Naturjurist

For et stykke tid siden kunne man læse om en retssag, der fik mange til at ryste på hovedet. Den handlede om et foto – en selfie – som en abe i Indonesien ved navn Naruto havde taget af sig selv med et kamera, som en fotograf havde lagt til den. Resultatet var et fantastisk billede, der er blevet brugt utallige gange. En dyrerettighedsorganisation valgte imidlertid at lægge sag an på abens vegne for at få del i de indtægter, som billedet – Narutos billede – havde genereret.

Retssagen kom til at køre over flere år, men aben endte med at tabe. Et “pjattet” sagsanlæg, sagde dommeren Randy Smith, der lagde vægt på, at dyr ikke kan tale og således ikke anlægge sager ved retten.

Men måske er dommer Smiths logik ved at blive overhalet af nye, progressive vinde. Ideen om at tildele naturen de samme juridiske rettigheder, som vi mennesker har, har de senere år udviklet sig fra teoretiske spekulationer til realpolitik flere steder i verden. Og retssager, hvor naturen er den ene part, kan være lige om hjørnet.

“I den virkelighedskonstruktion, vi har bygget vores love på, er menneskene de eneste, der betyder noget, og alt andet er til, for at vi kan bruge og udnytte det. Den nye tankegang er, at vi ikke er de eneste arter af betydning på planeten, og at andre arter ses som individer, der har en værdi i sig selv”, forklarer Katarina Hovden.

Ecuadors natur anerkendt
Hun er ph.d.-studerende på Det Juridiske Fakultet på KU, og hendes projekt handler om, hvordan disse intentioner om at tildele dele af naturen juridiske rettigheder eller ligefrem gøre dem til “juridiske personer” i praksis lader sig implementere, og hvilke juridiske konsekvenser det vil føre med sig.

“Man kan sammenligne lidt med menneskerettigheder. Det giver et værktøj til at gå ind i processer og konstatere, at her er perspektiv ikke med og bør inkluderes. Hvis man ikke er et retssubjekt, har man ikke muligheder for at fremme sin stilling. Men er man anerkendt juridisk, har man mulighed for aktivt at forbedre sin situation, blive bedre inkluderet og bedre varetaget”.

Som nævnt er ideen om at give naturen juridiske rettigheder allerede effektueret forskellige steder. Ecuador indskrev i 2008 et kapitel i landets reviderede grundlov om “Rights for Nature”. Her hedder det, at alle livsformer i naturen har retten til at eksistere. I andre lande er enkelte økosystemer, for eksempel floder, blevet anerkendt som juridiske personer.

Det handler ikke om individer
Princippet om, at alle levende organismer har ret til at eksistere, lyder godt og rigtigt ud fra et etisk perspektiv, men i praksis kan det godt være svært at håndtere, hvis retssalene bliver fyldt af sager mod folk, der har fældet træer eller slagtet kyllinger.

Her kan Katarina Hovden dog berolige: Dertil kommer det næppe.

“Som det er i dag, når man taler om rettigheder mellem mennesker, er der altid en balance. Det, der ligger i den her tankegang, er, at menneskene er en del af naturen, og de vil nok altid blive prioriteret. Men det er alligevel et skifte, når man ved siden af menneskets centrale placering også har med, hvad naturen har brug for”.

Derfor er eksemplet med aben Narutos ophavsret heller ikke det, hun ser som konsekvens af at give naturen rettigheder.

“Som jeg forstår teorien og tankesættet bag, så er det hovedsageligt ikke på det individuelle plan, man skal arbejde – et individuelt træ eller en individuel abe. Det er mere på det store plan. For eksempel i forhold til store naturområder eller arter, der er udrydningstruede”, siger hun.

En flod i retssalen?
Hun nævner som eksempel, hvordan floden Whanganui i New Zealand for nylig blev anerkendt som en juridisk person. I området Somerset i England vil et lokalt byråd forsøge at give den samme status til floden Frome.

Hvad er forskellen på at frede et stykke natur og gøre det til en juridisk person?

“Forskellen er, at som juridisk person er man aktiv i det juridiske system. Man kan indgå i juridiske relationer, og måske har man mulighed for at gå i retten. Jeg tænker, at hvis man er fredet, er man passiv. Man betragtes ikke som aktør i juridiske og politiske processer, og man har ikke mulighed for at gå i retten”.

Men floden Frome kan jo ikke gå i retten?

“Nej, det er sandt. Men de fleste lovforslag gør det muligt, at enkeltpersoner kan repræsentere de juridiske personer. Der er gjort forskellige tanker om, hvordan man kan gøre det. I forslaget til et EU-direktiv er der forslag om en ombudsmand for naturen – så man opretter en administrativ stilling, som har til ansvar at varetage de rettigheder. I andre love og lovforslag har man lavet det som åben kategori – hvem som helst, der er interesseret, kan gå i retten for naturen”.

Miljøret ser naturen som objekt
Katarina Hovden er norsk og boede de første ti år af sit liv på en ø uden for Stavanger. Herefter flyttede familien til England, hvor hun gik i skole og tog sin bachelor på University of Cambridge, og siden færdiggjorde hun sin juridiske masteruddannelse på University of Amsterdam.

Hun var fra starten interesseret i miljøret, men efterhånden som hun lærte faget at kende, blev hun opmærksom på den utidssvarende tankegang, der ligger til grund for meget af den gældende miljølovgivning.

“Jeg var meget skuffet over miljøretten. Det virker, som om de love, man har etableret for at beskytte naturen, mere handler om, hvordan man kan udnytte og bruge den. Når man studerer teksten, får man ikke det indtryk, at naturen er noget levende. Det fremstilles som en død ting, der skal reguleres”.

Mødet med miljøretten var noget desillusionerende for den unge jurastuderende, der ellers havde høje forventninger til loven som værktøj til at sikre en bedre verden.

Men en enkelt artikel, hun tilfældigt faldt over på listen over supplerende læsning, gav hende blod på tanden: “Should trees have standing?” – et essay, der blev skrevet helt tilbage i 1972 af den amerikanske jurist Christopher D. Stone.

“Dengang var det meget en teoretisk diskussion, men nu har man faktisk en udvikling, hvor flere lande har anerkendt naturen som juridisk person enten på nationalt plan eller lokalt plan. Men der er stadig meget, man ikke ved om, hvordan det vil kunne virke i praksis. Og det er der, jeg ser en mulighed for at arbejde videre med problemstillingerne”.

Praksis lever ikke op til løfter
Foreløbig må man konstatere, at teori og praksis er to forskellige ting i forhold til anerkendelse af naturens rettigheder. Foregangslandet Ecuador er i hvert fald ikke et eksempel på, at det redder naturen at blive skrevet ind i grundloven.

“Det er ikke gået specielt godt. Der har været retssager med udgangspunkt i naturens rettigheder. Men det er et land med mange økonomiske og sociale udfordringer, og man har ikke hidtil set politisk vilje til at afslutte minedriften, selv om den ødelægger skoven. Men det er også det, jeg gerne vil interessere mig for i mit projekt: Hvorfor er det så vanskeligt? Hvad skal der til? Det vil jeg prøve at arbejde med, for eksempel ved at interviewe embedsmænd, der arbejder med omstillingen”.

Katarina Hovden er som mange andre bekymret for udviklingen omkring klimabalancen og det globale økosystem. Og i juraen ser hun muligheder for, at man kan sætte ind med værktøjer, der er mere effektive end dem, der er i brug i dag. Men hendes interesse i naturens rettigheder er først og fremmest af en faglig, juridisk karakter.

“Jeg synes, den bagvedliggende etiske tankegang og perspektivet er vigtigt – at vi er en del af naturen og har et gensidigt afhængigt forhold. Og så synes jeg også, det er vigtigt, at de love, vi har, som bygger på flere hundrede år gamle strukturer, bliver opdateret. Om det at give naturen rettigheder er det bedste juridiske værktøj … det stiller jeg mig lidt mere åben over for. Men jeg håber, min forskning kan skabe mere forståelse for, hvad det vil indebære og kræve af forandringer”.