Mindeord for professor Lars Arge

Lillejuleaften mistede vi et fyrtårn i dansk forskning og forskningspolitik. Professor i datalogi Lars Arge blev kun 53 år gammel.

Lars’ forskning tog udgangspunkt i, at den tidsmæssige omkostning ved at tilgå data i lageret på en datamaskine ikke er konstant. Det betød, at man måtte analysere algoritmer og datastrukturer på nye måder, når man arbejdede med store datamængder på forskellige datamedier. Dette arbejde tog for alvor fart i perioden fra 1996, hvor han var ansat på Duke University, USA, først som adjunkt, siden som professor.

Lars kom tilbage til Aarhus Universitet i 2004 som Rømer-professor. Fra 2007 til 2017 ledede han grundforskningsfondscenteret Center for Massive Data ALGOrithms (MADALGO). Det var teoretisk datalogi med stort T, der efterhånden også blev omsat i helt nye beregninger af oversvømmelsesrisiko. Dette arbejde blev videreført i spin-out-virksomheden SCALGO, der leverer terrændatasoftware til kommuner, styrelser og mange andre. Det er et skoleeksempel på, at teoretisk drevet forskning ender med at blive omsat i løsningen af afgørende samfundsproblemer.

Lars værdsatte det politiske spil, hvor han var drevet af ønsket om at løfte og udvikle den bedste forskning på forskningens betingelser. I Videnskabernes Selskab, hvor han blev valgt ind i 2008 og var general­sekretær fra 2016, dyrkede han det elitære, men stod også for visioner
om at åbne forskningen mod samfundet.

Vi var mange, der, med et glimt i øjet, var trætte af at høre om, hvor fortræffeligt alt var på Duke. Men Lars bragte sine erfaringer konstruktivt i spil. Det har haft stor positiv betydning på instituttet og givetvis bredere fx at indføre principper om, at der skulle være fuld opbakning til en ny fastansættelse blandt de faste videnskabelige medarbejdere. Og vi lærte noget om, at ledelsesmæssig legitimitet, også med ansatte ledere, kun kan eksistere med en forankring i “faculty”.

Lars døde efter en lang kamp mod nyrekræft, som han åbent fortalte om. Også på Facebook, hvor han med jævne mellemrum gav gode og dårlige nyheder. Formen var bemærkelsesværdigt usentimental og nærværende. Han overlevede længere end forventet, sikkert pga. hans enorme vilje og vedholdenhed.

Vi kommer til at mangle og savne Lars på mange måder. Det er helt typisk, at mange dataloger husker Lars som den tutor, der med personligt engagement og omsorg gjorde, at de kom godt i gang med studiet. Og ikke mindst kommer jeg til at savne Lars for hans kontante humor, hans forskningspolitiske indsigt og tæft og hans evne til at gøre sociale begivenheder gode.

Mine tanker går særligt til Lars’ kone, Alice, og den nærmeste familie.

Ære være Lars’ minde.