Leder: Universiteterne og købmandskab
Er den frie forskning død? Universiteterne og andre forskningsinstitutioner har i stigende grad måttet gøre sig afhængige af eksterne forskningsmidler. Det kan være fra danske eller udenlandske fonde, fx Innovationsfonden eller Horizon 2020 (EU). Men også industrien leverer midler til forskningen, fx Novo og Mærsk. Forskning styret af fonde og industri bliver målrettet, men ligger selvfølgelig (forhåbentlig) inden for forskernes kompetence. Det bliver mere vanskeligt at sikre fri og uafhængig forskning, når der skal gives rådgivning.
Universiteterne har meget stor bevågenhed fra både folketingspolitikere og erhvervslivets lobbyister. Der stilles mange forskelligartede og ofte modsatrettede krav til universiteterne som rådgiver og myndighedsbetjener, alle har ét tema: Universiteterne skal udføre god og uvildig forskning og rådgivning.
En omstridt oksekødsrapport om, hvor meget oksekød belaster klimaet, har været under så heftig beskydning fra både medier og politikere, at Aarhus Universitet nu har trukket den tilbage, indtil udenforstående forskere har kigget den igennem. Rapporten var finansieret af landbruget, hvilket også universitetet var åben om (deklareret på side 3 i rapporten), men det har skabt stor opmærksomhed, fordi rekvirenten har bestemt og skrevet forord, titel, forsidebillede og pressemeddelelse.
Rapporten er et klart udtryk for de vanskelige rammebetingelser, forskningen har i dag. Finansieringen af forskningen er i stigende grad flyttet fra direkte finansiering på finansloven til delvis indirekte finansiering via fonde og andre kilder, så forskningen kan blive målrettet skiftende regeringers ønsker og ideer om, hvad der skal forskes i, fx udvikling af ny viden og teknologi, bioressourcer, handel, energi, miljø og klima. Der skal være “Grand Solutions”, kommercialisering. Det skal være innovativt og vækstskabende.
Aarhus Universitet skriver, at de leverer uafhængig, forskningsbaseret rådgivning til myndigheder og erhverv. Fundamentet for AU’s rådgivning er internationalt anerkendt forskning, og AU giver et fagligt og videnskabeligt grundlag for politiske beslutninger. Med eksterne midler burde Aarhus Universitet, ledelsen, forskerne, alle have advarselslamperne tændt for at sikre rapportens kvalitet og uafhængighed. Rådgivning og forskning for eksterne midler er ikke forkert, men det må ikke gå ud over uafhængigheden.
Heine Andersen (i Videnskab. dk september 2019) mener, at man systematisk kunne anvende uafhængige forskere til at foretage peer review – en uafhængig bedømmelse foretaget af fagfæller på en anden institution – svarende til det, man gør på videnskabelige tidsskrifter. Det ville fungere som sikring af uafhængighed og forbedre troværdigheden. Spørgsmålet er, om nye systemer virkelig er nødvendige. Det er meget ulykkeligt, det, der er sket. Men det er også sjældent, det sker. Nu har der været flere sager omkring rekvirenters påvirkning af rapporter. Mon ikke også uopmærksomme ledelser og forskere nu har forstået, hvor vigtigt det er, at de står fast på universiteternes uafhængighed ved rådgivning og forskning.
Regeringer kan ikke år efter år foretage nedskæringer af forskningen og tro, at alt stadig er det samme, bare med mere ekstern finansiering. For universiteterne findes der ingen valide undskyldninger for at komme ud med konklusioner, som ikke er funderet i solid forskning, eller forsøge at føje rekvirenten eller på anden måde give interessenter adgang til at medskrive forskningen. Universiteternes eksterne fokus fører til kortsigtede strategier. Derfor haster det med at stoppe nedskæringerne, før den frie forskning er glemt. Danmarks nationale forskningspolitik savner en tydelig bæredygtig strategi, der kan sikre den frie forskning!
