SDU med medicinhit i Esbjerg
Den nye medicinuddannelse, som er udbudt af SDU, kan benytte faciliteterne på Sygehuset i Esbjerg © Foto: Sydvestjysk Sygehus
En Esbjerg-filial af SDU’s lægeuddannelse er blevet et slående eksempel på, at populære studier godt kan trække unge til Udkantsdanmark.
Folketingsbeslutningen om at udflytte studiepladser fra de store byer er blevet mødt med megen skepsis, blandt andet i forhold til om unge gider søge studiepladser i mindre byer, kvalitetsniveauet i et mindre fagmiljø og meromkostningerne ved små uddannelsessteder.
I forhold til det første spørgsmål fik udflytningstilhængerne dog et godt eksempel forærende, da en ny filial af SDU’s lægeuddannelse placeret i Esbjerg fik overvældende stor søgning. De 32 studiepladser fik 126 førsteprioritetsansøgninger og 1.389 ansøgninger i alt. Det er til sammenligning flere førsteprioriteter pr. studieplads end medicinstudiet på KU.
“Da vi planlagde uddannelsen, var det en af mine store overvejelser: Er der virkelig lægestuderende, der er interesserede i at tage til Esbjerg frem for de store byer, hvor der er et studiemiljø? Så jeg var virkelig overrasket, da jeg så tallene, ikke mindst hvor mange der havde Esbjerg som førsteprioritet”, siger Bjarne Rønde Kristensen, der er studieleder for lægeuddannelsen på SDU.
Han havde også en bekymring for, at studiet primært ville blive søgt af nordmænd og svenskere, der ville vende hjem efter endt uddannelse, men det er ikke tilfældet. Blandt de optagne kommer omkring en tredjedel fra Region Syddanmark, en tredjedel fra Region Midtjylland og en tredjedel fra Region Hovedstaden.
Det ser ud til, at vi kan finde nok kvalificerede undervisere blandt lægerne på sygehuset i EsbjergBjarne Rønde Kristensen, studieleder for lægeuddannelsen på SDU
Region Syddanmark spytter i kassen
Et andet argument i udflytningsdebatten er som sagt kvaliteten af undervisningen, og den overvejelse havde Bjarne Rønde Kristensen også, særligt i forhold til lærerkræfter.
“Men det ser ud til, at vi kan finde nok kvalificerede undervisere blandt lægerne på sygehuset i Esbjerg. Så er der enkelte specialer, hvor vi kan have vanskeligheder, og der kan vi i meget høj grad gøre brug af den digitale undervisning, vi har brugt under coronaen. For eksempel retsmedicin, som kan foregå som fjernundervisning sammen med de studerede i Odense”, siger han.
I forhold til undervisningsfaciliteter kan uddannelsen benytte de auditorier, lokaler og apparatur, der allerede findes på sygehuset i Esbjerg.
Lægestudiet i Esbjerg har været planlagt i flere år – længe før de politiske planer om udflytning. Baggrunden var et ønske fra Region Syddanmark og Esbjerg Kommune om en lokal uddannelse, der kan hjælpe til at opfylde regionens behov for lægekandidater. Den lokale opbakning har blandt andet givet sig udslag i, at der lokalt sørges for boliger til de lægestuderende. Også omkostningen til den lægepraktik, der er en del af uddannelsen, bliver fordelt ud på flere parter, idet SDU, regionen og praktikstederne bidrager med hver en tredjedel.