Skovbrande er forsmag på klimaforandringer

En borger på den græske ø Evia gestikulerer desperat, mens han i den anden hånd holder en slatten vandslange – hjælpeløs over for den skovbrand, der er godt på vej til at fortære hans hjemby.

Billedet kom som et skræmmende illustrativt forvarsel på IPCC-klimarapporten, der blev offentliggjort, dagen efter at fotografiet blev taget. For de vilde skovbrande, der har hærget Middelhavsområdet, hænger direkte sammen med en rekordvarm sommer i området, som igen kædes sammen med den menneskeskabte globale opvarmning. Og stadig voldsommere skovbrande er netop en af de mange ubehagelige konsekvenser, som klimarapporten stiller i udsigt.

Kort fortalt slår rapporten med endnu større sikkerhed fast, at den globale opvarmning primært skyldes menneskets udledning af CO2 og andre drivhusgasser. Den primære “nyhed” er, at den globale temperaturstigning på 1,5 grader – som Paris-aftalen udpegede som en stigning, vi skal undgå at overskride – vil blive nået allerede i begyndelsen af 2030’erne, ti år før hidtil forventet.

Konsekvensen af de stigende temperaturer er en øget forekomst af ekstremt vejr i form af hedebølger, storme og voldsom nedbør. Samtidig vil isen – primært på den nordlige halvkugle – fortsat smelte, og havene vil stige. Globalt set vil den nordligste del af kloden opleve en forholdsvis større varmestigning, ligesom temperaturerne på land generelt vil stige mere end i havene. Nedbørsmængden vil stige i de fleste områder – blandt andet i Nordeuropa – med undtagelser i blandt andet Syd- og Mellemamerika, Middelhavsområdet og det sydlige Afrika.

Rapporten udstikker en række scenarier for temperaturstigningerne frem til 2100. I det bedste scenarie vil temperaturstigningen estimeret ramme 1,6 grader i midten af det 21. århundrede, hvorefter temperaturen frem til århundredets afslutning faktisk vil falde 0,2 grader. Det scenarie kræver dog et dramatisk fald i den globale CO2-udledning frem til 2050, hvorefter regnskabet skal gå i minus, ved at man årligt binder mere CO2, end man udleder.

I den anden ende – skrækscenariet – fortsætter den globale udledning og bliver først nedbragt hen imod slutningen af århundredet. I så fald taler vi om en sandsynlig temperaturstigning på mellem 3,3 og 5,7 (bedste estimat 4,4) grader, som vores børnebørn skal forsøge at håndtere i 2100.

Skal man fremhæve noget positivt, er det, at sammenhængen mellem drivhusgasudledninger, temperaturstigninger og vejr- og klimamæssige konsekvenser er relativt enkel. Jo mere udledning, jo voldsommere konsekvenser. Og omvendt er løsningen også ligetil: Begræns udledningen, så mindsker vi klimatiske omvæltninger. Som en af rapportens forfattere, klimaforskeren Friederike Otto, slog fast over for avisen The Independent: “Vi er ikke fortabte” – enhver reducering vil være et skridt væk fra katastrofen.