DM-­formand: Loven skal sikre forskningsfriheden bedre

Camilla Gregersen mener, at der er brug for en opstramning af lovgivningen, så forskerne fortsat kan levere viden til ministerierne uden at risikere at blive presset til at ændre på deres konklusioner.

“Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og videnskabsetikken”. Sådan står der i paragraf 2 i universitetsloven, og så burde forskerne vel være sikret mod utidig indblanding i deres arbejde? Nej, så enkelt er det desværre ikke, siger Camilla Gregersen, formand for DM, der organiserer en del af forskerne på landets universiteter. En rundspørge blandt cirka 5.000 DMmedlemmer på universiteterne viser, at 13 procent af forskerne har følt sig presset til enten at ændre, udskyde eller helt undlade at offentliggøre deres resultater. Særligt forskere, der beskæftiger sig med myndighedsbetjening, altså udarbejder analyser og rapporter for ministerier og styrelser, er udsat for at komme under pres, viser rundspørgen. Her svarer 24 procent, at de har været udsat for en af de tre typer pres.

“Det er problematisk, at offentlige myndigheder, men også andre eksterne parter, forsøger at presse forskerne til at ændre deres resultater. I praksis må den enkelte forsker og institutleder ofte stå værn om forskningsfriheden, men det kan ikke være rigtigt, at de må agere bolværk mod presset alene. Problemet må højere op på den politiske dagsorden, og forskningsfriheden må sikres bedre lovgivningsmæssigt”, siger DM-formanden.

I DM-rundspørgen svarer 67 procent, at de oplever, at deres nærmeste leder, altså ofte deres institutleder, forsvarer deres forskningsfrihed, mens kun 35 procent mener, at lovgivningen sikrer deres forskningsfrihed i tilstrækkelig grad.

Viden skal i spil

Camilla Gregersen tilføjer, at universiteterne har en stolt tradition for at levere viden til ministerierne, og det skal de blive ved med for at højne kvaliteten af politiske beslutninger, men der må gøres mere for at sikre, at forskerne ikke presses til at levere forudbestilte svar, så deres viden kan komme i spil uden at slække på forskningsfriheden.

“Det handler om, at politikerne får det mest kvalificerede grundlag at tage stilling ud fra. I sidste ende er det selvfølgelig et politisk valg, om man vil lytte til eksperterne. Det er en ærlig sag, men grænsen går ved, at man forsøger at påvirke resultaterne, så de passer ind i ens kram”, siger hun.

Camilla Gregersen hæfter sig ved, at Gyllegate-sagen, der endte med at koste miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) ministertitlen, sendte rystelser gennem Christiansborgs gange. Sagen viste, at det kan være farligt at presse forskerne for meget.

Også oksekødssagen fra Aarhus Universitet har sat sig sine spor. Den fik uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen til i november 2019 at sende et internt brev i regeringen, hvori hun indskærpede, at offentlige myndigheder skal respektere forskernes uafhængighed, når de bestiller undersøgelser på fx universiteterne.

Brev ikke nok                                                                                                   

Ifølge brevet har universitetsrektorerne sagt på et møde med ministeren, at de har oplevet, “at forskningens uafhængighed har været under pres i forbindelse med samarbejde med centraladministrationen”. Ministeren opfordrede også sine ministerkollegaer i Sundhedsministeriet, Miljø-og Fødevareministeriet, Transportministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet til at sende budskabet videre til de relevante myndigheder under ministerierne.

“Jeg understreger, at vi i denne regering vil værne og stå vagt om forskningsfriheden, også når det kommer til myndighedernes rolle. Forskningsfrihed er vigtigt, forskningsintegritet er vigtigt, og det at kunne fungere som forsker uden at blive presset og truet er enormt afgørende for, at vi kan stole på forskningen – både når der er private sponsorer, og når man har med myndigheder at gøre”, udtalte Ane Halsboe-Jørgensen.

Camilla Gregersen siger, at hun værdsætter ministerens initiativ, men hun mener ikke, at vi dermed er kommet i mål med at sikre forskningsfriheden.

“Det er positivt, at ministeren har fokus på presset på forskningsfrihed. Men der skal mere til end et brev, og det stærkeste ville være forbedret lovgivning og stabile bevillinger til forskningsmiljøerne i de kommende år, for sikre ansættelsesvilkår for forskerne hænger tæt sammen med forskningsfrihed”, siger hun.