Undersøgelse: Universiteterne er uigenkendelige efter 20 års reformer

Universiteterne bliver ofte beskrevet som ærkekonservative, fodslæbende og resistente over for forandring, men i virkeligheden har landets otte universiteter gennemgået en voldsom udvikling de sidste 20 år, der har ændret dem grundlæggende som organisationer.

Det konkluderer Andreas Kjær Stage i sin ph.d.-afhandling, som han har fået publiceret delvist i tidsskriftet Higher Education i samarbejde med Kaare Aagaard.

“Det er tydeligt at se, at vi i Danmark har haft en stor appetit på at reformere vores universiteter de sidste 20 år set i forhold til lande som Tyskland, Storbritannien, Norge og USA. Hvis vi sammenligner universitetet i 1999 med universitetet i dag, er det to forskellige typer af organisationer”, siger Andreas Kjær Stage.

Han fortæller, at han blev interesseret i emnet, da han kunne konstatere, at forandringerne på universiteterne blev diskuteret ivrigt i litteraturen, men ingen havde dokumenteret, hvilke forandringer der præcis er tale om, og hvilke processer der driver udviklingen. Ud fra en tanke om, at de, der arbejder på universitetet, er grundstenen, har han forsøgt at synliggøre udviklingen ved at analysere forskydningerne i sammensætningen af personalet. Altså hvilke grupper er vokset eller skrumpet?

“Data viser, at der er sket en overraskende voldsom forandring i både den administrative og den videnskabelige arbejdsstyrke”, siger han.

HK’ere skiftet ud med akademikere
Blandt det teknisk-administrative personale – TAP’erne i daglig tale – viser tallene, at de klassiske HK’ere – eksempelvis kontoruddannede sekretærer – teknikere, gartnere, betjente og lignende er blevet bemærkelsesværdigt færre. I 1999 udgjorde de mere end hver tredje og i 2017 godt hver femte ansatte.

Til gengæld er gruppen af akademisk uddannede administratorer, de såkaldte AC-TAP’er, vokset fra at udgøre hver tyvende til hver syvende ansatte.

Ifølge Andreas Kjær Stage sidder de nye højtlønnede administrative medarbejdere blandt andet i stillinger med titler som koordinator, specialkonsulent, chefkonsulent og seniorkonsulent. Titler, som nærmest ikke eksisterede på universiteterne for 20 år siden, men nu er blevet helt normale. Disse nye typer af medarbejdere bemander i stigende grad de sekretariater, der understøtter landets 200 institutledere og dekaner, og den voksende vifte af specialiserede administrative enheder med egne ledere. På Københavns Universitet er AC-administrationen tredoblet siden 1999, mens sekretærerne og de kontoruddannede er blevet beskåret med 42 procent. Antallet af teknikere og HK-laboranter er faldet fra at udgøre 28,1 procent af den samlede medarbejderstab i 1999 til 15,4 procent i 2017.

Andreas Kjær Stage siger, at det er meget uklart, præcis hvad de mange nye højtlønnede administratorer laver, og hvad nytten er af deres arbejde.
Andreas

Artiklen fortsætter under figuren

Figuren viser udviklingen i antallet af AC-cheftitler eller -direktørtitler fra 1999 til 2017.

“Det kan godt være, at udviklingen giver supergod mening, men de positive effekter er ikke særlig godt beskrevet. Jeg synes, at universitetsledelserne har sovet lidt i timen, fordi de ikke har været i stand til at forklare nytteværdien af de flere akademiske medarbejdere”, siger han.

Andreas Kjær Stage tilføjer, at det i Danmark fortsat er meget lidt dokumenteret, hvordan de nye typer TAP’er reelt arbejder og med hvilke opgaver. Det, man ved, er primært fra studier i Tyskland og England, som dog har meget anderledes universitetssystemer.

Da han spurgte universitetsdirektøren på AU om, hvad special- og chefkonsulenter laver – de to stillingsbetegnelser, der nok er vokset mest i administrationen – lagde direktøren sit noget vage svar ud som video: “Special- og chefkonsulenter varetager meget fagligt specifikke opgaver på et meget højt niveau”, lyder det blandt andet fra universitetsdirektøren.

Flere krav og opgaver
Andreas Kjær Stage siger, at udviklingen også kan ses som udtryk for, at universiteterne har fået flere og mere forskelligartede opgaver.

Før bestod et universitet primært af videnskabelige medarbejdere, der skulle forske og undervise, og nogle andre ansatte, der skulle servicere dem, men i dag stiller politikerne, erhvervslivet og ikke mindst hr. og fru Danmark krav om, at universiteterne skal bidrage med innovation, uddanne dimittender med høj beskæftigelsesgrad, øge den sociale mobilitet m.m. Det betyder, at der er brug for medarbejdere, der kan hjælpe forskerne med at etablere eksterne partnerskaber, søge forskningsmidler hos EU og fonde, måle og dokumentere kvalitet, evaluere indsatser, udtænke strategier og påvirke den brede offentlige dagsorden.

“Det er mit klare indtryk, at en stor del af akademikerne arbejder med nogle helt andre opgaver, end man havde for tyve år siden, så de har ikke kun overtaget HK’ernes traditionelle arbejde til en højere løn”, siger han.

Andreas Kjær Stage tilføjer, at det for forskerne åbenlyst betyder, at de oplever at få mindre traditionel administrativ støtte, og mere “professionel” administrativ og ledelsesmæssig støtte. Før var det entydigt professorerne, der satte dagsordenen, mens der i dag er et mere ligeværdigt forhold mellem forskerne og ledelsen.

Lektorerne i klemme
Hos de videnskabeligt ansatte – VIP’erne i daglig tale – er der også sket voldsomme forandringer. Gruppen af lavtlønnede og midlertidigt ansatte som postdocer, ph.d.er og videnskabelige assistenter er vokset kraftigt i både antal og andel. De midlertidigt ansatte er gået fra at udgøre knap en fjerdedel af VIP’erne for 20 år siden til mere end en tredjedel i 2017. Det skyldes ifølge Andreas Kjær Stage dels ph.d.reformen, som betød, at universiteterne skulle fordoble andelen af ph.d.er, dels at forskningsmidler i dag gives til professorer til specifikke projekter, hvor de selv skal ansætte medarbejdere til deres egen forskningsgruppe, og dels at en større akademisk arbejdsdeling er blevet den nye norm globalt set. I forskningsprojekter og undervisning falder valget derfor oftest på postdocer, ph.d.er og videnskabelige assistenter, da det giver større manøvremuligheder.

Der er forholdsvis nogenlunde lige så mange professorer i dag som for 20 år siden, mens andelen af lektorer er faldet betydeligt, og Andreas Kjær Stage ser en tendens til, at lektorerne er kommet i klemme:

“Udviklingen går mod, at der er brug for forskerledere – oftest professorer – der i kraft af deres tidligere resultater kan skaffe eksterne midler, og så noget fleksibel arbejdskraft, der kan udøve den praktiske forskning og undervisning. Lektorerne er en udsat gruppe, fordi de falder mellem to stole, da de er fastansatte og dermed dyrere og mindre fleksible end de midlertidigt ansatte, og de har svært ved at skaffe midler i konkurrencen med professorerne”, siger han.

Han tilføjer, at udviklingen gør det langt sværere for de unge forskere at bide sig fast og få en karriere på universitetet.

Ens udvikling
Ifølge Andreas Kjær Stage har udviklingen været forbløffende ensartet i hele sektoren lige fra på RUC til AU, uanset om de har forskellige profiler og uanset andel af eksterne midler.

Dog har de store forskningstunge universiteter ansat særligt mange i midlertidige stillinger, mens forandringerne i administrationen har været forbavsende ensartet. Stigningen i midlertidige stillinger er bremset en smule i de seneste år efter ph.d.-satsningens udløb, dog er der ingen indikationer på, at forandringerne i administrationen stopper.

“Overordnet set bevæger vi os hen mod universiteter, som er mere samlede organisationer med flere tungtvejende personalekategorier ud over blot professorerne, der kan handle og være med til at præge agendaen, og den udvikling ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig”, siger han.