Nyt krav: Slut med at sjofle undervisningen. Nu skal forskere have styr på pædagogikken

At undervise skal ikke længere være en sur pligt, der skader karrieren, og som derfor bare skal overstås – som det er i dag for en del forskere på landets universiteter. Faktisk skal det være lige så prestigefyldt at være en gudsbenådet underviser, som det er at være en brillant forsker, der hiver store bevillinger hjem, publicerer i kendte tidsskrifter og vinder internationale priser.

Et nyt udkast til stillingsstruktur, som er sendt i høring til den 8. november, vil således sidestille undervisning og forskning som to ligeværdige arbejdsopgaver og indføre nye krav til universiteterne om dokumentation for udvikling og vedligeholdelse af forskernes pædagogiske og didaktiske kompetencer.

Og det får opbakning fra universitetsledelserne, fra de studerende og fra en del af forskerne selv, men der er også kritiske røster, der er modstandere af flere krav og mere bureaukrati.

Olav W. Bertelsen, formand for DM Viden og fællestillidsrepræsentant på Aarhus Universitet (AU), der er blandt tilhængerne, siger:
“Det er i dag tæt på at være karrieremæssigt selvmord at fokusere sine kræfter på at blive en dygtig underviser. Det er et kæmpe problem, at undervisningen ikke vægtes lige så højt som forskningen, så det er meget positivt, at man nu forsøger at holde fast i, at der også er nogle pædagogiske kvalifikationskrav, som skal være opfyldt”.

Ansvaret er universiteternes
I udkastet til den nye stillingsbekendtgørelse slås det fast, at universiteterne har ansvaret for, at det videnskabelige personale (VIP) har de fornødne kompetencer til at løfte deres undervisningsopgaver.

Der skal blandt andet være udarbejdet en plan for, hvordan den enkeltes kompetenceudvikling skal foregå og vedligeholdes, og ledelsen får pligt til at følge op og diskutere det løbende med den enkelte forsker.

En obligatorisk undervisningsportfolio skal dokumentere gennemført universitetspædagogikum, afholdte kursus-/undervisningsforløb, forelæsninger, erfaring med vejledning og bedømmelse samt med pædagogisk ledelse.

Oplysningerne skal indgå i bedømmelsen af ansøgeren ved besættelsen af både lektorater og professorater.

“Der skal kunne dokumenteres en høj grad af original videnskabelig produktion på internationalt niveau og erfaring med varetagelse af undervisning på flere niveauer, prøver/eksamen, kursus-/studieledelse og bidrag til lærebøger/undervisningsmateriale. Det skal herved dokumenteres, at ansøgeren har udviklet fagområdet forsknings- og undervisningsmæssigt. Endvidere skal der lægges vægt på en vurdering af vedkommendes evne til at varetage forsknings- og undervisningsmæssige ledelsesopgaver og evt. andre funktioner, fx i relation til universitetets eksterne samarbejde”, står der om besættelsen af professorater i udkastet.

Signal til ledelsen
Karsten Boye Rasmussen, formand for Djøfs sektorudvalg for universiteter og forskning og lektor ved Syddansk Universitet, kalder det glimrende, at undervisningspligterne er skrevet klart ind i den nye stillingsbekendtgørelse.

“Jeg læser det sådan, at ledelsen skal tage undervisningen alvorligt, og at man skal lægge øget vægt på den del ved stillingsbesættelser. Det vil gøre en forskel, specielt de steder, hvor man ikke har været så opmærksom på undervisningen før”, siger han.

Ifølge Karsten Boye Rasmussen er det grundlæggende problem, at de videnskabeligt ansatte, specielt inden for humaniora og samfundsvidenskab, bliver læsset til med undervisningsopgaver, så de har svært ved at finde tid til at forske, men samtidig er det deres forskning og evnen til at skaffe forskningsmidler, som de bliver bedømt på ved ansættelser, forfremmelser, til lønforhandlinger, og når der er fyringsrunder.

“De fleste VIP’er føler en stor forpligtelse over for både undervisningen og forskningen, men det er vanskeligt at balancere de to, når det så tydeligt er forskningen, du bliver vurderet på, så ja, der findes nok nogle, der smyger sig lettest muligt uden om undervisningen”, siger Karsten Boye Rasmussen.

God undervisning tæller mindre
Rapporten “Fremtidens meritering” fra april 2019 bekræfter, at forskningsmeritterne har større vægt end evnerne som underviser på landets universiteter. Meriteringsudvalget konkluderer således, at undervisning og indsatser omkring undervisningstilrettelæggelse belønnes i væsentlig mindre grad end forskning, når lønmidlerne skal fordeles. Mens 28 pct. af løntillæggene gives for en forskningsindsats, så gives 16 pct. for en undervisningsindsats.

Rapporten viser også, at der i forbindelse med ansættelser generelt ses færre krav og mindre detaljerede instrukser til bedømmelse af undervisningsmæssige kompetencer end til bedømmelsen af forskning.

Formændene for bedømmelsesudvalgene har også vidt forskellige opfattelser af, hvor vigtige undervisningskompetencer er, skriver Meriteringsudvalget.

Modstand mod regler og dokumentationskrav
Maja Horst, tidligere institutleder på KU og nu professor på DTU, var medlem af Meriteringsudvalget. Hun husker, at de forsøgte at tale sig frem til, hvordan undervisning kan fylde mere, således at folk faktisk anerkendes for at udøve rigtig god undervisning – og det også tæller i forfremmelse mv.

Men hun opfattede det sådan, at der primært var lagt op til, at det er noget, universitetsledelserne skal tage hånd om.

“Det er lidt ærgerligt, at vi i Danmark tit tyer til bekendtgørelsesregler, når der er noget, vi gerne vil ændre. Det bliver meget stift og har ofte en masse afledte uheldige effekter. I Meriteringsudvalget løb vi også på det problem, at hvis man gerne vil have, at undervisningsindsatsen tæller, så er man nødt til at få den dokumenteret – og det er der mange universitetsansatte, der ikke kan lide at bruge tid på – fordi de opfatter det som administrativt uproduktivt arbejde. Det så vi fx, da man indførte undervisningsportfolio på KU. Det blev oprindeligt besluttet for at komme de ansattes ønske om synlighed af undervisningsopgaverne i møde, men implementeringen blev langt hen ad vejen opfattet som kontrol og bureaukrati”, skriver Maja Horst i et svar til Forskerforum.

Hun tilføjer, at der rundtomkring på universiteterne er mange ledere, der prøver at tage meritering af undervisning alvorligt – men der er desværre også mange steder en kultur, hvor det stadig primært er forskningen, der tæller.

“Den kultur bæres af både ledere og medarbejdere (fx i bedømmelsesudvalg). Men det er den, lederne skal arbejde med at ændre”, skriver hun.

Kulturændring nødvendig
Thomas Vils Pedersen, fællestillidsrepræsentant for det videnskabelige personale på KU og næstformand i DM, er enig i, at det til syvende og sidst handler om den enkelte leder, og hvad vedkommende lægger vægt på eksempelvis i forbindelse med ansættelser.

“En ting er, hvad der står i en bekendtgørelse, og noget andet er, hvad lederne gør, når de står med en ansøger, som de meget gerne vil have. Fornemmelsen er nu, at det er den mest forskningstunge, som får stillingen”, siger han.

Thomas Vils Pedersen ser det mere som en kulturændring, hvor undervisningen bliver prioriteret højere, som allerede har været i gang på universiteterne gennem nogen tid, men som tager tid.

“Der er store forskelle på institutter og fakulteter, men de fleste steder er det kun i et begrænset omfang, at forskerne gemmer sig væk. Der er et klart billede af, at undervisningsindsatsen fylder mindre i det samlede billede inden for områder med store eksterne bevillinger”, siger Thomas Vils Pedersen.

Opbakning fra studerende og ledelsen
Også Danske Studerendes Fællesråd bakker op om den nye stillingsbekendtgørelse. Formanden, Johan Hedegaard Jørgensen, siger, at der som udgangspunkt findes mange dygtige undervisere, men de oplever ofte en karrieremæssig mur på universiteterne og søger andre steder hen og bliver eksempelvis gymnasielærer i stedet.

“Det er et spørgsmål om, hvad der giver størst prestige, så man skal også belønne de dygtige undervisere, og det kan den nye bekendtgørelse måske hjælpe med til. Desværre er det sådan, at universiteterne er økonomisk presset, og så bliver det de økonomiske hensyn, som kommer til at gælde”, siger han.

Jesper Langergaard, direktør for Danske Universiteter, siger, at universiteterne generelt er positive over for øget fokus på undervisningen og opgraderingen af VIP’ernes undervisningskompetencer.

Universiteterne anbefaler, at alle får ret til pædagogisk og didaktisk opgradering, og støtter, at undervisningskompetencer får betydning ved professoransættelser.