Rundspørge: Myndigheder presser forskere til at ændre resultater

Universiteterne burde være garant for at levere fri og uafhængig viden til de offentlige myndigheder, men sådan er det langtfra i virkelighedens verden. I realiteten oplever mange forskere at blive presset af embedsmænd og politikere til at ændre, udskyde eller skjule deres resultater, hvis de ikke passer ind i myndighedernes kram.

Det viser en rundspørge foretaget af DM blandt cirka 5.000 medlemmer, der forsker på universiteterne.

15 procent af forskerne, der deltager i myndighedsbetjening, altså udarbejder analyser og rapporter for ministerier og styrelser, svarer, at de har følt sig presset til at ændre deres forskningsresultater, 10 procent at de er blevet presset til at udskyde offentliggørelsen, og 7 procent at de er blevet presset til helt at undlade at offentliggøre resultaterne.

24 procent af forskerne, der arbejder med myndighedsbetjening, er blevet udsat for mindst en af de tre typer for pres, mens det “kun” er 9 procent af de øvrige forskere.

Én ting er at blive forsøgt presset, og noget andet er at give efter for presset. Her viser DM-rundspørgen, at myndighederne ofte har held med at intimidere forskerne til at rette ind. 20 procent svarer således, at presset fik dem til at ændre på resultaterne, 76 procent at de udskød offentliggørelsen, og 49 procent har helt undladt at offentliggøre deres resultater.

Ekstremt alvorligt 

Mikkel Willum Johansen er lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet, hvor han specielt beskæftiger sig med emner om redelighed og god videnskabelig praksis.

Han siger, at hvis en forsker lader sig presse til at ændre sine resultater, kan det dække over handlinger, som kan karakteriseres som værende videnskabeligt uredelige.

“Det kan man ikke bare sidde overhørigt. Der er brug for at få afdækket, hvad der ligger til grund for det her. Det er ekstremt alvorligt, at så mange svarer, at de har gjort noget, der potentielt kan være uredeligt, men det overrasker mig desværre ikke. Det er noget, jeg hører på rygtebasis på gangene, at det sker, at sponsor er inde over og får lov til at ændre på konklusioner og sprogbrug”, siger han.

Mikkel Willum Johansen tilføjer, at alt tyder på, at der har udviklet sig en dårlig kultur blandt embedsmændene, der har en meget ringe respekt for forskningsfriheden.

Han nævner som eksempel, at et ministerium havde lavet en konstruktion, hvor det var embedsmændene, der definerede metodevalg og mål med undersøgelserne, som ministeriet sendte i udbud.

“Det illustrerer det mindset, der findes i ministerierne. De ønsker ikke en åben afdækning af en problemstilling, men vil have en meget stor grad af kontrol med, hvad der skal undersøges og hvordan. Der er en udbredt forestilling om, at de har ret til at blande sig, men problemet er, at kvaliteten af forskningen bliver rigtig dårlig”, siger Mikkel Willum Johansen.

Han understreger, at der kan komme god og nyttig forskning ud af at samarbejde med både private og offentlige parter. “Det handler om at finde en samarbejdsmodel, der fungerer ordentligt, og noget tyder på, at samarbejdet indimellem går galt i forhold til myndighedsbetjening”, siger han.

Det var Heine Andersen, professor emeritus ved Københavns Universitet og forfatteren til bogen “Forskningsfrihed – ideal og virkelighed”, der afslørede, at der i årevis fandt et udbredt brug af ulovlige tavshedsklausuler sted i flere ministerier. Forskere, der arbejdede med myndighedsbetjening, måtte skriver under på, at de ikke måtte udtale sig om deres resultater, før ministeriet ønskede det, og de måtte heller ikke fortælle offentligt, at de var blevet pålagt tavshedspligt.

Fiflede med beregninger

Heine Andersen havde uden held kritiseret klausulerne siden 2013, men først i forbindelse med landbrugspakken i 2016 kom der fokus på problemet.

Sagen, der blev døbt Gyllegate, handlede om, at regeringen og dens embedsmænd havde fremlagt et mere miljøvenligt kvælstofregnskab for landbrugspakken over for Folketinget, end det reelt var tilfældet, så landmændene kunne få lov til at gøde mere. Det kunne kun lade sig gøre, fordi forskerne fra AU, der stod for beregningerne, ikke måtte udtale sig, før Miljøstyrelsen frigav sin rapport i februar 2016, altså efter at lovforslaget skulle behandles i Folketinget. Forskerne måtte ikke engang fortælle, at de var underlagt en tavshedsklausul. Først efter at Berlingske havde afdækket sagen, blev de syv AU-forskere indkaldt til høring i Folketinget, hvor ingen af dem kunne bakke op om den måde, regeringen havde fremstillet deres beregninger på. Sagen førte til, at Eva Kjer Hansen (V) måtte forlade posten som miljø- og fødevareminister.

Heine Andersen har afdækket, at tavshedsklausulerne er blevet brugt i mindst ti år af mindst seks ud af landets otte universiteter og i adskillige ministerier og styrelser. Først i 2017 efter et års juridisk tovtrækkeri blev standardkontrakterne ændret.

Hver ottende forsker har mærket pres på deres ytringsfrihed

Undersøgelsen viser, at hver ottende forsker har oplevet mindst én type pres på deres forskningsfrihed. Det forekommer oftest, at presset handler om, at forskeren skal ændre resultatet.

Krav om undersøgelse

Heine Andersen siger, at resultatet af DM’s rundspørge desværre ikke overrasker ham.

“Det interessante er, at VIVE- og DM-undersøgelsen ligger så tæt på hinanden i hovedresultaterne. Det dokumenterer, at forskere stadig er udsat for pres og begrænsninger i forskningsfriheden, og at det ikke er noget AU-problem”, siger han.

Han tilføjer, at han længe har forsøgt at få de andre danske universiteter til at foretage en tilsvarende undersøgelse, men at de ikke har vist interesse for det.

“Det er godt, at DM foretager en undersøgelse, når universiteterne nu ikke vil. Det er mærkeligt, at det ikke er sket, når det er så tydeligt, at der er problemer. Det kan næsten kun være, fordi universiteterne ikke ønsker, at det kommer frem”, siger Heine Andersen.

Også Rasmus Willig, leder af Center for Offentlige og Private Ansattes Ytringsfrihed på RUC, har tidligere i Forskerforum argumenteret for, at universiteterne burde gennemføre en årlig forskningsfrihedsundersøgelse.

“Vi kender reelt ikke hele omfanget af censuren på de danske universiteter. Vi kan kun se, at præmisserne er til stede, og at der er opstået en begrundet bekymring. En måde at komme problemstillingen til livs på er, at danske universiteter gennemfører en årlig forskningsfrihedsundersøgelse. Det er nemt og ligetil, og det er svært at finde undskyldninger for ikke at gøre det, for vi har at gøre med universiteternes kerneydelse. Og kommer den i fare, eller sættes der blot spørgsmålstegn ved den, har sektoren alvorlige problemer”, sagde Rasmus Willig.

Artiklen fortsætter efter faktaboksen.

Heine Andersen er i gang med at undersøge det juridiske grundlag for beskyttelsen af forskningsfriheden i den danske lovgivning, og de første resultater er ikke opmuntrende læsning.

“Beskyttelsen er mangelfuld og usædvanlig tynd. Det er virkelig rystende, hvor lemfældigt det er behandlet i forarbejdet til loven”, siger han.

Ifølge Heine Andersen står der eksempelvis ingen steder i retskilderne, at publiceringsfriheden er en del af forskningsfriheden. Kun et enkelt sted i bemærkningerne til 2007-loven står der, at forskningsfrihed er lig med frihed til valg af emne og metode.

“Jeg har ikke grundlag for at konkludere, at det er med gustent overlæg, at det ikke er taget med, men det kunne godt se sådan ud”, siger han.

Heine Andersen tilføjer, at det ikke kun er et spørgsmål om lovparagraffer, det handler også om at sikre, at der er et godt værdigrundlag for forvaltningen af loven. Han mener, at der mangler respekt for forskningsfriheden hos myndighederne, universiteterne og forskerne.

“Embedsmændene i ministerierne opfatter universiteterne som en del af statsforvaltningen, som de derfor har myndighed over. De ser deres rolle som at varetage ministerens interesser, og en del af magtspillet i den politiske proces består set fra embedsmændenes synsvinkel i at kontrollere, hvornår information kommer ud”, siger Heine Andersen.

Lettere at samarbejde med virksomheder

Olav W. Bertelsen, fælles-TR på AU og formand for DM Viden, siger, at resultatet af DM’s rundspørge svarer til “det, man snakker om på gangene og i frokostpausen”, og det bekræfter, at situationen ikke er værre på AU end på andre universiteter.

Han fortæller, at AU efter oksekødssagen har haft fokus på at skabe kontraktmæssigt klare rammer for samarbejdet med omverdenen, og senest er der udarbejdet et nyt sæt grundregler for eksternt samarbejde, der skal sikre forskningsfrihed, uvildighed og gennemsigtighed.

Han siger, at det ofte er lettere at samarbejde med virksomheder, da det er klart for begge parter, at der er interesseforskelle, og hvad de består i. For virksomheden handler det om ting som udvikling, afprøvning og kommercialisering af produkter, mens det for forskerne ofte handler om at få adgang til data eller baggrundsviden, som de ellers ikke ville have haft.

“Problemet opstår, når forskerne er inden for områder med stor politisk opmærksomhed, da det for embedsmændene handler om at skabe et grundlag for at træffe politiske beslutninger. De vil gerne have et forskningsbaseret beslutningsgrundlag, så længe det peger i den retning, de ønsker, men hvis forskningen viser noget andet, bliver de ikke glade”, siger Olav W. Bertelsen.

Han tilføjer, at det måske handler om at skabe forståelse for, at der er forskel på vidensgrundlag og politisk beslutningsrum.

“Forskningen kan godt vise, at så og så mange flere bliver dræbt, hvis hastigheden sættes op på motorvejene, men derfor kan politikerne jo godt beslutte at gøre det alligevel ud fra nogle andre hensyn”, siger han. 

Ekstremt tryk på topforsker

Topforskeren Carsten Rahbek, der er leder af Københavns Universitets Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, er en anden fremtrædende kritiker af rammerne for myndighedsbetjening.

Han har fremført sine synspunkter i et interview med Universitetsavisen og siger til Forskerforum, at han står ved sine udtalelser, præcis som de står beskrevet, og som frit kan citeres, men at han ikke ønsker at uddybe dem.

Hans pointe er, at forskning i forbindelse med myndighedsbetjening ofte er af lav kvalitet, da rapporterne ikke bliver bedømt af fagfæller, og fordi rammerne i form af tiden og betaling for opgaven er for dårlig. Derfor takker de i otte ud af ti tilfælde nej til opgaverne på hans center, men andre institutter er kontraktligt forpligtet til at svare på myndighedernes spørgsmål eller har ikke råd til at sige nej. Særligt miljøer med få studerende, som ikke kan konkurrere om frie forskningsmidler, er enormt afhængige af penge fra deres myndighedsbetjening, mener Carsten Rahbek.

“Det er tit der, vi ser de her mærkelige rapporter. De bliver fristet til at svare på hvad som helst, fordi de har brug for pengene, og så ser vi rapporter blive skrevet af folk, der faktisk ikke arbejder med det, de skriver rapport om”, siger han til Universitetsavisen.

Han fortæller også, at han selv har oplevet at blive presset af embedsværket.

“Jeg har løst opgaver for fire forskellige ministerier, og det er enormt forskelligt fra ministerium til ministerium, hvor stort et pres der bliver lagt fra embedsværket. Jeg har måttet sidde til møder og sige, at jeg nægter at gøre det på en bestemt måde, og insistere på, at der er noget, der hedder armslængdeprincippet. Jeg leverer det bedst mulige svar inden for rammerne, men jeg vil ikke lade embedsmæssige overvejelser påvirke fagligheden i mine udredninger, og det er bestemt noget, jeg har oplevet i ekstrem grad at blive sat under tryk med”, siger Carsten Rahbek til bladet.

Han mener, at den øverste ledelse på universiteterne bør indføre nogle meget klare principper for, hvordan myndighedsbetjeningen skal foregå.

Mikkel Willum Johansen, lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på KU, vurderer, at de mange sager om utidig indblanding i forskningen er udtryk for, at det er svært for universitetsledelserne at finde ud af, hvilket ben de skal stå på.

“Der eksisterer en grundlæggende konflikt mellem at drive universiteter som konsulentbureauer eller som steder, hvor man bedriver fri og uafhængig forskning. Det er forkert at sige, at den ene rolle er mere rigtig end den anden, men jeg savner, at der bliver truffet en politisk beslutning om, hvad vi vil med universiteterne”, siger han.

Brev fra ministeren

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen sendte i november 2019 et internt brev i regeringen, hvori hun indskærpede, at offentlige myndigheder skal respektere forskernes uafhængighed, når de bestiller undersøgelser på fx universiteterne.

Jeg understreger, at vi i denne regering vil værne og stå vagt om forskningsfriheden, også når det kommer til myndighedernes rolle. Forskningsfrihed er vigtigt, forskningsintegritet er vigtigt, og det at kunne fungere som forsker uden at blive presset og truet er enormt afgørende for, at vi kan stole på forskningen – både når der er private sponsorer, og når man har med myndigheder at gøre”, udtalte Ane Halsboe Jørgensen.

Som opfølgning på oksekødssagen nedsatte hun også i samarbejde med universiteterne et udvalg, som skal undersøge, hvordan lignende sager kan undgås i fremtiden.

“Det afgørende for mig er, at der er gennemsigtighed omkring, hvem der har betalt for forskningen, og hvem der har haft adgang til at skrive konklusionerne. Men også at danske forskere ikke skal befinde sig i situationer, hvor de på grund af økonomi skal gå på kompromis med det, de synes er forskningsintegritet”, sagde ministeren til Ritzau.