Bedre karriereveje på trapperne

De videnskabeligt ansatte på universiteterne har længe klaget over, at det mildest talt er uklart, hvad der skal til for at kravle op på det næste trin på karrierestigen – og måske ligefrem kvalificere sig til en fast stilling.

Det forsøger en ny bekendtgørelse for stillingsstrukturen, der skal gælde fra januar 2020, at råde bod på. I den nye struktur skelnes der klart mellem hovedstillinger og øvrige stillinger, hvor hovedstillingerne udgør en sammenhængende, universitær karrierevej bestående af stillingskategorierne adjunkt/forsker, lektor/seniorforsker og professor. Ph.d.-stipendiater og postdocs er altså ikke inkluderet.

Det fremgår, at stillingen som adjunkt/ forsker fremover også kan besættes som led i et tenure track-forløb, hvor den ansatte efter maksimalt seks år overgår til en ansættelse som lektor/seniorforsker. Overgang forudsætter, at den ansatte bedømmes fagligt kvalificeret. Ved en negativ bedømmelse kan adjunktforløbet forlænges med yderligere to år.

Universitetet får også mulighed for at tilbyde særligt talentfulde lektorer/seniorforskere et program til forfremmelse til professor, der kan vare op til 8 år. Herefter overgår vedkommende til en ansættelse som professor, hvis den ansatte samlet set vurderes kvalificeret.

Der er altså tale om to selvstændige forløb fra adjunkt til lektor og fra lektor til professor, der kræver en positiv bedømmelse på hvert stadie.

Dansk Magisterforenings (DM) holdning er, at det er positivt, at der nu sendes et klart signal om, at det er tænkt som en sammenhængende universitær karrierevej. DM ser dog gerne, at man går skridtet videre, så tenure track-ansættelse af adjunkter/forskere bliver hovedreglen.

Til gengæld kritiserer DM, at bekendtgørelsen indeholder en række uacceptable forringelser for tenure track-adjunkter. Der lægges op til, at adjunkten ikke længere selv skal kunne beslutte at indstille sig til bedømmelse tidligere end “inden for det sidste halve år af adjunktperioden”, adjunkten skal ikke længere have krav på en bedømmelse nr. 2, hvis den første bedømmelse er negativ, og ministeriet vil give mulighed for at forlænge adjunktperioden til otte år.

Olav W. Bertelsen, formand for DM Viden og fælles-TR på AU, mener, at perioden risikerer at blive for lang, og det kan blive overladt til lederens forgodtbefindende, om
adjunkten kan komme videre i sin universitetskarriere.

Han kritiserer også, at postdocstillingen ikke er inkluderet som en del af hovedsporet, da det i realiteten er det første karrieretrin for de fleste forskere. Han mener også, at jobindholdet ikke er grundigt nok beskrevet i bekendtgørelsen.

“Som det står nu, kan det være forefaldende akademisk arbejde, som hverken er fagligt eller karriereudviklende”, siger han.

Thomas Vils Pedersen, fællestillidsrepræsentant for det videnskabelige personale på KU og næstformand i DM, glæder sig over, at der nu bliver indført et internationalt genkendeligt karriereforløb fra lektor til professor.

Karsten Boye Rasmussen, formand for Djøfs sektorudvalg for universiteter og forskning og lektor ved Syddansk Universitet, advarer derimod mod fortsat at bruge betegnelsen tenure track i forbindelse med forløbet fra adjunkt til lektor. Han siger, at det danske tenure track internationalt opfattes som falsk varebetegnelse for en “lektorsti”, da forløbet i USA dækker hele karrierestigen fra adjunkt til professor, og tenure giver en sikring mod afskedigelse, som til stor overraskelse for udlændinge ikke eksisterer i Danmark.