Universitetsforskere dominerer: Er de mest populære eksperter

Artiklen og listen er opdateret den 4. februar 2021 og igen den 12. februar, efter Infomedia har foretaget en ny søgning i mediedatabasen. Der forekommer derfor variationer i forhold til listen bragt i den trykte udgave af Forskerforum (blad 340), der udkom den 28. januar 2021.

Er du professor, forsker i et populært samfundsvidenskabeligt emne, er ansat på et universitet og er en mand, så er der en god chance for, at medierne ringer til dig for at få en ekspertudtalelse.

Det viser en liste med de 50 hyppigst citerede eksperter i 2020 udarbejdet af Infomedia for DM. Virologerne, der udtaler sig specifikt om corona, er sorteret fra for at få et mere typisk pandemifrit billede af eksperternes popularitet.

Se listen i bunden af artiklen

Ud af de 50 mest citerede eksperter har 38 titel af professor, 40 forsker i et samfundsvidenskabeligt emne, og 41 er ansat på et dansk universitet, heraf 18 på KU, otte på AU og fem på henholdsvis AAU og SDU, tre på CBS, en på RUC og en på DTU. Og så står det skidt til med ligestillingen – 41 er mænd, og ni er kvinder.

Økonomerne hører til blandt de mest populære eksperter blandt journalister. Som nummer syv på listen finder man Michael Svarer, der forsker i arbejdsmarkedsforhold på AU. Han var indtil februar 2020 overvismand, altså formand for De Økonomiske Råd, og desuden skriver han en klumme i
Morgenavisen Jyllands-Posten.

Flere ringer under kriser

Han kan se, at det boner ud med henvendelser, når der er en økonomisk krise. Det skete både under finanskrisen i 2007, statsgældskrisen i Sydeuropa i 2011 og nu igen i forbindelse med
coronapandemien.

Det har aldrig været et mål for ham at være meget i medierne, men grænsen for, hvad han udtaler sig om, har rykket sig, i de otte år han har været vismand, fordi han har fået øget indsigt gennem De Økonomiske Råd.

“Tidligere udtalte jeg mig kun om det, jeg forskede i, og lidt om økonomi generelt, men nu udtaler jeg mig også om økonomi uden for mit præcise forskningsområde. Hvis jeg føler, at jeg har godt nok styr på emnet, gør jeg det, men hvis spørgsmålet er meget fagspecifikt, og du skal kende den sidste nye forskning på området, så afstår jeg”, siger han.

Michael Svarer mener, at du skal forske i et bredt, populært, tilbage­vendende emne, hvis du vil meget i medierne, men du skal også være villig til at stille op og selv tage et initiativ.

“Du bestemmer selv, om du tager telefonen, men personligt lukker jeg ikke ned klokken 16. Jeg synes, at det er vigtigt som offentligt betalt professor at stå til rådighed i et vist omfang. Flertallet af mine kolleger forsker i noget, som ikke er relevant for medierne, da det er meget specifikt og teknisk, men mange siger også instinktivt nej, hvis en journalist ringer, fordi de ikke orker det og hellere vil koncentrere sig om deres forskning”, siger han.

Det startede som en hobby

Den højest placerede kvinde som nummer 13 er Bente Klarlund Pedersen, der er overlæge og klinisk professor. Hun er leder af TrygFondens Center for Aktiv Sundhed ved Rigshospitalet og KU, hvor hun undersøger, hvordan motion og fysisk aktivitet påvirker kroppen, og derudover skriver hun fast i Politiken om sundhedsrelaterede emner.

Hun fortæller, at det var et tilfælde og mest for sjov, at hun begyndte at formidle sin forskning. Det viste sig dog, at hun har talent for det, og i 2010 modtog hun Rosenkjærprisen for sin evne til at formidle et svært tilgængeligt emne for et bredt publikum.

Det blev mere alvorligt med formidlingen, da hun blev formand for Det Nationale Råd for Sundhed, der bl.a. skal stimulere den offentlige debat. Og da hun fik en stor centerbevilling fra TrygFonden i 2013, gik det fra at være en hobby til at være en del af arbejdet, da de fleste fonde stiller som betingelse, at forskeren formidler resultaterne til offentligheden. I dag bruger hun cirka ti procent af sin arbejdstid på formidling.

“For 30 år siden var det lavprestige at formidle, specielt populærvidenskabeligt i dameblade. I dag efterspørger universiteterne det, og det er noget, vi bliver vurderet på af ledelsen, så det er blevet højprestige, men jeg opfatter det nu ikke som en succes, at jeg er meget i medierne”, siger Bente Klarlund Pedersen.

Hun tilføjer, at hendes vision er at sætte fokus på det, der har en væsentlig betydning for mange menneskers sundhed.

En linedans

Gitte Gravengaard er lektor på KU og forfatter til bogen “Forskningskommunikation” sammen med Anders Monrad Rendtorff.
I bogen opstiller de fem “forsker­typer”, der går fra forskeren, der dybest set helst vil undgå medierne, over den strengt fagligt funderede, der kun ud­taler sig på baggrund af forskningsevidens, og til den samfundsdebatterende forsker, der gerne udtrykker holdninger over et bredt felt.

Hun siger, at der er en tendens til, at medierne oftere går til forskere, der er villige til at gå et skridt videre end det strengt faglige, når de besvarer spørgsmål.

“Du er ikke så interessant, hvis du siger: “Det har jeg ikke selv undersøgt, så det kan jeg ikke svare på”, men til gengæld risikerer den samfundsdebatterende forsker også at få ry som en meningsmaskine, der udtaler sig om alt, og dermed devaluerer vedkommende sin ekspertstatus. Det er en linedans”, siger Gitte Gravengaard.

Hun tilføjer, at en løsning er altid at deklarere, hvad der er forskningsmæssigt belæg for at sige, og hvad der er ens mening eller vurdering.

Ifølge Gitte Gravengaard hænger de samfundsvidenskabelige forskeres popularitet i medierne sammen med, at rollen som ekspert har ændret sig.

Før formidlede forskerne i høj grad resultaterne af deres forskning, men i dag blive de mere brugt til på baggrund af deres viden at skabe mening ud fra informationsstrømmen i forbindelse med begivenheder, der sker her og nu.