Unødig trætte: det gamle spil om taxametertilskud
Uddannelse står politisk centralt. Den nye regering hviler på et regeringsgrundlag – som kaldes en forståelse – hvor Socialdemokratiet og støttepartierne understreger: “En veluddannet befolkning, der til stadighed bliver dygtigere, er en forudsætning for, at danske virksomheder kan klare sig i en hårdere global konkurrence. Alligevel er der i de senere år gennemført årlige besparelser, hvilket har forringet kvaliteten af uddannelserne”. ... “Med den førstkommende finanslov vil en ny regering foreslå at afskaffe omprioriteringsbidraget og dermed stoppe de årlige nedskæringer på uddannelse”.
Så kom forslaget til ny finanslov. Og ja, omprioriteringsbidraget er forsvundet. Hurra! Hurra! Men med lovforslaget skæres dybt i nogle universitetsområder. Der nedskæres med ét hug mange gange mere end omprioriteringsbidragets to procent gennem bortfaldet af det midlertidige løft af taxameteret på de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser. Forhåbentlig vil vi om nogle måneder kunne sænke skuldrene og konkludere, at der var tale om et politisk spil. Regeringen ved jo godt, at støttepartierne i forhandlingerne vil forlange noget for noget. Vi holder håbet højt, men kønt er spillet ikke!
Vi skrev her på lederpladsen om betaling til universiteterne gennem taxameter for uddannelserne i Forskerforum 325-326. Og den korte historie er, at i 2010 havde alle allerede længe vidst, at uddannelserne var underfinansierede. Derfor kom der et tilskud til uddannelsespladserne for humaniora og samfundsvidenskab. Men tilskuddet var kun midlertidigt og skulle derfor forlænges ved hver ny finanslov.
Det er helt urimeligt, at man taler om at højne uddannelsernes kvalitet og gøre dem yderligere samfundsrelevante og dernæst skærer i de uddannelser, der i forvejen er økonomisk udsultede. Yderligere gælder udsultningen af humaniora og samfundsvidenskab både uddannelsessiden og forskningsbevillingerne. Når der afsættes en milliard til grøn forskning, er politikernes tanke, at de dermed har lagt grunden for nye opfindelser og ny teknik, som – voila! – ændrer hele klimabilledet. Det sker også jævnligt, at der opfindes nye metoder og nye effektive dimser. Men skal nyskabelserne udrulles til samfundet, så kræves der indsigt i
mennesker og deres samspil. Meget tyder på, at klimakampen drejer sig om kultur – altså vaner. Der skal nye vaner til, fx delebiler, offentlig transport, videomøder, forbrugsnedsættelse, kostomlægning og generelt hellere åndelig føde, som ikke har voldsomt CO2-aftryk. Humaniora og samfundsvidenskab skal netop støtte ved omlægningen til nye vaner.
I august 2012 udkom Rigsrevisionens “Beretning til Statsrevisorerne om undervisningen på universiteterne”. Rapporten viste, at undervisningen af forskere på naturvidenskab/ teknisk videnskab er på 88 procent, mens de studerende på de samfundsvidenskabelige uddannelser har den laveste forskerdækning (60 procent). Rapporten fortsætter: “Ligeledes er der langt flere studerende pr. forsker på humaniora og særligt samfundsvidenskab end på naturvidenskab/ teknisk videnskab og sundhedsvidenskab” (hhv. 46 og 12 studerende/forsker). Der findes altså intet belæg for yderligere nedskæringer. Tværtimod!
Men er det lave taxameter ikke et incitamentsvink med en vognstang til universiteterne om, at der ikke er brug for disse typer uddannelser, som ikke kan svare sig? Jo, det er et politisk signal, men virkeligheden er en anden! Der vil være en stigende efterspørgsel efter højere kompetenceniveau. I “Djøfernes arbejdsmarked frem mod 2030” blev det undersøgt, hvor længe det tager, før investeringen i en kandidat – summen af udgift til universiteternes taxametre og netto-SU efter skat – er tilbagebetalt gennem værditilvækst. Tilbagebetalingen fra højtuddannede sker hurtigt. For den samfundsvidenskabelige kandidat allerhurtigst: Tilbagebetalingstiden er 11 måneder! Derefter er der ren samfundsmæssig gevinst.
Vi har brug for humaniora og samfundsvidenskab. Forskningsbevillinger skal ikke være ensidige. Universitetsledelserne skal med ansvarlighed kunne ansætte flere forskere for at løfte uddannelserne, uden risiko for at det økonomiske gulvtæppe kan trækkes væk under budgetterne. Den politiske løsning ligger ligefor: Permanente løft af taxametrene for humaniora og samfundsvidenskab!
