It-fødselshjælper

“Hands on”.

Et simpelt og effektivt pædagogisk princip, som Claus Brabrand excellerer i, når han underviser studerende ved IT-Universitetet i programmering. Jo kortere tid der går, fra han har forklaret teorien, til de studerende selv sidder og taster, desto bedre.

“Man lærer af at arbejde med tingene. Så hver gang jeg har forklaret en konstruktion, et aspekt eller noget andet, forsøger jeg at sætte de studerende i gang, så de kan prøve det af og få konfronteret eventuelle fejlopfattelser. At lære om programmering er ikke det samme som at lære at programmere”, siger han.

Et andet vigtigt princip er, at stoffet skal gøres nærværende for de studerende.

“Jeg bestræber mig på, at alle eksempler er noget, de studerende kan relatere sig til. På fredag får de eksempelvis en programmeringsprøve, hvor temaet er at mikse cocktails. Det at tage udgangspunkt i den virkelige verden, især noget, der er relevant for målgruppen, gør det mere motiverende”.

Ingen dumme spørgsmål

Den tilgang har givet Claus Brabrand en succes som en slags fødselshjælper for nye studerende, der skal hjælpes ind i it-faget. Han står således bag et 3-dages “onboardingkursus” for nye studerende uden it-erfaring, og han har også været en hovedkraft i de it-camps for kvindelige gymnasieelever, som ITU med held har brugt til at tiltrække flere kvindelige studerende.

“Vi vil gerne nedbryde stereotyperne omkring it. Og vores indgangsvinkel er, at it har en rolle overalt, så lige meget hvad du interesserer dig for, vil du kunne arbejde med det gennem it”, siger Claus Brabrand.

Introkurserne ændrer dog ikke på, at softwareudviklingsholdene er præget af stor heterogenitet. Fra studerende, der fra barnsben har siddet hjemme og programmeret, til de helt it-grønne.

Det er særligt sidste gruppe, Claus Brabrand gerne vil støtte og motivere. Derfor er der heller ingen spørgsmål, der er “dumme”.

“Jeg forsøger altid at finde noget positivt i et spørgsmål. Man kan næsten altid aflure, hvad det er, de har svært ved at sætte fingeren på. Interaktionen i undervisningen er noget, jeg lægger meget vægt på”.

Koster på forskningssiden

Claus Brabrand er en anerkendt forsker og er i disse dage i gang med at opstarte et nyt forskningscenter. Men et af hans største “hits” handler faktisk om undervisningsudvikling.

I 2006 instruerede han kortfilmen “Teaching teaching & understanding understanding” med kolleger og studerende som medvirkende. En film om den dybdelærende Susan og den overfladelærende Robert, der introducerer undervisere til grundlæggende didaktiske begreber og strategier blandt andet med udgangspunkt i teoretikeren John Biggs. Filmen er blevet præmieret og oversat til en lang række sprog.

Men at lægge meget tid og energi på undervisningssiden kan ikke undgå at koste i forhold til forskningsarbejdet.

“Jeg har investeret meget i min undervisning. Men det er klart, at det tager tid og ressourcer fra forskningen. Og det er jo bare sådan, at når det kommer til belønningsstrukturer og forfremmelser, så står forskningen forrest”, siger Claus Brabrand.

Han peger på, at undervisningen lider under den “usynlige effekt” af undervisernes indsats.

“I forhold til forskning er undervisningens virkning langt mere skjult. I forskning kan du dokumentere citationsimpact. Tilsvarende udvikler jeg 200 softwareudviklere år efter år, der går ud i samfundet og bygger alle mulige fantastiske ting. Det kan bare ikke så nemt spores tilbage til undervisningen. Men den her pris vil måske skabe noget af den anerkendelse, og det er jeg utrolig glad for”.