Mændene sidder tungt på de høje forskerlønninger

Én ud af de 15 højest lønnede forskere på de otte danske universiteter er en kvinde, og også blandt ledelserne er mændene klart i flertal. En enkelt rektor er af hunkøn, og det samme gælder blandt universitetsdirektørerne.

Blandt dekanerne er seks ud af 27 kvinder, men Ulla M. Wewer, dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet (KU), er den højest lønnede med en årsløn på 1,523 mio. kr., og nummer to er Katrine Krogh Andersen, dekan på Science på KU, med en stort set tilsvarende årsløn.

Jytte Banner fra KU får den næsthøjeste løn blandt forskerne, men hun er et særtilfælde, da hun er statsobducent. Hun har tidligere forklaret sin løn med, at hun som retsmediciner har rådighedsvagt hver tredje uge, hvor politiet kan kalde hende ud til gerningssteder, og hun kan risikere at skulle undersøge voldsofre eller blive sendt ud på identifikationsopgaver ved katastrofer.

Jo Krøjer er lektor og forskningsgruppeleder på Roskilde Universitet, hvor hun blandt andet har forsket i løndannelse og årsager til kønsbaseret uligeløn. Hun siger, at det generelle billede er, at kvinder udgør en forsvindende lille del af de højtlønnede på universiteterne, og det gælder blandt både forskere og ledere. Der er en lidt større andel af kvinder blandt lederne, så problemet er størst på forskersiden.

“Der sker en strukturel og kulturel diskriminering af kvinder på universiteterne. Der findes en kolossal lønskævhed”, siger Jo Krøjer.

Et professorat åbner døre

Den strukturelle forklaring på, at kvindelige forskere lønmæssigt halser efter deres mandlige kolleger, er, at de har sværere ved at opnå ansættelse i lønramme 37 eller 38 i det statslige lønsystem, som alene professorer i tidsubegrænsede stillinger har adgang til.

Halvdelen af ph.d.erne på universiteterne er kvinder, kvindeandelen falder til 41 % blandt adjunkterne, til 34 % blandt lektorerne, og blot 23 % af professorerne er kvinder, så kvinderne falder enten fra eller bliver sorteret fra i løbet af den akademiske karriere, og det afspejles også lønmæssigt, siger Jo Krøjer.

Hun forklarer, at det åbner en række muligheder at blive ansat som lønrammeprofessor. Det betyder blandt andet, at du får mulighed for at forhandle din egen løn fra cheflønspuljen, som er væsentligt større end puljen til resten af medarbejderne.

Alle andre end cheferne får forhandlet deres løn af tillidsrepræsentanten ved deres ansættelse og ved de årlige lønforhandlinger.

“Et professorat er vejen til et højt lønniveau, fordi grundlønnen ligger højt, og cheflønspuljen til de årlige lønforbedringer er betragtelig større. Det betyder, at lønstigningerne er meget ulige fordelt”, siger Jo Krøjer.

Mandsdominerede forskningsområder har høj status

En anden forklaring på lønforskellene er, at mandsdominerede fagområder har højere status i både den akademiske og generelle kultur i samfundet.

Inden for forskningsverdenen betyder det, at de “våde” fag, altså primært sundheds- og naturvidenskab, opleves som finere og sværere og dermed af en særlig betydning, mens humaniora og delvist også samfundsvidenskab opfattes som overflødige.

“Når du forhandler løn, forhandler du om, hvad du er værd for din arbejdsplads, og hvis du er inden for et fagfelt med høj status, er det altså nemmere at overbevise din arbejdsgiver om at give dig mere i løn”, siger hun.

Tendensen til, at de “våde” områder har højere status og højere lønninger, forstærkes af, at universiteterne er blevet mere og mere afhængige af eksterne midler fra offentlige og private fonde, EU og virksomheder de sidste 20 år.

De fleste eksterne midler findes inden for sundhedsvidenskab og naturvidenskab, og der er en tendens til, at forskere, som henter mange forskningsmidler hjem, belønnes med mere i løn af ledelsen.

Hun tilføjer, at kvinder ofte også varetager funktioner på arbejdspladsen, som vurderes at have en lavere værdi. Det kan være undervisning, uddannelsesledelse eller fælles administrative opgaver, som skaber sammenhængskraft i organisationen, men som regel ikke giver point i forbindelse med en lønforhandling.

“Hvis der var politisk vilje, var det let at lukke det strukturelle løngab og skabe lige karrieremuligheder på alle fagområder. Det kræver blot, at fagene ligestilles med hensyn til både taxametertilskud og antal lønrammeprofessorater i forhold til lektorgruppen, og at alle arbejdsfunktioner og fagområder tillægges samme værdi”, siger Jo Krøjer.

Men er det ikke også lidt kvindernes egen skyld? Kvinder har i hvert fald ry for at være dårlige til at forhandle løn.

“Der findes meget lidt forskning i lønforhandlinger, så den forklaring beror langt hen ad vejen på forestillinger om, hvordan kvinder og mænd agerer i lønforhandlinger. Løn opfattes som noget privat i Danmark, så der er en stor blufærdighed over for at tale om det. Det er i arbejdsgivernes interesse, fordi det er lettere at have en stor lønspredning og en uretfærdig lønfordeling, når de ansatte er uvidende om, hvad hinanden tjener”, siger hun.