Tillykke med kandidatgraden – velkommen til fattigdom

De studerende på landets universiteter tilhører utvivlsomt en privilegeret del af den danske ungdom. Videregående uddannelse er menneskeligt udviklende, og kandidatgraden kan åbne til et spændende arbejdsliv, hvor de nyuddannede kan nyttiggøre deres uddannelse til gavn for samfundsudviklingen og dennes økonomiske afsæt i en alsidigt veluddannet arbejdsstyrke. Jeg er dog glad for ikke selv at være studerende i denne tid, for de er udsat for en urimelig hetz, som har til formål at legitimere, at deres dagpengebaserede forsørgelsesgrundlag i tilfælde af ledighed skæres så hårdt, at mange nyuddannede vil ende under den relative fattigdomsgrænse. Regeringens forslag er imidlertid ikke kun et angreb på de nyuddannede. Det er samtidig et angreb på hele flexicuritymodellen, som i forvejen er ramt af så mange forringelser, at man skal være svært virkelighedsfjern for at tro på dens langsigtede overlevelse. Og så er udspillet et angreb på hele ideen om, at håndteringen af samtidens komplekse udfordringer behøver innovative og analytisk stærke hoveder. Lad os se på, hvor attraktivt det er for unge mennesker at gribe samfundsansvaret gennem længerevarende uddannelse.

Årelange besparelser krydret med fremdriftsreform og andre forringelser har betydet, at de studerende skal gennemføre uddannelsen i et intensiveret fabriksagtigt maskineri kendetegnet ved stadig mere begrænset kontakt til undervisere og individualiseret ansvar for egen læring. De faglige krav er i samme periode ikke mindsket, og videregående uddannelse defineres eksplicit i studieordninger som fuldtidsstudier, der modsvarer en 37-timers arbejdsuge. I samme periode er leveomkostningerne steget. Selvom SU’en kombineres med fuldt lån, er de fleste nødt til at supplere indtægten med erhvervsarbejde. Få heldige finder studierelevante job, flertallet må sikre indtægten gennem ufaglært arbejde om aftenen og i weekender. Som underviser ærgrer jeg mig ofte, når jeg ser, hvordan de studerende kommer i klemme mellem ønsker om at passe deres studier og behovet for at skaffe indkomst til huslejen. Men de piver ikke. Hunderædde for udsigten til arbejdsløshed holder de snuden i sporet, og mange presser endda frivilligt arbejde ind for på den måde at styrke cv’et med tanke på en kommende arbejdsgiver, som skal sortere hårdt i ansøgningsbunken. Det er tarveligt, når politikere mod bedre vidende omtaler studerende som forkælede unge mennesker, der bør lære at stå tidligt op og møde arbejdslivets realiteter.

Og hvad så, når kandidatgraden er i hus? Som arbejdslivsforsker ved jeg, at selvom vi gennem flere årtier har uddannet stadigt flere akademikere, ender de fleste over tid i job, hvor deres kompetencer kan komme i spil til gavn for erhvervslivet og samfundsøkonomien. Men på den korte bane har vi det problem, at arbejdsgivere viger tilbage fra at give nyuddannede en chance. De frasorteres med henvisning til manglende studierelevant arbejdserfaring, og når de endelig inviteres ind, tilbydes de ofte midlertidige, usikre ansættelser i netop den livsfase, hvor de stifter familie og har brug for et minimum af forudsigelighed og stabilitet i deres beskæftigelsesforhold. Det er tarveligt, når politikere mod bedre vidende hævder, at nyuddannede er kræsne og takker nej til tilbudte job.

De ovenfor beskrevne vilkår, både som studerende og som jobsøgende nyuddannet, er ikke attraktive. Det er både urimeligt og samfundsøkonomisk hul i hovedet, at regeringen målrettet går efter at underminere de trængte unge akademikere på det tidspunkt, hvor de er allermest udsatte. Fokus skal i stedet rettes mod, hvordan vi fremmer det relevante match mellem kandidater og job. I stedet for udskamning og polarisering har vi brug for tiltag, som både signalerer og sikrer, at faglærte og akademikere understøttes i bedst muligt samarbejde på arbejdsmarkedet. Det er den eneste strategi, som kan bane vej for, at alsidige beskæftigelseshensyn og bæredygtig samfundsudvikling kan forenes på fremtidssikrende måder.