Kvinder tager oftere en for holdet

Kvinder sakker efter mændene i forskningsverdenen, fordi de har så svært ved at sige nej.

Det var budskabet og essensen af det oplæg, professor Lise Vesterlund holdt ved konferenceworkshoppen “Women in econ – status quo and ways forward”, hvis overordnede tema var manglende ligestilling i forskningen, særligt inden for økonomisk videnskab.

Lise Vesterlund forsker i adfærdsøkonomi på University of Pittsburgh, herunder i kønsforskelle på arbejdsmarkedet. Hun benytter sig ofte af laboratorieforsøg til at afdække folks måder at agere på.

Forsøgene, hun fortalte om, undersøger, hvorfor kvinder traditionelt har haltet efter mændene i forhold til avancementer inden for den akademiske verden. De tager udgangspunkt i undersøgelser, der viser, at kvindelige forskere i gennemsnit bruger 2¾ timer mindre på forskning end deres mandlige kolleger. Til gengæld bruger de mere tid på vejledning af studerende og udvalgsarbejde.

Samtidig fik Lise Vesterlund udarbejdet en survey, hvor hun spurgte forskere, hvordan man bedst bruger sin tid, hvis man gerne vil forfremmes. 92 procent svarede: på forskning.
Kvinder bruger således mere af deres tid forkert i forhold til at opnå forfremmelse.

Is i maven

For at undersøge hvorfor lavede Lise Vesterlund et laboratoriesetup med grupper på tre personer. Øvelsen gik ud på, at en fra gruppen inden for to minutter skulle melde sig frivilligt, hvilket skete ved at trykke på en knap. Øvelsen havde også et belønningssystem. Hvis ingen meldte sig, ville alle få 1 dollar. Hvis en person meldte sig, ville personen få 1,25 dollar, og de to andre ville få 2 dollar. De største udbytter ville altså gå til dem med mest is i maven.

Og tendensen var tydelig: Kvinderne meldte sig i højere grad end mændene. Og når man dannede rene mandegrupper, ændrede mændene adfærd og meldte sig hurtigere.

“Når mændene ser, at der er kvinder, forventer de, at kvinderne vil melde sig. Og når kvinderne ser mændene, ved de, at de må gøre det”, fortalte Lise Vesterlund.

For at nuancere forsøget lavede hun et nyt setup, hvor hun indsatte en “leder”. Lederen skulle observere gruppen, men havde mulighed for at sende en besked til et gruppemedlem og opfordre vedkommende til at melde sig. Lederen ville også få 2 dollar, hvis der kom en frivillig.

“Resultatet var, at kvinderne langt oftere end mændene blev opfordret til at melde sig. Og når de blev spurgt, sagde 75 procent af dem ja, mens kun 50 procent af mændene sagde ja”, fortalte Lise Vesterlund.

Metode: Drop frivilligheden

Hun havde ikke socialpsykologiske forklaringer på, hvorfor kvinder oftere ender som dem, der “tager en for holdet”, men forsøgene taler deres tydelige sprog om, at det er sådan.
Der er imidlertid måder at håndtere det på, sagde Lise Vesterlund. En af dem er simpelthen at droppe princippet om, at folk melder sig frivilligt til opgaver.

“I stedet for at få folk til at melde sig frivilligt skal man bare uddele arbejdet. På mit institut i Pittsburgh trækker vi lod ved hjælp af en hat, vi lægger sedler med folks navne i”, fortalte hun.

Forskningsvinklen omkring kvinders problemer med at sige nej opstod i øvrigt tilfældigt over en drink mellem Lise Vesterlund og fire andre kvindelige forskere, der hver især kunne genkende, hvor ofte de påtog sig opgaver, de egentlig ikke fik noget ud af. De fem forskere dannede “I Just Can’t Say No”-klubben og har en bog på vej med titlen: “I Just Can’t Say No Club: Why Women Get Saddled With Unrewarded Work – And How to Change That”.