Tegnelæreren

Når de studerende går til forelæsning hos Luise Theil Kuhn, skal de være klar med noget så sjældent som blyant og papir.

“De studerende får lov til at tegne rigtig meget i min undervisning. Efter at jeg har startet med at fortælle om en problemstilling, får de ofte 5 minutter til at skitsere det og eventuelt snakke med sidemanden om deres tegninger. Det er ikke noget, de er vant til fra gymnasiet – men de plejer gerne at ville lege med”, fortæller hun.

Kan det tegnes, kan det forstås. Sådan er det pædagogiske princip, Luise Theil Kuhn arbejder ud fra, og som – fandt hun senere ud af – faktisk er en anerkendt pædagogisk teknik inden for naturvidenskabelig undervisning.

“Jeg uddanner ingeniører, som kommer til at arbejde med at lave modeller, som jo er en forsimpling af virkeligheden. Så min erfaring er, at det kan være sundt for dem at tegne en lille tegning af problemstillingen – bare en simpel skitse. På den måde tvinges de ud i en overvejelse af, hvad der er det vigtigste her, hvad det er for et problem, vi skal løse”, fortæller hun.

Studerende som assistenter

Tegneøvelserne er en af mange aktiviteter, Luise Theil Kuhn benytter sig af i sin undervisning. I indstillingen af hende til Undervisningsprisen fremhæves blandt andet også, hvordan hun ofte inddrager de studerende direkte i sin egen forskning – nærmest som et helt hold af forskningsassistenter.

“Når de er længere henne i uddannelsen, inddrager jeg dem i noget af den forskning, vi i forvejen er i gang med. Der er måske en lille brik, de kan udfylde, og så kan de se, at det har relevans. Det virker meget motiverende, og de laver ofte meget mere, end vi forventer – ikke for at opfylde et læringsmål, men for at bidrage til udvikling af noget teknologi, der skal bruges”.

“Den tid, de er på universitetet, er jo en udviklingsrejse. De er i gang med et kæmpe stykke arbejde, som vi undervisere er vejledere for. Det skal man have respekt for, og man skylder dem at interessere sig for dem som mere end blot et hoved i et auditorium. Så når man møder dem i pausen, skal man huske lige at spørge, hvordan det går, og medvirke til, at de føler sig hjemme som en del af universitetet”.

Det er tid, der ikke er defineret i stillingsbeskrivelsen. Men alligevel vigtig.

“Man risikerer jo, at de siger: Det går ad helvedes til. Og så kan man jo ikke bare lade dem stå. Men de studerendes trivsel er enormt vigtig, og som undervisere er vi med til at forme deres arbejdsmiljø”.

Luise Theil Kuhn har som

Finansieringsstrukturer i vejen

 uddannelseskoordinator spillet en stor rolle for den pædagogiske udvikling blandt kollegerne på instituttet. Blandt andet ved at indføre en ordning om peer to peer-feedback, hvor alle undervisere regelmæssigt indgår aftaler med en kollega, der overværer undervisningen og giver feedback. I det hele taget har DTU de senere år oplevet et markant løft i det didaktiske fokus, oplever hun.

“Jeg synes, vi har haft en rivende udvikling de seneste ti år med enorm fokus på kvalitet i undervisningen og på at få de studerendes læring i centrum. Der er kommet en god kultur, hvor vi taler meget om god undervisning og har halvårlige undervisningsseminarer”.

Det ændrer dog ikke på, at forskningsresultater stadig er mere karrierefremmende end god undervisning.

“Universiteterne har brug for eksterne midler, og det betyder, at forskningen kommer til at veje tungest. DTU's ledelse italesætter og gør, hvad den kan, men den kan ikke lave om på de ydre strukturer. Af samme grund synes jeg, det er fantastisk, at man har oprettet den her pris. Det er en måde at fremhæve undervisning på som værende på lige fod med forskning. Men der er stadig et stykke igen”.