Kroppen skal med i undervisningen

Man lærer nemlig ikke kun gennem sit hoved. Resten af kroppen er også en kanal for læring, men den bliver fuldstændig understimuleret i traditionel akademisk undervisning.

Det siger Tatiana Chemi, lektor ved Institut for Kultur og Læring ved AAU og forsker i kunstbaserede læringsprocesser.

Og hun ikke bare siger det, hun gør også noget ved det. Når Tatiana Chemi underviser master- og kandidatstuderende, er det ofte med brug af øvelser og genstande, der bringer kroppen og følelsesregisteret i spil.

For eksempel valgte hun at tage sin samling af hatte med, da et hold af studerende havde særlig svært ved at forholde sig til valget og brugen af teori i den opgave, de skulle skrive.

“Først bad jeg dem gå lidt rundt i rummet og mærke det – fornemme deres egen perception og følelser. Så bad jeg dem efterfølgende vælge den hat, de bedst kunne lide, og så tage hatten på og gå ud i rummet igen. Bagefter skulle de så fortælle om forskellen med og uden hat, og det kom der nogle fantastisk poetiske sætninger ud af. For eksempel var der en, der sagde: “Jeg kunne ikke se, hvor jeg gik, hatten skyggede for min vision””.

Ikke ren hat og briller
Tatiana Chemis hensigt var at gøre de studerendes beskrivelser af forskellen med og uden hat til udgangspunkt for en forståelse af teoriernes rolle i en skriftlig opgave.

"Hvis hatten er en teori, hvad betyder det så, hvis du bruger en teori, der skygger for dit udsyn og begrænser dig? Så skal man måske skifte hat eller i hvert fald løfte på den. Via de her metaforer begyndte vi at snakke om teorier og brugen af teorier i opgaven på en meget mere følelsesmæssigt tilgængelig måde. Mange fik en aha-oplevelse, og det er, fordi vores krop er med i det”, fortæller hun.

Lad os bare være ærlige: Det lyder en smule flippet. Og det er da også en reaktion, Tatiana Chemi er vant til at få, også fra nogle af de studerende, når de skal lave øvelserne. For hele konceptet omkring kunstneriske læringsprocesser strider i den grad mod det læringsregime, man flaskes op med gennem hele uddannelsessystemet.

“Uddannelsesinstitutioner designer læringsmiljøer ud fra en dualistisk opfattelse – at kroppen kun har en laverestående funktion, mens hjernen er der, hvor vores intelligens og læring opstår. Men virkeligheden er ikke sådan. Som Howard Gardner beskrev allerede tilbage i 70’erne, er intelligens mere end den logiske og verbale intelligens. Vi er også kropsligt intelligente, følelsesmæssigt, socialt, musisk og så videre. Det er små døre, alle mennesker har i sig. Nogle døre er vi mere tilbøjelige til at bruge, men vi kan og bør bruge dem alle”, siger Tatiana Chemi.

Studerende savner rigtige svar
Hun underviser både kandidatstuderende og studerende på masteruddannelsen innovation og kreativt læringsdesign. Den sidstnævnte gruppe er mest åbne over for de kropslige læringsformer. Dels fordi det kreative i sig selv er kernen i deres uddannelse, dels fordi de er mere erfarne og selv er praktikere.

“Det er ofte skolelærere, pædagoger, skoleledere, sygeplejersker, der underviser, kunstnere med læringsopgaver og så videre. Så når jeg sætter eksperimenter i gang, har de nysgerrigheden efter at afprøve, hvor det leder dem hen”.

Sværere er det med de kandidatstuderende. Særligt de helt unge. “Der er nogle studerende, der er meget socialiseret ind i den uddannelseskultur, der kræver, at der findes et rigtigt svar. Og de har det svært, når jeg kommer med opgaver, hvor man skal bruge fantasi, forestillingsevne, intuition, fortællinger med metaforer og symboler. Det gør dem utrygge, for de er vant til, at der findes et svar, som underviseren sidder inde med. Men de bekræfter mig også i, at det er vigtigt, at vi forsøger at få kroppen og det kunstneriske med, også på de videregående uddannelser. Hvis vi skal uddanne kreative mennesker, kan vi ikke gøre det ved at opdrage de unge til bare at lede efter det rigtige svar”.

Teoretisk mordopklaring
En øvelse, Tatiana Chemi laver med de kandidatstuderende på Institut for Kultur og Læring, er at omdanne en diskussion mellem to læringsteoretikere til en mordsag, der skal dramatiseres.

“Jeg holder et oplæg om teoretikerne John Dewey og Lev Vygotsky, men efter pausen starter jeg med at sige: “Der er sket noget forfærdeligt. Et mord. Læring er blevet dræbt”. Så griner alle og forstår, at det er en leg, der er i gang. Så forklarer jeg, at vi skal opklare den mordsag med brug af to rejsehold. Det ene hold får assistance af en amerikansk efterforsker – John Dewey – og det andet hold får en russisk – Lev Vygotsky. Og de skal bruge dem til at opklare mordet”, fortæller hun.

Det, at det teoretiske stof bliver en slags rekvisit i en dramatisk øvelse, gør, at de studerende tager det til sig på en helt anden måde. Men også her oplever hun, at nogle reagerer over for den utraditionelle tilgang til læring.

“De bliver usikre og spørger: “Hvad er det, du vil? Hvad er det rigtige svar?” Så må jeg forklare, at det er en fantasiøvelse. Det er svært for nogle. Men kun de færreste”.

Ikke accepteret, at voksne leger
Tatiana Chemi har en baggrund i teatervidenskab med en ph.d. i et studie af Samuel Becketts humor. Som underviser og oplægsholder begyndte hun at snige små øvelser ind, som hun kendte fra skuespillertræning, og efterhånden blev det fysiske et fast element i hendes undervisning. Eksempelvis underviste hun på teaterskolen GITIS i Aarhus i litteraturhistorie og billedkunsthistorie. Og som en del af undervisningen skulle eleverne lave et såkaldt tableau – en menneskelig statue – på baggrund af billederne. Og det gav dem ifølge Tatiana Chemi en ny, indre forståelse af billederne.

At indarbejde leg og fysiske øvelser i læringen på en teaterskole kan virke ganske oplagt og naturligt. Men det burde det også være på alle mulige andre uddannelser, mener hun.

“Det er mere socialt accepteret, at det er børn, der beskæftiger sig med det kunstneriske, men når vi bliver voksne, er det kun i forhold til professionelle kunstnere, at det er accepteret, at de bliver ved med at lege og lave de der fjollede ting. Men at lege kan være meget seriøst og nødvendigt, for at vi kan erkende dybt og kreativt”.

Og det er heller ikke kun i de humanistiske fag, at kroppen med fordel kan tages med i læringen. Hun nævner eksempler fra CBS, hvor studerende har dramatiseret deres businesscases, og fra virksomheden Grundfos, hvor ingeniørerne i dramaøvelser skulle kropsliggøre de maskindele, de arbejdede med.

Mangler kreative karakterer
Tatiana Chemi arbejder i øjeblikket med projektet “Artist-led learning in higher education” med et netværk af forskere fra forskellige lande. Formålet er at skabe et rammeværk af kunstbaserede undervisningsmetoder, som skal implementeres på uddannelsesinstitutioner i hele Europa.

Der er dog en stor udfordring, som hun og forskerkollegerne ikke har fundet løsningen på endnu. Læring på højere uddannelser skal måles og eksamineres. Og hvordan spiller en kreativ, kunstbaseret læringsproces sammen med et karaktersystem, hvor studerende måles og bedømmes i forhold til definerede standarder?

“Vi har ikke knækket koden til relationen mellem det akademiske og skriftlige i forhold til det kunstneriske og omvendt, og det er et stort problem. Vi kunne for eksempel godt tænke os, at de studerende på masteruddannelsen får lov til at bruge kunstneriske artefakter og optræden ved deres eksamen. Men hvordan kan vi eksaminere det? Lige nu kan vi kun vurdere og honorere deres akademiske indsats, men deres kunstneriske indsats er usynlig. Det er ikke noget, vi har fundet en løsning på internationalt, og det er højst problematisk”.

Hun håber dog på, at hun gradvist kan udbrede ideerne om den kropslige læring på AAU og andre universiteter.

“Vi må starte med små eksperimenter og lige så stille afprøve det. Det afhænger meget af, om man kan se værdien af det i den kontekst, det foregår. Det er ikke bare en medicin, man tager – og ser, om det virker. Man skal tro på det”.