Skal ph.d.en være smart eller klog?

Der er to stemmer, der taler til de ph.d.-studerende, når de skriver deres afhandling. Den ene kræver original forskning og fagligt højt niveau. Den anden kræver, at tingene bliver færdige, og at det er noget, man kan bruge til noget umiddelbart.

I sin ph.d.-afhandling, som har titlen “Hvad er en ph.d.-afhandling?”, identificerer Signe Skov de to stemmer som henholdsvis den intellektuelle diskurs og den instrumentelle diskurs. Og de trækker – desværre – ofte i forskellige retninger. “På den ene sider oplever de ph.d.studerende en vejleder, der taler om intellektuelle standarder: dybde, substans og niveau. Og samtidig oplever de, at det i virkeligheden kun handler om at publicere”, fortæller Signe Skov, som har interviewet en række ph.d.-studerende og vejledere inden for humaniora og samfundsfag på KU og RUC.

Ifølge Signe Skov er det typisk vejlederne, der repræsenterer den intellektuelle diskurs. Her møder ph.d.-studerende ønsker om faglig dybde, højt niveau og substantielle forskningsbidrag. Men modsætningerne i uddannelsen viser sig, når vejlederne samtidig også selv kommer med instrumentelle argumenter, eksempelvis når de taler om deres egen forskningsskrivning i forhold til produktion, omtale og mængde. Den instrumentelle diskurs viser sig også i forbindelse med aftagere og ph.d.-skolen.

“Ph.d.-skolerne artikuleres både af ph.d.-studerende og vejledere ofte sammen med mere instrumentelle tænkninger. Nogle vejledere siger: Ph.d.-skoler skal man ikke lytte til, de er politiske – forstået som politiske ønsker om at publicere”, fortæller Signe Skov.

Overskuelig vej
Udgangspunktet for Signe Skovs projekt er en statistisk udvikling, der viser, at flere og flere ph.d.-studerende på de tørre fag vælger at skrive deres ph.d.afhandling i form af en artikelsamling frem for en monografi.

Og i dette valg spiller den instrumentelle diskurs ofte en rolle, konstaterer hun.

“Det er ikke, fordi det at skrive artikler i sig selv er instrumentelt. Det har man altid gjort i forskningen, og det kan også defineres ud fra en intellektuel diskurs. Men man kan se, at det blandt de ph.d.-studerende har fået en instrumentel karakter – de taler om det og forstår det som noget instrumentelt”.

Artiklerne er for mange en mere kvantitativ og dermed overskuelig måde at leve op til de krav, der stilles til en ph.d.-afhandling. Blandt andet fordi godkendelsen af ph.d.-afhandlingen på den måde sker gradvist gennem forløbet.

“I den artikelbaserede afhandling, hvor artikler skal igennem bedømmelse og udgives, føler de studerende sig ofte sikre, når udgivelserne er sket. Men på den måde sker der også et skred, i forhold til hvem der egentlig bedømmer ph.d.-afhandlingen: bedømmelsesudvalget eller tidsskrifterne, der udgiver artiklerne? Det er noget, mange vejledere tænker over”, siger hun.

Hvad er den gode ph.d.?
Hun slår fast, at hun heller ikke vil pege på den instrumentelle diskurs som noget entydigt negativt. Problemstillingen er, at afvejningen mellem de to diskurser ofte er noget, den ph.d.studerende og vejlederen kommer til at sidde og afgøre på egen hånd. Men spørgsmålet om, hvad den gode ph.d.afhandling skal stræbe efter, er større og vigtigere end blot at overlade til en diskussion ved et vejledermøde.

“Der sker en individualisering af noget, der er strukturelt, og som kollektivet har en interesse i at tage sig af. Ph.d.-uddannelsen bliver et produkt af nogle individuelle valg, fordi der ikke er en kollektiv diskussion: Hvad er den gode ph.d.? Jeg synes ikke, at det bare er en studerende og vejleders opgave at have de diskussioner”.

Før jul bragte Forskerforum et mindre tema om stress blandt ph.d.studerende, som ifølge flere undersøgelser er markant mere udtalt end blandt andre VIP-grupper. Og Signe Skov kan godt forestille sig, at de modsatrettede diskurser, der knytter sig til ph.d.-afhandlingen, kan være en af flere stress faktorer.

“Det er ikke stressforskning, jeg har begået, men man kan spekulere i, om det her hænger sammen med stressproblemer”, siger hun.

Ikke korstog mod artikler
Hun opfordrer vejlederne til at tage diskussionen om, hvad en god ph.d.uddannelse er, både i vejledningsrummet og på institutionelt niveau.

"Når disse spørgsmål ikke diskuteres i uddannelsen, overlades det til de studerende at skrive og handle i ph.d.-uddannelsen ud fra mere tilfældige, uartikulerede kriterier og også mere instrumentelle kriterier. Man bør forholde sig til den modsætning, de studerende er i. Det, jeg kan se, er, at nogle ph.d.-vejledere trækker sig – de kan godt se modsætningen, men de ved ikke, hvad de skal gøre. Andre vejledere anbefaler deres studerende at skrive i det artikelbaserede format, fordi det bedst kan adressere begge fordringer. Konsekvensen er, at monografien fortrænges som forskningsformat”.

Signe Skov fastslår flere gange under interviewet, at det ikke er et forsvar for monografien, hun er ude i.

“Pointen er, at vi må forholde os til de delvist modsatrettede krav, der er i ph.d.-uddannelsen, og til de forståelser, som gør, at den ene form for afhandling virker mere oplagt end den anden”.

Som ph.d.-studerende har hun da også selv mærket den dobbelthed, hun beskriver i sin afhandling – som i øvrigt er en monografi.

“Jeg har helt klart også mærket begge diskurser. Jeg har valgt monografien, og jeg har helt klart mærket en skyldfølelse over, at jeg ikke får publiceret undervejs”, siger Signe Skov, der har skrevet ph.d.-afhandlingen under en orlov fra et job som universitetspædagogisk konsulent på RUC.

Signe Skov: Hvad er en ph.d.-afhandling? – en undersøgelse af hvordan ph.d.-afhandlingen konstitueres af ph.d.-vejledere og ph.d.-studerende inden for humaniora og samfundsvidenskab. RUC, 2019.

“Det er godt nok med noget pragmatik"

Lektor og tidligere ph.d.-skoleleder Sune Auken mener, at den “instrumentelle diskurs” er nødvendig, fordi den anskueliggør, hvornår man har gjort nok til at få ph.d.-graden. ellers “ender man i en uendelig udfordring, der kan føre folk ud i noget virkelig dybt mosevand”.

Ph.d.-studerende er ofte splittet mellem ønsket om de klassiske forskningsidealer og en mere pragmatisk, instrumentel tilgang til, hvad et ph.d.-projekt skal kunne. Sådan konstaterer Signe Skov i sin ph.d.afhandling, og det kan lektor, ph.d.vejleder og tidligere ph.d.-skoleleder på KU HUM Sune Auken sagtens genkende.

Men han er ikke så skeptisk over for den dualisme. Høje forskningsidealer er altid godt, men samtidig – og særligt i forhold til ph.d.-studiet – er der nødt til at være en god portion pragmatisme, mener han.

“Ph.d.-uddannelsen er et binært fænomen: Man får en grad, eller man får den ikke. Der er nogle specificerede, meget pragmatiske krav til, hvad der skal til for at opnå graden, og det er værd at holde fast i de krav. For tænker man videnskaben ideelt, har den ingen grænser. Man stræber og stræber og stræber for at blive bedre. Jeg har set ph.d.-studerende, der så rigeligt var på den sikre side, men som stadig var nervøse for, om det var godt nok. Derfor er det godt med noget pragmatik, og det skal vi have mere af”, siger Sune Auken. Han var fra 2011 til 2017 leder af ph.d.-skolen på Det Humanistiske Fakultet på KU, som er et af de områder, Signe Skov baserer sin undersøgelse på. Og dobbeltheden, som Signe Skov beskriver, er noget, Sune Auken selv har italesat på ph.d.-introseminarer.

Værre før i tiden
“Det, Signe beskriver, handler om uklarhed. Man ved ikke, hvornår man er en ordentlig ansat. Derfor er det vigtigt, at introduktionerne tydeliggør, hvilken balance vi ser mellem de ideelle videnskabskrav og de formelle krav. Herunder skal man også anerkende værdien af den grænseløse stræben – det er også vigtigt. Men hvis man kun henholder sig til det videnskabelige krav, så ender man i en uendelig udfordring, der kan føre folk ud i virkelig dybt mosevand”.

At de modsatrettede diskurser kan være en medvirkende faktor til de relativt høje tal for forekomsten af stress blandt ph.d.-studerende, er Sune Auken også enig i. Han tror bare, at det reelt var endnu værre før i tiden.

“Har man fulgt med både anekdotisk og mere evident, så er stress og nedbrud noget, der følger ph.d.-uddannelsen. Går du 15-20 år tilbage, tror jeg, de ph.d.-studerende var ramt af stress, som formentlig var betydeligt værre end i dag. Jeg tror, at de administrative krav, der er blevet sat op, har virket afstressende, fordi de sætter en grænse for ens arbejde. Som ph.d.-skoleleder og som vejleder har det altid været en tilbagevendende øvelse for mig at tydeliggøre for de ph.d.-studerende, hvor meget de faktisk har nået, og at vejen til målet nu er endnu kortere”.