning, undervisning og administration og udstikker normer for tidsforbruget for forskellige arbejdsopgaver. Hun siger, at aftalen på rigtig mange områder er dårligere for medarbejderne end den gamle, da det var et krav fra ledelsen, at de skal undervise mere, men parterne nåede frem til et kompromis.

“Der er utrolig mange forskellige holdninger til den type spørgsmål, så det var et virkelig stort arbejde at afveje de forskellige interesser over for hinanden, så vi kunne tale med én stemme til forhandlingerne med ledelsen”, husker hun.

TR-rollen er hård, men givende

For Alexandra Holsting er det et enormt meningsfuldt arbejde at være TR, og hun går aldrig hjem uden at føle, at hun har gjort en forskel. Det er både de meget store, alvorlige sager og småkonflikter mellem kollegerne, som hun bliver tilkaldt i forbindelse med.

Det kan ofte være enormt sårbart for de involverede og trist for hende at være en del af, da det kan være kolleger, som hun har et tæt forhold til, men det er ikke sådan, at hun ikke kan sove om natten.

“Du ringer jo ikke til din TR, når der er noget at fejre, men når du har et problem, så det kan være følelsesmæssigt tungt”, siger hun.

Hun kan ikke udtale sig om konkrete sager, men det kan i princippet være krænkelsessager, situationer, hvor en leder mener, at en ansat ikke har opfyldt sine arbejdsmæssige forpligtelser, og vil indstille vedkommende til afskedigelse, eller konflikter mellem to ansatte, hvor den ene mener, at den anden har opført sig uacceptabelt, som hun skal være med til at håndtere.

Hun siger, at det også kan være svært at sidde inde med en viden, som hun ikke kan dele med sine kolleger, der ofte er hendes gode og nære venner, fordi hun har tavshedspligt.

Det kan være, hvis økonomien på fakultetet skranter, og ledelsen har planer om en sparerunde, der vil føre til afskedigelser.

“At være fællestillidsrepræsentant er en rolle, hvor det er ekstremt vigtigt at have gode TR-kolleger at sparre med, og så er konsulenterne i DM en enorm støtte og en livline, man altid kan ringe til, fordi de er inde i de mindste detaljer omkring juraen. Det er sjældent, at jeg på det etiske plan ikke ved, hvad der er det rigtige, men der er utroligt mange regler at holde styr på”, slutter prisvinderen.