Universitetet i krig

Den lærde Svend bar aldrig Sky
For Krigens Ravn.
Hans Glavind fik et evigt Ry,
Da Svenske Karl fra Fredriks By
I Dødningskjorten maatte fly
For Krigens Ravn.
Da skrev han ej Latin med Blæk;
Paa Dansk han skrev med røde Træk
Sit Navn.

Bråka inte med de danske studenterna. Det burde nogle have visket Karl Gustav i øret, før han i 1658 forsøgte at indtage København. For som Poul Martin Møller skriver i ovenstående vers, stod de lærde svende klar til at give svenskerne en lektie – skrevet i blod!

Forsvaret af København under Anden Karl Gustav-krig i 1658-59 er et af de mere medrivende kapitler i dansk universitetshistorie. Universitetet og de studerende kom nemlig til at spille en aktiv rolle i det væbnede forsvar af byen, der var under belejring af de svenske tropper.

Danmark var i 1657-58 blevet løbet fuldstændig over ende af svenskerne, og i begyndelsen af 1658 bad den efterhånden desperate kong Frederik 3. professorerne på KU om at opfordre de studerende til at melde sig under fanerne.

De studerende stillede dog nogle betingelser. Blandt andet ville de kun stå under kommandørerne Kjeld Lange og Mogens Krag, der “bedst kjendte danske Studenters Humør”, og det skulle forbydes officerer at “traktere dem med Hug og Slag eller unødvendig Overskjælden”, når de ellers gjorde deres pligt og adlød ordrer. De opfordrede også til, at kæmpende studenter ville komme forrest i køen, når der i fremtiden skulle tildeles embeder.

Den var kongen med på.

De nu bevæbnede studerende – formentlig mellem 250 og 300 – blev samlet som et regiment inddelt i fire kompagnier. Studenterregimentet skulle i første omgang forsvare et stykke af volden ud for Kongens Have og hen mod Østerport.

Svenskernes beskydning begyndte 12. august 1658. Københavnerne var i stand til at slå angrebene tilbage, og nogle gange lykkedes man også med at gøre udfald mod belejrerne. For eksempel den 23. august, hvor 700 “studenter, haandværkere, matroser og soldater” myldrede ud gennem en løngang i volden og dræbte 300 svenskere, der var i gang med at grave løbegrave.

Men på og inden for voldene led man også under beskydningerne og en stadig større mangel på mad og ressourcer.

Det afgørende slag fandt sted på en frostnat mellem 10. og 11. februar 1659, hvor en stor styrke angreb volden på flere steder. Kraftigst var angrebet ved den sydlige del, hvor der blandt andet stod studenter i forsvarslinjen. Svenskerne kom over den frosne is og satte stormstiger til voldene, mens det regnede ned over dem med “Granater, Stene og Bjælker”. Kun tre svenske soldater lykkedes med at komme op på volden, og de led selvsagt en krank skæbne.

Efter den mislykkede storm mindskedes svenskerne fokus på København, selv om byen stadig var omringet. I februar 1660 døde Karl Gustav i Gøteborg, og to måneder senere sluttedes der fred. Byen og universitetet kunne vende tilbage til det almindelige liv, og kongen huskede i øvrigt sit løfte om forrang til embeder – i hvert fald et stykke hen ad vejen.

Et af de mere kuriøse udkommer af studenternes indsats var, at et gammelt ønske fra studenterne om tilladelse til at bære kårde nu blev efterkommet. Både professorerne og regeringen havde været imod, men eftersom studenterne havde vist sig som trofaste soldater, syntes kongen, at de passende kunne beholde deres våben. I generationer herefter havde de studerende kårder ved siden, når de færdedes rundt i byen, ligesom det i øvrigt også var almindeligt for andre stænder. Først over hundrede år efter tabte man interessen for dette statussymbol.

Det blev i øvrigt ikke sidste gang, studerende greb til våben for at deltage i Københavns forsvar. I 1807 var det englænderne, der stod for døren. Men det er en anden historie.

(Ovenstående beretning og citater bygger på Holger Rørdam: “De danske og norske Studenters Deltagelse i Kjøbenhavns Forsvar mod Karl Gustav” udgivet 1855).