Uvidenskabelig videnskabshåndtering – reformer, dimensionering og nedskæringer

Enhver universitetsstuderende skulle gerne lære at læse data korrekt og at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt.

Irrelevante og forkerte informationer hører ikke til ved løsningen af en akademisk opgave, og man kan ikke bare selv vælge sine fakta. Derfor kan det undre, at de aktører, der skal forvalte universitetsområdet, synes at træffe beslutninger om ganske store spørgsmål på et mildest talt sparsomt oplyst grundlag – og at de ikke venter og ser resultaterne af vedtagne ændringer, før de iværksætter nye tiltag.

Et godt eksempel er dimensioneringen af uddannelserne, der blev vedtaget i 2014, gradvist udrullet fra 2015 og delevalueret i 2017 – altså før de første dimensionerede årgange var blevet kandidater. Og selvom effekterne af dimensioneringen endnu ikke for alvor er høstet, skal vi igen høre om alt for høj ledighed blandt humanister, der derfor også må holde for, når regeringen vil have “Danmark i balance”, og universiteterne derfor skal kolonisere provinsen eller spare op til 10 pct. på deres studenteroptag.

Dimittendledigheden vægtes eksempelvis med 60 pct. på Københavns Universitet, når det skal vurderes, hvilke områder der skal spare, og hvor man derfor har regnet sig frem til, at Det Humanistiske Fakultet skal nedlægge 640 studiepladser.

Men hvorfor er fokus snævert på dimittendledighed, når en nyuddannet akademiker i 2021 gerne skulle være over 50 år på arbejdsmarkedet?

Hvorfor ikke se på livsløn, ledighed over et samlet liv eller måske endda på betydningen af uddannelse for det samlede videnssamfund? Kunne der være et logisk svar på, hvorfor en cand.med. lynhurtigt får job, mens en cand.mag. i klassisk filologi måske lige skal bruge et par måneder ekstra til at finde det rigtige match med arbejdsgiver?

Og betyder filologens ledighedsperiode, at vi som samfund er bedre stillet ved slet ikke at uddanne hende? Med lave taxametre til humaniora (og samfundsvidenskab), dimensionerede uddannelser, der nu igen beskæres, og desuden en skævdeling af de offentlige (og private) forskningsmidler kan det være vanskeligt at holde fanen højt og fortsat levere højt kvalificeret undervisning og forskning.

Dermed risikerer vi en slags selvopfyldende profeti, hvor politikerne igen om nogle år finder en grund til at skære ned, og hvor universiteterne igen opstiller mere eller mindre fornuftige parametre for, hvem der skal bære de hårdeste nedskæringer. For hvis de ansatte skal koge suppe på en sten, bliver det unægtelig en tynd omgang, og hvis der ikke er tid til ordentlig forskning, forringer det ikke kun forskernes vilkår, men også uddannelserne og samfundets gavn af de humanistiske forskningsområder. Bliver miljøerne for små, bliver det også mere vanskeligt at uddanne ph.d.-studerende, der jo netop skal have gavn af de ældre forskeres viden og erfaring.

Hvad ville man sige til en studerende, der fremlagde et sådant projektdesign?

Opfylder det overhovedet mindstekravene til et stykke akademisk arbejde?

Kære politikere og ledelser, det kan I altså gøre bedre!