Spring menu over
Dansk Magisterforening

Nyfusioneret DTU-institut nedlægger 15 stillinger

Bygning 101 på DTU. © Foto: Vibeke Hempler - DTU

Af Claus Baggersgaard
Del artikel:

Det nye institut, Sundhedsteknologi, på Danmarks Tekniske Universitet, skal spare 10 millioner kroner, mindre et år efter det blev skabt ved en fusion.

Hvedebrødsdagene kom ikke til at vare længe for det nye Institut for Sundhedsteknologi på Danmarks Tekniske Universitet.
Cirka 400 ansatte fra forskningsgrupper på seks institutter blev samlet i den nye enhed den 1. januar, men allerede nu bliver de ramt af besparelser og afskedigelser.

Konstitueret institutleder Jørgen Schøller havde oprindeligt meldt ud, at mellem 15 og 25 stillinger skulle nedlægges for at spare 10 millioner kroner, men efter en runde, hvor de ansatte kunne søge om frivillig fratrædelse er det lykkedes at bringe antallet ned.

Fem har søgt og fået en fratrædelsesordning, 3 har valgt at gå på nedsat tid og 7 er blevet varslet afskediget. To lektorer er blandt de, der påtænkes afskediget, og fem er fra det administrative personale. Processen blev også hjulpet ved at to sagde op i perioden op til effektueringen, da de havde fået nyt job og desuden kom en ekstern bevilling i hus, oplyser Jørgen Schøller.

”Resultatet er bedre end frygtet, men mulighederne har været begrænsede, når vi kigger på tallene. Vi har virkelig skåret ind i selve benet, for vi havde ikke for mange folk i forvejen. Der er opgaver, som ikke bare kan fjernes for eksempel i forhold til undervisningen, så det har været en vanskelig øvelse, men det bedst mulige resultat givet omstændighederne”, siger institutlederen.

DTU fyrer ofte
DTU har været igennem flere store fyringsrunder, den seneste i januar 2019, og i følge Nina Kjærgaard, specialkonsulent og DM-tillidsrepræsentant på en lang række institutter, er de ansatte meget overraskede over, at det er nødvendigt at fyre igen.

”Det er en meget ærgerlig måde at skulle starte noget nyt op”, siger hun og tilføjer:

”Vi undrer os over, at det er nødvendigt, og det er også noget TR-kollegiet kommer til at tage op med ledelsen. Det er meget utryghedsskabende”, siger Nina Kjærgaard.

Mike Wenøe, forhandlingskonsulent i DM, er tilfreds med at afværgeforanstaltningerne har virket, og at det er lykkedes at nedbringe antallet af påtænkte afskedigelser, men han noterer sig, at der er en tillidsvalgt blandt de afskedigede, hvilket ikke er første gang på DTU.

DM har før påtalt det overfor DTU-ledelsen, da DM ikke kunne se, at der var tvingende omstændigheder til at pege på den tillidsvalgte, som reglerne kræver.

Afhængige af eksterne penge
Jørgen Schøller siger, at instituttet er afhængigt at forskernes evne til at skaffe eksterne midler fra eksempelvis fonde, virksomheder og EU. De skal skaffe cirka 90 millioner kroner årligt for at pengene passer, og med den benhårde konkurrence om fondsmidler og de lave succesrater skal forskerne søge om 1 milliarder kroner for at hente pengene hjem.

”Vi har nok været lidt for optimistiske i vores vurderinger, men der er et element af gætværk, når vi lægger budgettet, for vi bestemmer ikke selv, om vi får pengene, vi søger. Det er op til fondene, og de kan pludselig ændre ansøgningskriterier”, siger han.

Jørgen Schøller tilføjer, at universiteterne er underlagt de samme rammevilkår, og er afhængige af ekstern finansiering af forskningen.