Talent – fup eller faktum?

Dansk forskning flyder over med talent. Altså ordet “talent”. Overalt tales der om behovet for talent og vigtigheden af talenttiltrækning og -pleje. Alle universiteter har talentudviklingsprogrammer. Fondene uddeler priser og øremærkede bevillinger til talenter, KU har sågar givet sin fireårige strategi titlen “Talent og samarbejde”.

Men hvad taler de om, når de siger talent? Hvad er det mere præcist, som alle efterlyser, og som er så vigtigt at pleje og udvikle? Det er der langtfra enighed om.
Forskerforum har stillet spørgsmålet til en række forskere og fået svar, der varierer fra at have en stærk publikationsportefølje i en ung alder over at have en særlig fært for forskningsspørgsmål og så til det synspunkt, at talent ikke kan defineres og derfor reelt ikke findes ud over som tomt og problematisk begreb.

En af de vigtigste forskningspuljer tilegnet talenter er Sapere Aude-bevillingerne fra Danmarks Frie Forskningsfond. Søren Serritzlew er professor ved AU og sidder som formand for DFF Samfund og Erhverv i det tværrådslige udvalg, der uddeler bevillingerne.

“Formålet er at give til dem, vi kalder de excellente yngre forskere. Og den måde, vi definerer talentet på i Sapere Aude-sammenhæng, er: yngre forskere, der har været i stand til at præstere i toppen af deres eget felt”, fortæller han.

Citationer og nytænkning

At man er yngre, bliver her defineret ved, at der er gået højst otte år efter ph.d.-gradueringen. Præstationen bliver primært aflæst i publiceringerne.

“Vi sidder ikke og tæller op, hvem der har publiceret mest. Men vi ser på, om man har publiceret godt, og det kan man på mange måder. Vi ser også på, om det er forskere, der har etableret sig i deres felt. Hvis vedkommende har bedrevet forskning, der har flyttet på feltet, vil man eksempelvis kunne aflæse det på citationerne”, siger Søren Serritzlew.

Selve projektansøgningen er også en vigtig del af kriteriet.

“Den videnskabelige kvalitet, der ligger i ansøgningen, er selvfølgelig også en måde at vurdere talent på. Og her ser vi efter videnskabelige kvalitetskriterier som fornyelse, originalitet, potentiale for videnskabelige fremskridt, nye ideer. Alle de ting vurderer vi samlet, og konkurrencen om de her midler er så hård, at man må ligge i toppen på begge parametre”, fortæller han.

Et spørgsmål om fært

En noget anden definition af talent finder vi hos Susanne Ekman, lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på RUC og i øvrigt tidligere vinder at Nykredits Fonds forskertalentpris.

“Det består dels i at kunne omgå og håndtere en høj grad af kompleksitet, dels i at kunne tilegne sig en tradition og samtidig være i stand til at tænke ud af den. Du skal kunne noget håndværksmæssigt og så noget innovativt – næsten kunstnerisk. Dertil kommer at have en form for fært … du kan sniffe, hvor der er noget på spil – hvad er det væsentligste tema at beskæftige sig med? Det kan du ikke sætte på formel – det er en ret kompleks intuition, der gør, at du rammer en form for tema, der er vigtig”, siger hun.

Hvor kommer talentet fra?

“Godt spørgsmål … En blanding af, hvad man har med hjemmefra, hvad man er stimuleret til, og så skal der noget mod til, fordi du ikke bare reproducerer – du skal turde fejle, men også turde det kedelige benarbejde”.

Talenthype virker modsat

Talent findes, fastslår Susanne Ekman altså. Men samtidig er hun meget kritisk over for den hype af talent, hun mener i øjeblikket finder sted både i akademia og i samfundet generelt.

“Når man fejrer talent i akademia, fejrer man excellencen. Det er en hysterisk tilgang til universitetsbranding, som framer alt som konkurrence. De excellente er vinderne, som man er bedre eller dårligere til at fange og dyrke. Og det at sætte alt op som konkurrence tror jeg faktisk er til fare for udviklingen af akademisk talent. Alle institutioner vil rates højt – det handler om ressourcefordeling – så jo flere artikler du sprøjter ud, jo mere ses du som talent, for jo mere kan du tiltrække midler. Det bliver en ekstremt pseudoagtig måde at se talent på. Det modvirker det at tænke ud af boksen”.

Så de, man udpeger som talenter, er ikke talenter?

“De allerdygtigste formår både at spille det spil og skabe noget originalt. Men så har vi nogle talenter, som jeg tror, vi kunne få meget mere spændende ting ud af”.

Tomt og skadeligt begreb

Der findes ikke talent.

Sådan lyder det nedslående budskab fra Billy Adamsen, lektor og leder af forskningsprojektet Talent Lab ved Sjællands Erhvervsakademi.

Han forsøgte i en periode at undersøge, hvad der lå i begrebet talent, men det måtte han opgive.

“Til min egen overraskelse kunne jeg simpelthen ikke finde en universel definition ud over de mere abstrakte, eksempelvis at man har noget, andre ikke har. Og når vi ikke kan definere begrebet talent, hvordan ved vi så, at nogen har talent? Min konklusion er faktisk, at det er et tomt udtryk, som man bare udfylder rent subjektivt”, siger Billy Adamsen, der har skrevet om talentbegrebet i flere bøger og også publiceret videnskabeligt om emnet.

Men ikke alene er ordet tomt, det er faktisk direkte skadeligt, mener han. Talentbegrebet kommer nemlig til at dække over en mere præcis beskrivelse af en persons styrker og svagheder, og samtidig skaber det den opfattelse, at man ikke behøver at arbejde og udvikle sig i samme omfang som dem, der ikke er talenter. Det viser forskning inden for sportens verden.

Skjult subjektivitet

“Undersøgelser viser, at talenter faktisk ikke forstår, hvad de er gode til, og hvad de skal udvikle for at blive gode. De anstrenger sig heller ikke for at gøre det, for de har jo et talent, som de blot venter på skal folde sig ud. I en anden undersøgelse fulgte man to grupper af sportsudøvere, og det viste sig, at den gruppe, der defineredes som talenter, var meget mindre orienterede mod at udvikle sig end de andre”.

Faren ved et objektivt begreb, der i realiteten er subjektivt, er, at subjektiviteten bliver usynlig.

“Hvis du nu fjernede talentbegrebet og opstillede en række objektive kriterier? I forskningsverdenen kunne det være, at man åbent siger: Vi måler på publikationer i kategori 2-tidsskrifter. Så har du et helt andet grundlag for at levere det, der bliver forventet”.

Unge mennesker, der er dygtigere end deres jævnaldrende – hvad er de, hvis ikke talenter?

“Det er rigtigt, vi har nogle, hvor vi kan se, at de er dygtigere end andre. Men hvad skyldes det så? Det kan være, de har bedre motorik eller er tidligere fysisk udviklede. Det kan også være, de er langt mere intelligente. Pointen er, at når vi bruger noget andet end talentbegrebet, så begynder vi at identificere, hvad der gør dem dygtigere end andre”, siger Billy Adamsen.

Brug for bredere talentbegreb

Billy Adamsen har en pointe i sin kritik af talentbegrebet. Det mener Lene Tanggaard, rektor på Designskolen i Kolding og professor i pædagogisk psykologi ved AAU.

“Det gælder for mange begreber – eksempelvis “kreativitet” eller “læring” – at de er utrolig abstrakte. Og derfor skal man ikke nødvendigvis spørge: Hvad er talent? Men hellere: Hvordan virker det? Hvilke effekter har det?” siger Lene Tanggaard.

Hun har selv forsket i talent, blandt andet i filmbranchen, og her undgik man ofte ordet.

“Da vi gennemførte en undersøgelse på filmværkstederne, var nogle undervisere meget kritiske over for begrebet, for det forudsætter nogle egenskaber hos et individ, der gør, at de tror, de er særlige”.

Selv vil hun dog godt tale om talent i forskning. Men hun mener, at talent ofte bliver anskuet alt for snævert. Og det er en af grundene til skævheder eksempelvis omkring kønsfordelingen blandt forskere.

“Antropologen Cathrine Hasse har i sit ph.d.-projekt en undersøgelse af fysikstudiet, hvor hun selv lod sig indskrive. Og hun beskrev, hvordan drengene var bedre til at afkode forventningen om at være nysgerrig og eksperimenterende. Det er meget de egenskaber, vi belønner som talent: vovemod, eksperimenteren. Måske skulle man også prøve at se på andre former for talent, for eksempel relationelt talent for at kunne samarbejde og “spille hinanden gode” i et forskerteam”, siger hun.

Talent opdages på gangene

Når Lene Tanggaard spotter talent, er det egenskaber som nysgerrighed og det at kunne stille de helt grundlæggende spørgsmål, hun kigger efter. Men talent er ikke noget, man kan læse ud af en ansøgning eller på baggrund af publiceringsmeritter. Det er noget, man konstaterer, når man er tæt på folk. Derfor ser hun kritisk på den gængse tilgang til talentudvælgelse og talentpleje, der sker i forskningen.

“Vi er enige om, at talentudvikling er vigtigt. Men jeg er ikke sikker på, at det er det rigtige, når vi tænker så meget i puljer og programmer. Hvis du har en talentspotter i en fodboldklub, så kigger vedkommende ikke på ansøgninger, man på træning og kampe. Det samme gælder forskningstalenter – man skal gå rundt på gangene og se, hvor der foregår noget. Du kan ikke gennemskue talentet i et Excel-ark”, siger hun.

Selv er Lene Tanggaard fortaler for en øget grad af mesterlære i stedet for de talentudviklingsprogrammer, der findes på universiteterne.

“De der talentprogrammer kommer meget til at handle om karriere, om ledelse, at monitorere sig selv og lægge planer. Men det, der driver et forskningsmiljø, er, at du skaber miljøet og er inspirerende. For så kommer de unge. På AAU fik jeg også for et år siden en af mine ph.d.-studerende med i talentprogrammet, for der lå 2 millioner, og dem kan man jo godt bruge. Men som hun sagde: Det er ikke i programmet, jeg udvikler mit talent. Det er, når vi sidder sammen i bilen og snakker eller sidder sammen og skriver”.

Udvikling vigtigere end talent

På KU begyndte man i 2019 talentudviklingsprogrammet UCPH Forward, hvor man en gang om året udvælger 24 forskningstalenter på tværs af fakulteterne, som sammen gennemgår et tilrettelagt forløb.

“I en verden i hastig forandring og præget af komplekse globale udfordringer som klima, sundhed, migration og sikkerhed er der mere end nogensinde brug for talentfulde forskere, der tør vove pelsen og mestrer at tænke ud af boksen og på tværs. Det er derfor, vi opretter UCPH Forward”, sagde KU-rektor Henrik Wegener ved programmets opstart.
Programmet er udviklet af professor Marie Louise Bech Nosch, der desuden er nyvalgt præsident for Videnskabernes Selskab, og professor Jens Hjorth.

Men over for Forskerforum betoner Jens Hjorth udviklingsaspektet frem for talentelementet.

“Det, vi gør i vores program, er at udvikle folk og ikke sige på forhånd, hvad der er talent eller ikke er. Men det er klart, at vi har en udvalgsproces, som der jo altid vil være. Vi har gjort meget ud af, hvad der skal til, for at man kan blive optaget på programmet. Du skal for eksempel have en track record i forhold til publicering af forskning. Det er ikke et spørgsmål om antal, men at du har vist, at du kan slå igennem og blive publiceret. En anden ting, vi lægger vægt på, er, at folk udtrykker et ønske om at udvikle sig. Det er ikke et spørgsmål om, hvor god du er, men hvor stor vilje du har til at gå fra A til B”, siger Jens Hjorth.

Kreativitet gennem frihed

Han ser viljen til udvikling som helt afgørende for, hvor langt man kan nå som forsker. Og derfor er han også tilbageholdende med at lægge for meget vægt på talent.

“Som vores nuværende landstræner i fodbold har sagt: Hvis man laver tidlig talentspotting, får man et hold, hvor de fleste er født i januar – et hold af de drenge, der på tidspunktet er længst fremme i deres fysiske udvikling. Når man taler om talent, har man ofte fokus på nogle kompetencer, man har brug for nu og her. Det, jeg selv synes er interessant, er: Hvem vil være gode forskere – ikke i dag, men om 30 år?”

Selve programmet forsøger at udvikle på tværfaglig inspiration og kreativ tænkning. Og en af de ting, Jens Hjorth lægger vægt på, er, at man som forsker slipper sig løs, også i forhold til at være produktiv.

“Nogle får gode ideer af at gå en tur. Nogle vil få det af at tale med folk uden for deres arbejdsfelt, at udveksle med industrien, skrive en klumme. Det kan være ting, som ikke bliver set som produktive på den korte bane, men på den lange bane kan det give stort payoff”.

Det lyder som et forløb, alle forskere – talenter eller ej – kunne have glæde af?

“Det er jeg enig i, og det er egentlig også vores ambition. Hvis det bliver en succes, har vi et eksempel til efterfølgelse”.