“Mord på universitetet” – en anmeldelse af romanen

Romanen “Mord på universitetet” lader ikke læseren være i tvivl. Det bebudes ganske klart på bagsiden af bogen, at der er tale om et mord på rektor Aage Aalesen udført efter afslutningen af universitetets årsfest. Forfatteren, Mads Christoffersen, kalder selv sin roman for en skæmtekrimi, og den er bestemt humoristisk skrevet, sine steder hylende morsom – i hvert fald hvis man har været tæt på udviklingen på DTU i starten af 2000’erne, der har inspireret til persongalleriet.

Mens mordet på rektor og nogle af episoderne er fiktion – der var ingen rektor, der blev myrdet – så behandler romanen samtidig et helt andet “mord” på universitetet, som satte sig igennem i denne periode. Detaljerne i de konflikter og hændelser, der driver mordhistorien og dens opklaring fremad, peger endda på tre parallelle karaktermord på det, som er ideen om universitetet som autonom agora for udvikling af viden og kritisk dialog i samfundet. De tre karaktermord er den tvetydige håndtering af autonomien, erstatning af den akademiske ledelse med top-downstyring og kommercialiseringen.

Hvad der derimod ikke er fiktion, er den “firmabil”, som rektor forsøgte at få et fond til at stille til sin rådighed, men blev tvunget til selv at købe – det var dog ikke en Maserati i den virkelige historie, men en Alfa Romeo.

Romanens titel er altså i sig selv flertydig og underfundig, da det er den systematiske undergravning af universitetets ide og funktion, der udgør den samfundsmæssigt set relevante mordhistorie, som Mads Christoffersen afdækker. Det sker gennem en skæmtende og skarpsindig karikatur af det magtunivers, der i dag karakteriserer universiteternes topledelse.

Læseren bliver kastet lige ind i dette magtunivers, hvor universiteternes ledelse ikke længere udspringer af det akademiske arbejde og den kvalitetskontrol, der ligger i gentagne bedømmelser i et internationalt funderet system af fagligt specialiserede kontakter, som gennem review af bevillinger og publikationer muliggør den dobbelthed af specialisering og fornyelse, der er en grundlæggende kvalitet ved universitetet. Åbenheden i det akademiske system er også afhængig af, at den udviklede viden bringes i anvendelse og til stadighed møder den praksis, som universiteterne uddanner deres kandidater til, og som professionelle i samfundet udfører.

Det er sigende, at netop den akademiske praksis overhovedet ikke spiller nogen rolle i romanens karakteristik af dette nye ledelsesmæssige regime, der er blevet skabt af universitetsloven. Der er tale om et top-down-baseret ledelsessystem, der i tiltagende omfang ikke har nogen afhængighed af endsige nogen veletableret kontakt med det akademiske arbejde.

I stedet udspringer ledelsens magt af en stærk rektor, som gennem delegationer fastlægger, hvem i direktionen (læs prorektorer og dekaner samt universitetets administration) der har hvilke beføjelser, og hvem i det underliggende hierarki af institutledere (i bogen omtalt i god koncernstil som direktører) der har beføjelserne til at lede de faglige miljøer. Det nye ledelsessystem er blevet skabt af det centrale embedsværk og politikerne gennem lovgivning med en dybt tvetydig henvisning til universiteternes autonomi. En autonomi, som oprindeligt udsprang af samfundets behov for vidensinstitutioner, der var uafhængige af den politiske magt. I den nye “tvistede” virkelighed handler det om at give indtryk af en armslængde mellem det politiske niveau og universiteternes nye magtunivers, der udfyldes af den nye universitetsledelse. Det fører til markeringer med visioner og missioner skabt i et magttomrum og udmeldt som ønsker om at markere sig internationalt ved at være “blandt de bedste i verden”.

I dette magttomrum udfolder romanens personkonflikter og den kritiske karakteristik af det nye ledelsesregime sig. Topledelsen har brug for loyalitet og sammenhold, men er samtidig usikker på sin egen position og indsigt, hvilket skaber en stor lukkethed omkring beslutninger. Kravet om ubetinget loyalitet fører i romanen til afskedigelsen af en kommunikationsdirektør, som reagerer ved at henvise til sin fagforening, hvilket får rektor til at tænke: “Kun undermennesker taler om fagforeninger”. Selvom universitetsloven indsatte samarbejdsudvalg og aftaler som en erstatning for de stærkt svækkede akademisk rådgivende forsamlinger, har de tillidsvalgte kun lidt at skulle have sagt. Og når de så protesterer, får de den indrømmelse, at ledelsen “næste gang” vil informere bedre.

Romanen går videre ved også at give et indblik i de forskellige personligheder og faglige strategier, der kan findes blandt institutlederne (direktørerne) på universiteterne. Den ældre professor, der har erfaringer tilbage fra den tid, hvor ledelsen af universiteterne var præget af et internt demokrati med valgte institutråd og faglige forsamlinger, og hvor institutledere ofte var velmeriterede professorer, der havde et grundigt fagligt overblik og havde respekt for variationen i faglige positioner. De (yngre) fremstormende karriereforskere med store eksterne bevillinger og en selvstændig dagsorden for at profilere sit fagområde. Og den nye bureaukratiske leder, som ikke ser sig selv som en fagperson, men snarere som en professionel leder, der skal sørge for at få styringen af aktiviteterne til at gå op i en højere enhed i de regneark, som i stigende grad er en del af ledelsesregimet.

Den ny ledelse etablerer, som i romanen, puljer til omfordeling og intern styring af ressourcer ved at skære ned på det faste personale. Den forhandler store forskningssatsninger med eksterne parter, som i perioder får mere opmærksomhed end den store mængde af fortsatte forskningsaktiviteter. Og den etablerer nye uddannelser uden at være i kontakt med de erfaringer, der findes pædagogisk og fagligt.

Hvor romanen i sin karikatur går hele vejen med kommercialiseringen af universitetet som en privatiseret koncern, er virkeligheden på universiteterne endnu ikke nået dertil. Men skandaler om forskningsfrihed, taktiske nedskæringer, et voksende bureaukrati i den interne styring af universiteterne og uklare strategiske satsninger peger på, at der bør tages et opgør med det nye ledelsesregime. I den sammenhæng er bogen et herligt og humoristisk bidrag.