Forskning bag flimmeren

Har du nogen sinde siddet med en forskningsartikel og tænkt: Ah … hvem der i stedet kunne smide sig i sofaen med en skål bridgeblanding og tænde for fjerneren?

Nej, det har du naturligvis ikke. Men det har flere af dine kolleger. Og nu er der godt nyt til dem.

Forleden kunne AAU nemlig meddele, at Fagligt udvalg for BFI har valgt at godkende videoessays som forskningspublikationer. Det er sket på foranledning af det AAU-baserede tidsskrift “Akademisk kvarter”.

Beslutningen afslutter formelt set den epoke, hvor det at stene video og studere videnskabelige publikationer hørte til i hver sin kategori.

Samtidig tændes måske et håb for den ellers håbløse generation af børn, der i disse år opflaskes på Netflix og Nickelodeon. Men hvad er det egentlig for noget pjat? Det har Forskerforum spurgt lektor ved Institut for Kultur og Læring på AAU Kim Toft Hansen om. Han sidder nemlig i redaktionen for “Akademisk kvarter”.

Hvad er meningen med, at man nu skal kunne optjene BFI-point på at lave hjemmevideoer?

“Nu vælger du – nok for at provokere mig – at bruge en underlødig betegnelse. Men videoessays er en internationalt anerkendt måde at fremstille forskning på. Der findes et britisk forskningstidsskrift, “In Transition”, som udgiver videoessays. I Danmark har vi tidsskriftet “16:9” – et filmtidsskrift – som også har publiceret videoessays, der på en fremragende måde fremstiller et sagligt argument, som man kender fra gode, formidlende forskningsartikler. De har ikke givet point før, men det kan de komme til nu”, siger Kim Toft Hansen.

Han forklarer, at videoessays giver nogle formidlingsmuligheder, som ikke findes i skriftlige artikler. Som eksempel nævner han filmforskeren Janet McCabe, der har lavet et videoessay om forskellen på amerikansk, fransk og dansk fortælleteknik.

“Hun brugte den første scene fra serien “Broen” i den dansk-svenske, den amerikanske og den engelskfranske genindspilning, ved at hun lod de tre scener køre ved siden af hinanden. Så ved et simpelt trick i et videoessay fik hun vist nogle elementer i fortællerytme og fortælletid, der er enormt svært at forklare med skriftsprog”.

Og så er der en lille sidegevinst ved videoessays – de bliver set.

“Den traditionelle akademiske artikel har en række krav til sprogbrug, referencer, måder at konstruere sit argument på. Videoessayet giver nogle nye muligheder for at formidle resultater til en bredere befolkning, som formentlig finder det mere tilgængeligt”.

Hvorfor skal forskningspublikationer læses af almindelige mennesker?

“Når man søger forskningsmidler, eksempelvis fra Horizon 2020-programmet, står der helt eksplicit, at det skal ligge i open acces, så den brede befolkning kan få nytte af forskningen. Og min holdning er, at når for eksempel den norske forsker Erlend Lavik, der forsker i HBO-serien “The Wire”, får en masse hits på YouTube, selv om det er forskning, han publicerer, så har det en rækkevidde, der er meget bredere, end hvis man lægger nogle Word-filer i en database”.