Hvilken type er du, når du er i medierne?
Svend Brinkmann er forskertypen, der gerne kaster sig ud i debatter og udtrykker personlige holdninger. Her på Folkemødet 2018. © Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix
Nogle forskere kan lokkes til at mene noget om hvad som helst, andre slås med rædsel ved tanken om enhver spekulation. En ny bog om forskningsformidling opstiller fem idealtyper, som man kan bruge til at reflektere over sin egen rolle, hvis man optræder i medierne.
Der er stor forskel på, hvordan forskere opfatter deres rolle og spillerum, når de optræder i medierne. Spektret går lige fra forskeren, der bruger sin ytringsfrihed fuldt ud til at komme med holdninger om godt og ondt i verden, til den strengt saglige, der udelukkende siger det, som vedkommendes egen forskning har skabt evidens for at sige.
Og hvilken type er du så? Og hvem vil du gerne være? De spørgsmål mener kommunikationsforsker Gitte Gravengaard, at danske forskere med fordel kan stille sig selv.
Hun har netop udgivet bogen “Forskningskommunikation” sammen med den erfarne kommunikationsmand Anders Monrad Rendtorff.
Og en af de øvelser, de har forsøgt sig med i bogen, er at opstille fem “forskertyper”, som man oplever i medierne. De fem typer går fra forskeren, der dybest set helst vil undgå medierne, over den strengt fagligt funderede, der kun udtaler sig på baggrund af forskningsevidens, og til den samfundsdebatterende forsker, der gerne udtrykker holdninger over et bredt felt.
Værktøj til refleksion
Det er ikke sådan, at nogle typer er mere ideelle end andre. Men det kan være en god øvelse at overveje, hvilken type man selv vil være, siger Gitte Gravengaard.
“Vi tænker det som et hjælperedskab, et diskussionsredskab. Det er en praksis, vi sætter ord på, med henblik på at man som forsker kan spejle sig og reflektere: Hvordan vil jeg gerne have, min praksis i medierne skal være?” siger hun.
Typerne er opstillet på baggrund af dels 57 interview med forskere som research til bogen, dels samtaler, som forfatterne har haft med forskere i forbindelse med mange års kurser, foredrag og workshops, og endelig på baggrund af indholdsanalyse af forskeres optræden i traditionelle og sociale medier.
“Vi har simpelthen udført et stykke dataarbejde og fundet de fem idealtyper – vel vidende at man godt kan være lidt den ene eller anden. Der er ikke helt vandtætte skotter. Men når vi fortæller om dem til forskere, oplever vi, at de ræsonnerer rigtig godt. De kan identificere både sig selv og andre forskere i de kategorier”.
Læser og påskriver forældre
Hvad skal man tage udgangspunkt i, når man overvejer, hvilken type man vil være?
“Man skal tage udgangspunkt i, hvilke mål man har med sin forskningskommunikation. Det kan være, at man blot ønsker at fremlægge viden, og så må modtagerne selv drage konklusionerne. Det kan også være, man ønsker at påvirke noget ved at give anvisning”, siger Gitte Gravengaard.
Hun nævner et af bogens eksempler, Stine Liv Johansen, der er lektor ved Center for Børns Litteratur og Medier på AU og tillige formand for Medierådet.
Bogen gengiver nogle Facebook-opslag, hvor Stine Liv Johansen direkte fortæller læseren, at man skal tale med sine børn om skræmmende indhold på internettet.
“Hun er et eksempel på en forsker med vældig høj faglig status, som ikke er bleg for at sige: Nu bør lovgiverne gøre det her, nu bør forældrene huske det her. Hendes strategi er at være meget tydelig for at give anvisninger til, hvordan man bør handle”, forklarer Gitte Gravengaard.
Hvad er bevæggrunden for at påtage sig den rolle?
“Jeg har ikke interviewet Stine Liv Johansen. Men det, forskerne generelt siger, er: Jeg gør sådan, fordi det er den type rolle, jeg ønsker at spille som forsker. Nogle vil stille deres viden til rådighed og dermed punktum. Andre vil gerne mene en masse. Det handler både om forskerens personlighed og om de forskningstraditioner, de er en del af. Nogle forskningstraditioner er meget normative, andre ønsker overhovedet ikke at være det”.
Varedeklaration er vigtigt
Som eksempel på den samfundsdebatterende forsker har forfatterne i bogen valgt AAU-professor Svend Brinkmann, som er en flittig kommunikatør, ikke mindst på de sociale medier. Her udtrykker han ofte stærkt personlige, normative holdninger. For eksempel kan man jævnligt læse direkte kritik af Dansk Folkeparti på hans profiler.
Det har angiveligt ikke givet Svend Brinkmann de store problemer. Værre gik det for KU-professor Marlene Wind, da hun i 2011 kritiserede en aftale mellem den borgerlige regering og Dansk Folkeparti. Det medførte “en pause fra medierne”, som hendes daværende leder Lars Bo Kaspersen udtrykte det. Så spørgsmålet er, om den samfundsdebatterende forsker risikerer at skade sig selv ved at tage den rolle?
“Det er 48.000-kronersspørgsmålet: Hvor går grænsen? Og det springende punkt er, hvor langt man ønsker at gå væk fra sin egen forskning. Det, der er enighed om, er, at det er vigtigt at varedeklarere. For eksempel ved at slå fast: Der er ikke forskningsbelæg for dette, men hvis du spørger om, hvad jeg tror, så vil jeg forvente sådan og sådan …”, siger Gitte Gravengaard.
De fem forskertyper i medierne
- Den tilbageholdende forsker – udtaler sig sjældent Hun ønsker typisk at fokusere på forskning og undervisning og kan måske ikke helt se formålet med og værdien af samarbejde med journalister.
- Forskeren som individuel fagekspert – udtaler sig kun om sin egen forskning selektiv og påpasselig hvad angår medieoptrædener. Hun ønsker ikke at udtale sig om noget, hun ikke selv har forsket i, og afholder sig konsekvent fra at spekulere.
- Forskeren som faglig ekspert – fremlægger forskningsbaseret viden uden at tage stilling strengt fagligt fokus og udtaler sig kun, hvis hun har forskningsmæssigt belæg og kan dokumentere sine påstande ved at henvise til sin egen eller til andres forskning, eksempelvis i faglige analyser af aktuelle problemstillinger.
- Forskeren som faglig ekspert med en mening – tager stilling, vurderer og giver anvisninger Udtaler sig om både egen og andres forskning. derudover tager hun, baseret på sin store faglige og forskningsmæssige viden, også gerne stilling til en række aktuelle problematikker og verserende debatter.
- Forskeren som samfundsdebattør – engagerer sig i diskussioner af mange forskellige temaer Udtaler sig generelt om en række forskellige emner i medierne – både inden og uden for sit faglige område – og er ikke bange for at italesætte hverken faglige, personlige eller politisk farvede holdninger.
(Kilde: “Forskningskommunikation” af Gitte Gravengaard og Anders Monrad Rendtorff)
Altid branding
En af hendes – og bogens – hovedpointer er, at man som forsker er nødt til at have et strategisk blik på den forskningskommunikation, som er en formel del af ens arbejde. Og det kræver, at man overvejer, hvilke målgrupper man gerne vil nå ud til og med hvilket formål. Og det er ikke nødvendigvis de store massemedier, der er den bedste løsning.
“Du skal have mål for din forskningskommunikation, du skal lægge en strategi og vælge den type forskningskommunikation, der passer til din målgruppe. Og måske vil det have langt større impact at komme ud til nogle forældremøder eller i pædagogernes fagblad end i DR Deadline eller i Berlingske”, siger hun.
Øger det dine muligheder som forsker – eksempelvis i forhold til bevillinger – hvis du ofte er i medierne?
“Vi har ikke undersøgt det. Men der er forskere, der beskriver, at den offentlige synlighedsværdi har en værdi, for eksempel i forhold til bevillingsgivere. Men om det har en effekt? Her må jeg være en “type 3” og konstatere, at det har jeg ikke forskningsmæssigt belæg for at sige. Men der vil altid være en branding – af både universitetet, forskningen og forskeren selv. Om du siger noget eller ej – folk vil altid have et billede af, hvordan man er. Så vores pointe er: Overvej, hvordan du gerne vil opfattes”.
Når journalisten pludselig ringer
Et afsnit i bogen handler om situationen, når en journalist ringer uanmeldt og skal bruge en ekspertudtalelse. det beskrives som en “pull-situation”, hvor journalisten ønsker at trække forskeren og vedkommendes viden ind over en aktuel dagsorden.
Her er det vigtigt hurtigt at danne sig overblik over, hvad journalistens ærinde er, og hvilken historie vedkommende ønsker at skabe. Forfatterne opfordrer til, at man i den slags situationer sørger for at indgå en aftale – en “kontrakt” – hvor man fastlægger betingelserne, herunder får klarhed over, hvad journalistens historie og vinkel er, og hvilken rolle man castes til at optræde i – for eksempel om man udelukkende skal komme med viden eller kommentere en begivenhed.
“Man må etablere en metasnak, og det skal man turde gøre, selv om det kan være lidt akavet. Jeg har arbejdet med mange journalister, der starter lige på med at stille spørgsmål, og det er der ikke noget galt i. men forskerne skal også vide, at det er o.k. lige at stoppe op og aftale de her ting”, siger Gitte Gravengaard.
