Månedens foto: Eksplosionerne der aldrig hører op

April bød på spændende nyheder til alle, der interesserer sig for lysene på nattehimlen. En gruppe astronomer – herunder postdoc ved Niels Bohr Institutet Alejandro Vigna-Goméz – kan i en artikel i Nature Astronomy fortælle om en supernova, der i bogstavelig forstand overstråler alle hidtidig kendte supernovaer.

Supernovaen, der bærer det lidet poetiske navn SN2016aps, lyser dobbelt så kraftigt som normale supernovaer og har en eksplosionskraft, der er fem gange så voldsom. Forskerne har observeret den døende stjerne i to år, til dens lys svandt ind til 1 procent af maksimum, og på baggrund af målinger har de regnet sig frem til, at SN2016aps’ masse var mellem 50 og 100 gange massen af vores egen sol. En typisk supernovas masse ligger på mellem 8 og 15 gange solens.

Og hvad er så forklaringen på denne hidtil usete kraft? Det, som forskerne føler sig kraftigt bestyrket i, er en teori om, at nogle supernovaer ikke kommer ud af én, men af to sammensmeltede stjerner.

“Vi tror, at der er tale om to stjerner, der er smeltet sammen til én kæmpe stjerne. Det tror vi, fordi niveauet af brint var så utrolig højt i så lang tid efter, at den begyndte at eksplodere. Normalt brænder gassen hurtigt ud, når en stjerne begynder at eksplodere og “dø”, men for denne særlige supernova var niveauet højt lige til det sidste. Det tyder på, at der var to stjerner med højt indhold af gas, der var blevet til én”, forklarer Alejandro Vigna-Goméz ifølge Niels Bohr Institutets nyhedsartikel.

Den kyndige supernovakender vil imidlertid bemærke, at nærværende billede ikke forestiller SN2016aps, men derimod en gammel kending i supernovafamilien, nemlig SN1054.

For selv om SN2016aps er ung og viril, så har SN1054 noget, førstnævnte ikke har, nemlig nogle rigtig flotte og farvestrålende portrætbilleder. Derfor vil vi i Forskerforum markere den nye rekordsupernova med billedet af en gammel – eller rettere: resterne af den.

Supernovaen SN1054 blev observeret den 4. juli år 1054 – som navnet indikerer – af kinesiske astronomer. Lyset var så kraftigt, at den var synlig i dagslys i 23 dage og på nattehimlen i 653 dage, fortæller optegnelserne.

Det, som billedet viser, er resterne af supernovaeksplosionen, hvilket vi kender under navnet Krabbetågen. De trevlede strukturer i Krabbetågen er resterne af den døde stjernes ydre dele, som stadig bevæger sig væk fra eksplosionspunktet med en fart af 1.500 kilometer i sekundet. På den måde har Krabbetågen over de små 1.000 år udvidet sig til en størrelse på 11 lysår på den lange led.

En anden spændende detalje omkring Krabbetågen er, at den indeholder en såkaldt pulsar – en lille neutronstjerne, der snurrer rundt om sig selv 30 gange i sekundet. Selv om den kun er knap 30 kilometer i diameter, vejer den mere end solen. Det betyder, at en enkelt kubikcentimeter af den vejer mere end 100 millioner tons.

Og så er Krabbetågen altså som nævnt ualmindelig fotogren qua sine farverige strukturer og det særlige blågrønne lys, som kommer af synkrotronstråling. Billedet her er en mosaik bestående af 24 billeder taget af Hubbles rumteleskop i 1999-2000.