Stor usikkerhed om projektforlængelser

Hvornår kan jeg genoptage min forskning på normal vis? Kan jeg gennemføre mit forskningsprojekt? Når jeg at blive færdig til tiden? Og hvis ikke – kan jeg få forlængelse med løn?

Der er i øjeblikket stort set ikke andet end hvis’er for forskere i projekt- eller uddannelsesstillinger.

Dansk Magisterforening oplever nærmest en storm af spørgsmål fra bekymrede forskere, der på forskellige måder er blevet forsinket i deres forskningsprojekter. Ikke mindst ph.d.studerende er usikre på deres situation. Forsinkelserne har mange grunde – lige fra indsamling af data eller analyser, der ikke kan gennemføres, til dårlige arbejdsbetingelser på grund af børn, der skal passes.

En aftale mellem Akademikerne og staten har gjort det muligt for universiteterne at forlænge ansættelsen med henvisning til coronakrisen. Men der følger ingen penge med aftalen. Så selv om universiteterne har lov til at forlænge projekterne, har de næppe råd til at gøre det.

“Vi har måske 8.000 ph.d.-studerende. Det giver 8.000 månedslønninger, for hver måned der går. Det er penge, vi ikke har, og det har de eksterne bevillingsgivere muligvis heller ikke”, siger Anders Bjarklev, DTU-rektor og formand for Rektorkollegiet.

Alle kigger derfor på politikerne og håber, der vil komme en hjælpepakke til universitetsområdet.

“Det hjælper ikke, at midlerne til forlængelser skal findes inden for institutionernes nuværende budgetter, for så ender regningen hos forskning og undervisning”, siger DM’s formand, Camilla Gregersen.

Ikke alle kan hjælpes

Men selv hvis der skulle komme økonomisk hjælp til universiteterne, vil mange stå i en situation, hvor de i lang tid ikke ved, om de er købt eller solgt. I aftalen hedder det, at forlængelsen kan ske “efter en konkret og individuel vurdering”. Hver enkelt ansat skal altså ud i en personlig ansøgning, hvor man argumenterer for, at man er legitimt og tilstrækkeligt forsinket til, at man kan få del i den pulje, der måske bliver stillet til rådighed.

“Som Anders Bjarklev siger, er det næppe realistisk, at man kan hjælpe alle. Der vil være forskellige kategorier af alvorlighed. Endnu kender vi ikke de økonomiske rammer. Når det er afdækket, må vi finde ud af, hvilke muligheder vi har”, siger Jens Erik Mogensen, prodekan for uddannelse på Det Humanistiske Fakultet, KU.

Her har man i gangsat en undersøgelse, der skal skaffe overblik over de ph.d.-studerendes udfordringer med forsinkelse af projektet og i forhold til ph.d.uddannelsen.

Det bedste, man kan gøre lige nu, er at dokumentere sin forsinkelse, siger Sarah Rosenkrands, konsulent i DM.

“Vi opfordrer til, at man skriver alt ned, som har været med til at hindre ens arbejde. Lige fra at man ikke har kunnet arbejde på grund af børn til manglende adgang til laboratorier eller udskudt undervisning og udenlandsophold. Man bør også holde en tæt dialog med sin vejleder, som måske kan hjælpe med en udtalelse om, hvordan man er blevet forsinket”, siger hun.

“Kæmpe administrativ opgave”

Aftalen om coronaforlængelse svarer til den mulighed, der i forvejen findes for at få sin ansættelse forlænget ved sygdom. Men ifølge Sarah Rosenkrands er der stor forskel på, hvordan og hvor meget universiteternes bruger den mulighed. Hun frygter derfor, at der tilsvarende vil komme forskellige praksisser omkring forlængelse på de forskellige universiteter, hvis ikke der bliver opstillet fælles, objektive kriterier for forlængelse.

De ph.d.-studerende frygter også et administrativt cirkus.

“Man kommer til at bruge timer med sin vejleder for at drøfte sin situation, og så skal sagen høres i ledelsen. Det er mange arbejdstimer, der kommer til at gå, hvis ikke man får opstillet nogle fælles retningslinjer”, siger Silja Vase, der sidder i ph.d.-udvalget på Det Humanistiske Fakultet, KU.

De skal dog ikke regne med kollektive løsninger, vurderer Anders Bjarklev. “Med 8.000 ph.d.-studerende kigger vi ind i en gennemgang af adskillige tusinde projektplaner. Så det bliver en kæmpe administrativ opgave. Og ja, det ville gøre det nemmere med fælles løsninger, men det ville knageme også gøre det dyrere. Ph.d.-studerende er jo ansat på meget forskellige måder og med mange forskellige bevillingsgivere. Så jeg tror, man må se på det her fra projekt til projekt”, siger han.

Rektorformand vil undgå forlængelser

Anders Bjarklev mener, at man generelt skal forsøge at undgå forlængelser. Dels af hensyn til økonomien, dels fordi man derved vil skabe et hul i forsyningen af ph.d.-uddannet arbejdskraft. Det har angiveligt været en problemstilling, uddannelses- og forskningsministeren går meget op i.

“Ministeren har fra starten haft fokus på, om der vil opstå et forsyningshul i forhold til kvalificeret arbejdskraft, og vi har lovet ministeren, at vi vil gøre alt for at undgå, at der kommer sådan et hul”, siger Anders Bjarklev.

Han forventer, at de fleste ph.d.-studerende vil kunne justere deres plan, så de kan gennemføre uden forsinkelse, og han nævner selv udlandsopholdet som en variabel, man kan skrue på.

“Det er naturligvis brandærgerligt, når man ellers har planlagt sit forløb helt nøje. Men vi må bare sige: Ja, det blev til noget andet. Jeg forstår godt, at folk går og bider negle, men jeg tror, at
det bedste, man kan gøre for sig selv og samfundet, er at sno sig, så man kommer så lidt bagud som muligt”.

Kan hæmme karriere

Men netop kvaliteten af ph.d.-projekterne og uddannelsen er noget, de ph.d.-studerende meget nødig vil gå på kompromis med. Det kan nemlig gå ud over deres fremtidige karrieremuligheder.

“Risikoen er, at der kommer nogle ud, der ikke har samme chance for at få job. I mit tilfælde har jeg planlagt, at jeg skal på forskningsophold på MIT i 3-4 måneder. Hvis jeg ikke kan få det på
mit cv, vil det være en kæmpe degradering af mine muligheder, når jeg skal søge arbejde”, siger Silja Vase.

Hun frygter, at man som ph.d.-studerende ender med at stå som en slags gidsel, hvor man skal vælge mellem at slække kvaliteten eller arbejde gratis.

“At skrive en ph.d. er en enestående chance. Det er også derfor, man lægger så meget hjerteblod i det. Så det vil være ærgerligt at skulle vælge mellem at aflevere noget af dårligere kvalitet eller arbejde uden løn”.

Også Sarah Rosenkrands er bekymret for, at ph.d.-studerende kan komme under et indirekte pres for selv at dække den tabte arbejdstid ind. Nogle ph.d.-skoler har nemlig den
praksis ved sygdom, at man først ved afslutningen af projektet afgør, om der er basis for en forlængelse og i givet fald hvor lang tid.

“Det er ikke en rimelig model, at den enkelte skal afvente svar om forlængelse, for det udsætter den enkelte for usikkerhed og et stort pres. Så vi vil
opfordre til, at universiteterne tager stilling til de enkelte forlængelser så hurtigt som muligt”.