Nej, at være single, bo alene og være hjemsendt er ikke ideelt for forskerkarrieren

Der har været masser af fokus på genvordighederne for de unge, ældre og for børnefamilierne under coronakrisen. Inden for universitetsverdenen har beretningerne også mest handlet om forskere med børn, der enten kæmpede med at undervise online, mens poderne pilede omkring benene på dem, eller sukkede efter at få blot et øjebliks fred til at arbejde på deres forskningsprojekter.  

Ifølge Ea Høg Utoft, der netop har forsvaret sin ph.d. ved Dansk Center for Forskningsanalyse på AU, har det derimod været yderst sparsomt, hvad der er skrevet om at være kvinde, single og forsker under pandemien. Faktisk er hun stødt på holdningen, at situationen har været noget nær ideel for hende, da hun jo kunne få fred og tid til at fordybe sig, så hun kunne få færdiggjort sin afhandling.

I virkeligheden var det alt andet end lykken for hende at være spærret inde med sit arbejde i månedsvis.

“Det er ikke for at underkende udfordringerne for børnefamilierne, men det er også svært at leve alene – udfordringerne er bare nogle andre. Når vi har snakket om ensomhed under krisen, har det været om de unge og de ældre. Det er, som om det slet ikke er en mulighed at være en kvinde på 32 år uden mand og børn, men sådan er virkeligheden jo ikke”, siger hun og fortsætter:

“Der eksisterer en forestilling om, at det er ideelt for forskerkarrieren at være single og uden børn, fordi der ikke er andet end arbejdet, der kan gøre krav på din tid. Det skulle være de bedste vilkår for min karriere, men i virkeligheden blev det en hæmsko”.

Arbejdet åd hende op

Ea Høg Utoft fortæller, at hun havde afleveret sin ph.d. om køn og ligestilling på universiteterne i januar. I starten af april fik hun den tilbage og skulle foretage nogle ret omfattende rettelser, der krævede en del koncentration og tankearbejde, inden hun skulle forsvare den. 

“Det var en kort og omfattende deadline, og jeg var isoleret, så jeg skulle håndtere arbejdspresset uden kontakt til de personer, der normalt bakker mig op. Efter cirka to uger skiftede mit humør, min motivation faldt, og jeg mistede min evne til at koncentrere mig”, beretter hun.

Hun begyndte gradvist at arbejde mere og mere, men mindre og mindre effektivt.

“I forskningsverdenen findes der en idé om, at du ikke må vise svaghed. Hvis du ikke performer, er du selv årsagen og løsningen, så jeg tænkte, at jeg måtte arbejde hårdere, men arbejdet blev altædende og fortærede fuldstændig mit hjem. Mit skrivebord, min sofa, mit spisebord og min seng blev en del af mit kontor, og grænsen mellem arbejde og fritid blev totalt udvisket. Til sidst begyndte jeg at tvivle på mig selv og faldt hen i selvmedlidenhed”, siger hun.

Ea Høg Utoft tilføjer, at det rammer alle at være isoleret hjemme og at miste sine daglige arbejdsrutiner, men meget tyder på, at kvinder og mænd er blevet påvirket forskelligt – også inden for forskningsverdenen. Tallene viser i hvert fald, at kvindelige forskere har indleveret markant færre artikler til tidsskrifter under coronakrisen. Det skyldes formentlig ikke kun, at kvinder håndterer isolationen dårligere end mænd, men også at de har klaret en større del af de huslige pligter i hjemmet og børnepasningen end deres partner.

En vigtig historie at få fortalt

Ea Høg Utoft valgte at stå frem med sin historie, da hun så et “call” i det førende internationale tidsskrift inden for sit forskningsområde. Bladet efterspurgte beretninger fra forskerne om deres liv under coronakrisen, og hun synes, at det er vigtigt også at fortælle om problemerne for de enlige forskere.   

“Mange viser et glansbillede af sig selv på de sociale medier, men det er urealistisk og en fornægtelse af det, vi står i. Fortællingen om coronakrisen skal nuanceres, fordi det andet ikke er troværdigt. Du er ikke et dårligt menneske, fordi du ikke har taget fat på en ny hobby eller er begyndt at lære et nyt sprog under karantænen”, siger hun.

Ea Høg Utoft tilføjer, at hun har overvejet konsekvensen af at fortælle åbent om sine udfordringer ved at være isoleret under coronakrisen, men hun er nået frem til, at hun er færdig med at føle skam, og at hun ønsker at gøre oprør mod den akademiske performancekultur, der får mange til at føle sig usikre og utilstrækkelige.

“Der lever en giftig produktivitetskultur i bedste velgående på universiteterne, men jeg bliver ikke inspireret af pletfrie supermennesker. Jeg var selv på nippet til at blive udbrændt, men jeg kom igennem det, og jeg er ikke flov over at indrømme, at det hjalp mig at tage hjem til mine forældre og få lidt nærhed og omsorg”, siger hun.

Bad om hjælp for sent

Ea Høg Utoft fortæller, at hun endte med at skrive til sin chef, at hun havde kørt sig selv for hårdt, og at hun havde brug for aflastning i forhold til sine arbejdsopgaver.

Under normale omstændigheder, hvor hun havde haft sin daglige gang på universitetet i selskab med sine kolleger, havde situationen aldrig fået lov til at komme så vidt, siger hun. 

“Hvis jeg havde set min vejleder, kolleger og chef til daglig, ville jeg have fortalt, at jeg var på vej ud på et sidespor, eller de ville selv have opdaget det. Jeg var helt sikkert for længe om at bede om hjælp, men lige så snart jeg rakte hånden frem, var de klar med støtte”, siger hun.

Det lykkedes hende at få rettet og afleveret sin ph.d., som hun også har været oppe at forsvare. I dag er hun videnskabelig assistent på to forskningsprojekter på centeret og har lært meget af coronakrisen.

Blandt andet er hun begyndt at sige fra, hvis der bliver læsset for mange opgaver af på hendes bord. Hun deler også sin dag op og sørger for at få nogle afbræk, hvor hun kommer væk fra arbejdet. Og så spiser hun ikke længere bag skærmen, og vigtigst af alt er hun blevet bekræftet i, hvor vigtigt samværet med kollegerne er.