Adjunkt : “Jeg har ikke tal på, hvor mange der er kommet og gået, siden jeg blev ansat”

Jacob Christensen har været hele turen igennem med den ene tidsbegrænsede ansættelse efterfulgt af den anden. Først var han ph.d.stipendiat, derefter blev han ansat som videnskabelig assistent, og så fik han titel af postdoc i to perioder, inden han endelig vandt i lotteriet og blev ansat som adjunkt i tre år ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på AU i en stilling, der var slået op i international konkurrence.

“Vi har et godt kollegialt fællesskab, men det ændrer ikke på, at vi konkurrerer om de samme alt for få stillinger. Jeg synes dog, at vi formår at gøre det uden at spidse albuerne”, siger Jacob Christensen.

Han tilføjer, at det alligevel ikke kan undgå at påvirke arbejdsmiljøet aldrig at vide, hvor længe du selv og kollegerne er ansat.

“Jeg er blevet rigtig gode venner med flere kolleger, men du ved, at de har en udløbsdato, fordi det er et konstant udskillelsesløb, vi er ude i. Jeg har ikke tal på, hvor mange der er kommet og gået, siden jeg blev ansat. De var alle ufatteligt dygtige, og AU ville gerne have beholdt dem, men der er bare ikke stillinger nok”, siger Jacob Christensen.

Læs også
Rundspørge: Hver fjerde forsker frygter at miste jobbet

Han tilføjer, at de startede en gruppe på syv nye ph.d.er i 2014, og i dag er han den eneste tilbage.

Han roser ledelsen på AU for i det mindste at have opstillet klare kriterier for, hvad det kræver at blive fastansat som lektor. “Vi ved alle, hvad der skal til, men konkurrencen er sindssygt hård. Det handler dybest set om, at du skal publicere en masse forskning, hjemtage forskningsmidler og være en knalddygtig underviser”, siger han.

Konstante udskiftninger trætter

Han husker, at en del af de fastansatte lektorer ikke kom over og hilste på ham, da han selv blev ansat, hvilket undrede ham.

“Jeg tænkte, at det var en mærkelig arbejdskultur, men jeg forstår dem faktisk bedre i dag, da jeg kan genkende det fra mig selv, når jeg møder endnu en ny videnskabelig assistent for første gang. Du bliver mentalt træt af konstant at skulle forholde dig til nye kolleger og til nye forskningsprojekter. Der er ikke noget galt med dem og deres forskning, men du kan simpelthen ikke rumme det, så det påvirker, hvordan du agerer over for dine kolleger, og det går ud over arbejdsmiljøet”, siger Jacob Christensen.

Han siger, at han er heldig at være en del af en lille god forskningsgruppe, hvor de samarbejder om at hjemtage nye projekter, og han har også opbygget et virkeligt godt samarbejde med sin nuværende videnskabelige assistent, men de ved, at stillingen kun kan forlænges i tre år, og kun hvis de har succes med deres ansøgninger.

“Det er frustrerende at skulle starte forfra med at lære en ny op, og det skader også forskningen, fordi kontinuiteten går tabt”, siger Jacob Christensen.

Elsker alligevel sit job

Han tilføjer, at jobusikkerheden ikke er rar, når du har nået en alder, hvor du har fået barn og har købt hus og bil, og han har også som arbejdsmiljørepræsentant snakket med kolleger, der ikke kunne leve med de tidsbegrænsede ansættelser.

“Jeg har haft kolleger, der har sagt: “Det her gider jeg simpelthen ikke, fordi usikkerheden er for stor”, så de har i stedet fundet job i det private. Det er alligevel paradoksalt, at man er bedre sikret i en privat konsulentvirksomhed, end man er på et institut på et offentligt universitet”, siger Jacob Christensen.

Han understreger, at han elsker at være forsker, selvom det kan være stressende og usikkert.

“Jeg arbejder nok alt for meget, men jeg kan virkelig lide det, fordi mit fagfelt er sindssygt interessant. Jeg har nok det, man kalder et flydende arbejdsliv, men det passer mig fint, at jeg har frihed til at arbejde, når det passer mig, fordi jeg har små børn og har brug for at kunne arbejde om aftenen, når de er lagt i seng”.

Men kan ledelsen ikke være ligeglad med arbejdsmiljøet, når der ikke er problemer med at rekruttere forskere, og I knokler løs frivilligt?

“Jo, men du kan også vende den om og sige, at ledelsen kunne være mere visionær og forsøge at skabe bedre arbejdsvilkår, så folk kunne præstere endnu bedre. Men ja, kynisk set har ledelsen ikke det store problem, til gengæld kender jeg heller ikke nogen ledere, der er så kyniske, at de er ligeglade med en APV, der indikerer psykisk dårligt arbejdsmiljø”, siger Jacob Christensen.