Nye kammerater i forskerklassen

Der bliver nye ansigter i klassen, når repræsentanterne for DM’s forskermedlemmer efter nytår begynder samarbejdet i bestyrelsen for sektoren DM Universitet, Forskning og Uddannelse. I 2019 vedtog DM’s kongres en strukturændring, der opdeler medlemmerne i ni sektorer i stedet for fem.

For universitetslærerne betyder det, at man i stedet for en landsklub kommer til at udgøre en selvstændig sektor – dog med selskab af medlemmer ved musikkonservatorierne, Forsvarsakademiet og DIIS samt GEUS, der også i dag er en del af landsklubben.

Valget til sektorbestyrelsen er organiseret på den måde, at der i 14 valgområder vælges en eller to af de i alt 16 bestyrelsesmedlemmer.

“Vi skal bruge den nye måde at organisere os på, hvor vi får repræsentanter for alle universiteterne med i bestyrelsen, til at få styrket organiseringen og de lokale aktiviteter, så vi får endnu bedre fat i den brede medlemsskare”, siger Olav Bertelsen, formand for den nuværende universitetslærerlandsklub.

På det politiske niveau peger han på prekarisering og løse ansættelser inden for forskningen som et tema, der kommer til at stå højt på sektorbestyrelsens dagsorden i de kommende år.

“Det tager konstant nye former, og nogle steder er tendensen, at det bliver lidt wild west. Dilemmaet er, at vi også har kolleger, der driver uddannelser med få ansatte, og så kan det være svært at få undervisningskabalen til at gå op uden brug af timelærere”.

Han nævner også forskningsfrihed, mere sikre karriereveje og et nyt kritisk blik på universitetslovens manglende medarbejderindflydelse som vigtige temaer.

Valget til bestyrelsen i DM Universitet, Forskning og Uddannelse samt valget til DM’s hovedbestyrelse foregår elektronisk – stemmesedler er tilsendt på mail – og slutter den 18. november.

Forsvarsakademiet: Kritisk forskning om egne arbejdsgivere

Som forsker ved Forsvarsakademiet er der ofte tale om forskning i brændpunkter – i dobbelt forstand. Dels fordi forskningen ofte beskæftiger sig med kriser og konflikter, dels fordi forskeren jævnligt skal forholde sig kritisk til sin egen organisation – Forsvaret.

“Det er jo en spændende, men også svær balancegang. Vi er ansat af Forsvaret, finansieret af staten og underlagt forsvarskommandoen. Forskningen består tit i at analysere dansk forsvarspolitik og missioner, hvilket betyder, at vi skal forholde os konstruktivt kritiske over for vores egen arbejdsgiver”, fortæller Rikke Haugegaard, der er ph.d.-studerende og TR-suppleant ved Forsvarsakademiet, Institut for Strategi og Krigsstudier.

Eksempelvis har hun selv beskæftiget sig med den internationale mission i Mali, hvor Danmark medvirker. Af den grund er hun flere gange blevet brugt som ekspertkommentator i medierne i forhold til netop den mission.

“Vi ser på de her internationale missioner, og så har vi forslag til, hvordan man kan forbedre indsatser. Og det er klart, at nogle gange kan der komme udtalelser, der kan skabe debat og støde politikere på manchetterne. Men det må vi tage med. Der står i vores kontrakt, at vi har pligt til at stille op og fortælle om forskning”, siger hun.

Hun betegner det selv som fri forskning “med særlige begrænsninger”. Eksempelvis kan der være data, der er klassificerede – altså hemmelige – og ikke kan formidles videre af sikkerhedspolitiske grunde.

“For eksempel udgav jeg en artikel i et canadisk tidsskrift, som jeg fik læst igennem af nogle enheder i Forsvaret for at se, om der var noget, der kunne kompromittere missionen. Men generelt lægger Forsvaret vægt på, at vi har forskningsfrihed, og vi har også udtalefrihed”.

Forsvarsakademiet omfatter flere uddannelser inden for Forsvaret. I alt er der godt 100 lærere, hvoraf 38 også beskæftiger sig med forskning i forskelligt omfang. Rikke Haugegaard blev i sin tid ansat som ren underviser, men har efterhånden fået tilkæmpet sig mere forskningstid og er altså i dag ph.d.-studerende, men indskrevet på KU, da Forsvarsakademiet endnu ikke er akkrediteret til ph.d.-uddannelser.

DM-klubben på akademiet har 40-50 medlemmer.

DIIS: Øget konkurrence om forskningsmidler

Prekarisering og øget pres for at hente eksterne forskningsmidler. To store temaer på universiteterne, men også på DIIS – Dansk Institut for Internationale Studier – der ikke er tilknyttet et universitet.

Det fortæller seniorforsker og tillidsrepræsentant Robin May Schott.

“Vi har mange unge forskere, der er ansat i kraft af eksterne bevillinger. De ville gerne kunne se lidt længere ud i fremtiden. Men strukturen i Danmark er bare sådan, at unge forskere risikerer at måtte nøjes med projekt­ansættelser, og det er dårligt for arbejdsmiljøet og livskvaliteten”.

Det er dog en problemstilling, AC-klubben i DIIS er meget optaget af. Og fordi økonomien har været i orden, er det lykkedes at presse ledelsen til at konvertere flere løse ansættelser til fastansættelser, fortæller hun.

Tilsvarende er presset på både løst- og fastansatte for at skaffe eksterne forskningsmidler – 43 pct. af universitetsforskerne skal selv søge midler for at sikre deres ansættelse, viser en Forskerforum-undersøgelse – et aktuelt tema på DIIS.

“Fastansatte skal også skaffe funding, det er også en del af konstruktionen. Og det, jeg oplever hos mine kolleger, er, at presset vokser. Det betyder, at flere og flere skal søge om de samme midler. Og så ved man godt, hvad der sker med ens succesrater. På den måde er det et hårdt miljø at være i, som det også er på universiteterne”, siger Robin May Schott.

DIIS’ forskere udfører grundforskning, policyanalyser og forskningsbaseret myndighedsbetjening. De eksterne finansieringer fra blandt andet diverse forskningsfonde har gennem nogle år været stigende og udgør nu omkring halvdelen af budgettet. De to primære bidragydere er Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, der hver bidrager til omkring 25 procent af DIIS’ budget.

Den voksende andel af eksterne forskningsmidler har ført til flere ansatte, men også et større tidsforbrug i forhold til at udforme ansøgninger hos den enkelte forsker.

“I princippet er vores tid opdelt med 60 procent til forskning, 20 procent til policy og 20 til formidling. Virkeligheden kan dog se meget anderledes ud”, siger Robin May Schott.

Hun fortæller dog også, at flere universitetsforskere har søgt ind i DIIS, fordi de oplever forskningsvilkårene her som mere attraktive.

Konservatorierne: Forskning i lavtlønsområde

En lektortitel i dagens Danmark er ikke ensbetydende med en god løn. I hvert fald ikke på musikkonservatorierne, fastslår Kristian Lassen, som er tillidsrepræsentant ved Det Jyske Musikkonservatorium og formand for Konservatorieklubben i DM med 108 medlemmer. Her er lønniveauet et overskyggende tema.

Rigtig mange af konservatoriernes undervisere – omkring halvdelen – er løstansatte. Men på konservatorierne, hvor der er mange musiske specialer, har det sin naturlige grund.

“Der skal være nogle løstansatte, der kommer ind og giver ekspertise på lige præcis deres område. Der er brug for nogle, der kommer ind og forelæser for eksempel 5 timers obo om ugen”.

Forskningen har traditionelt ikke fyldt så meget på konservatorierne. Men det er der ved at blive lavet om på.

“Man har egentlig altid skullet forske, men nu bliver der stillet større og større krav, og det bliver samtidig sat mere i system. Kulturministeriet stiller krav om, at vi forsker og bruger det i undervisningen. Vi er i spil i forhold til forskningspuljer, og vi har ph.d.-projekter og forskningsprogrammer. Det er et område i vækst, og der foregår en omskoling af nogle af os gamle i forhold til at sætte undervisningen i teoretisk og forskningsmæssigt perspektiv”, fortæller Kristian Lassen.

“Vi får sindssygt dårlig løn. Meget mindre end på universiteter og gymnasier. Siden vi fik lavet en stillingsstruktur i 2005, havde vi håbet, at titler som adjunkt og lektor på sigt ville give os et lønløft. Det har det bare ikke gjort. Grunden er dels lokal løndannelse, dels at de centrale tillæg er meget lavere end på universiteterne”, fortæller Kristian Lassen.

Hans vurdering er, at lønniveauet afspejler, at musikområdet generelt er et lavindkomstområde. Men han ser alligevel optimistisk på fremtiden.

“Vi har haft lønkrav ved de sidste 3-4 overenskomstforhandlinger om at få det samme som på universiteterne, men jeg tror på, vi kommer igennem med det næste gang.

Rigtig mange af konservatoriernes undervisere – omkring halvdelen – er løstansatte. Men på konservatorierne, hvor der er mange musiske specialer, har det sin naturlige grund.

“Der skal være nogle løstansatte, der kommer ind og giver ekspertise på lige præcis deres område. Der er brug for nogle, der kommer ind og forelæser for eksempel 5 timers obo om ugen”.

Forskningen har traditionelt ikke fyldt så meget på konservatorierne. Men det er der ved at blive lavet om på.

“Man har egentlig altid skullet forske, men nu bliver der stillet større og større krav, og det bliver samtidig sat mere i system. Kulturministeriet stiller krav om, at vi forsker og bruger det i undervisningen. Vi er i spil i forhold til forskningspuljer, og vi har ph.d.-projekter og forskningsprogrammer. Det er et område i vækst, og der foregår en omskoling af nogle af os gamle i forhold til at sætte undervisningen i teoretisk og forskningsmæssigt perspektiv”, fortæller Kristian Lassen.