Vis dit ph.d.-projekt: Jagten på forfatter begrebets 4.000 år gamle rod

Der er en første gang for alting. Og mange af disse første gange finder man i Mesopotamien – civilisationens vugge. Her i det frugtbare område mellem floderne Eufrat og Tigris begyndte vores forfædre at dyrke jorden, her opstod byer, her opstod et skriftsprog, med skriftsproget kom litteraturen, og med litteraturen kom forfatterne.

Men hvorfor? Hvorfor springer forfatterbegrebet og navngivne forfattere pludselig ud af en tradition af anonyme fortællinger? Det spørgsmål har Sophus Helle sat sig for at besvare i sin ph.d.afhandling.

“Den ældste litteratur, vi kender til, er fuldstændig anonym. Men på et tidspunkt begynder man at interessere sig for, hvilket menneske der står bag teksten. I nogle tilfælde er det rigtige forfattere, i andre tilfælde tager de tekster, som oprindeligt er skrevet anonymt, og kobler det med mytiske og legendariske forfattere. I dag er der forfattere til alt, men der var et punkt, hvor forfatterskabet i udgangspunktet var anonymt, og jeg interesserer mig for, hvornår og hvordan den forandring sker”.

Verdens første forfatter
Sophus Helle studerede assyriologi på KU og blev fascineret af de mesopotamiske kulturers udviklinger og omvæltninger.

“Det er en verden fuld af paradokser, drama og store følelser, omvæltninger og konstante forandringer. Det interessante ved assyriologi er, at det rummer enormt mange aspekter. Man lærer om alt fra pengesystem, til hvordan de udøver magi. Men det mest interesante var helt klart deres litterære tekster”.

Litteratur 3.000 år før Kristi fødsel fandtes i form af kileskrift kradset med sivstrå ind i vådt ler, der herefter blev lagt til tørring. Disse lertavler har en fantastisk holdbarhed, og i dag kan de ses og læses på en række forskellige museer, blandt andet i England, USA og Irak.

Fortællingerne, man kan læse på de ældste lertavler, er helt anonyme. Men pludselig dukker et navn op: Enheduana – sumerisk prinsesse og verdenshistoriens første navngivne forfatter.

“Det er vildt, at verdens første forfatter er en kvinde. Alle kender til Homer, men der er ingen, der kender til Enheduana. Og så er det enormt velskrevet litteratur, i den forstand at det er så enormt kompakt og tykt og fyldt af sprog. Man kan virkelig dvæle enormt længe ved hver linje. Dertil kommer, at det er meget metarefleksivt. Det er også digtning, der handler om digtning, der tænker over, hvad poesi gør ved verden, og hvordan man kan ændre verden med ord”.

Prinsesse er guf
Enheduanas tekster spiller en helt central rolle for Sophus Helles projekt. Dels fordi hun er det første eksempel på en navngiven forfatter. Dels fordi hun forholder sig refleksivt til sit eget forfatterskab.

Jeg er ypperstepræstinden, jeg er Enheduana! Men selv om jeg bar min offerskål og sang min glædessang, er der stillet begravelsesgaver frem til mig – lever jeg her ikke længere? Jeg gik hen til dagslyset, men dagslyset brændte mig, jeg gik hen til skyggen, men den indhyllede mig i en sandstorm. Min honningmund er blevet til fråde, min evne til altid at forsøde sind er vendt til støv.

Sådan lyder det i Enheduanas hymne til gudinden Inana. Digtet handler om en historisk begivenhed, hvor oprørere har indtaget byen Ur og sendt Enheduana i eksil.

“Det er et digt om, hvordan hun kan redde sig tilbage til sin magtposition ved at skrive det digt. Hun har mistet sin veltalenhed, så det er kun ved at få den tilbage at guderne vil hjælpe hende. Og ved at komponere det her digt lykkes det hende at overbevise guderne om at støtte hende. Så ikke alene skriver hun den første tekst, hun skriver selv om det. Så det er virkelig guf for mit projekt”.

Forfatter kondenserer kulturer
Når man i dag studerer lertavler med Enheduanas tekster, er der tale om kopier skrevet 500 år efter hendes død. Teksterne er skrevet af studerende på oldbabylonske skoler, hvor Enheduana simpelthen var en slags pensum, og hvor sumerisk var et dødt sprog, som blev holdt ved lige, på samme måde som latin bliver i dag.

Af samme grund kan Sophus Helle og hans kolleger i assyriologien lidt paradoksalt ikke sige med fuldstændig sikkerhed, at Enheduana selv forfattede de tekster. I teorien kunne de være forfattet efter hendes død og tillagt hende. Men netop forfattermytens betydning er en af de vigtige pointer i projektet. For hvorfor er det, at det på et tidspunkt for omkring 4.000 år siden begynder at blive relevant at notere navnene på dem, der står bag ordene? Det har Sophus Helle undersøgt ved at se på de kulturelle og historiske kontekster omkring de første forfatterskaber.

“Jeg har en teori, som jeg arbejder med. Forfatterbegrebet bliver vigtigt på tre bestemte tidspunkter i den her periode. Og det, tidspunkterne har til fælles, er, at det er tidspunkter, hvor et sprog er ved at dø ud, og kulturen er ved at forsvinde. Så jeg tror, man bruger forfatteren til at repræsentere det system. Man kondenserer det abstrakte, urørlige kulturelle system til et menneske, for det er ligesom mere til at gribe og holde op. Vi kender det også i dag. Når der opstår et spørgsmål om, hvad det vil sige at være dansker, så laver vi en kulturkanon, sætter det på formel og binder det op på enkelte mennesker. H.C. Andersen, Oehlenschläger – det er sådan, vi er, derfor bliver forfatteren vigtig”.

Myten frem for mennesket
En tekst får betydning ikke alene på grund af indholdet, men også på grund af bevidstheden om den forfatter, der står bag.

I den forstand bliver forfatteren i sig selv en lille del af historien. Sophus Helle beskriver det som et erkendelsesmæssigt gennembrud for ham selv og projektet, da han begyndte at betragte forfatterskabet i det lys.

“Før rodede jeg lidt rundt i, om jeg var interesseret i det rigtige menneske eller myten bag forfatteren. Det var, da jeg fik skelnet, at det hele faldt på plads. Vi ser forfatteren som en lille fortælling om fortællingen. Og det, der interesserer mig, er, hvornår litteraturen begynder at få den her lille ekstra fortællerkrølle på sig”.

Sophus Helle skriver sin ph.d. på AU’s afdeling for litteraturvidenskab. Det stærke litterære fokus i projektet gjorde, at han valgte at skifte fagmiljø fra assyriologi.

“Det har betydet, at jeg går mere teoretisk og komparativt til værks. Var jeg blevet på assyriologi, havde jeg nok gået mere filologisk til værks – siddet med tekstene alene for at finde ud af, hvad de siger. Jeg føler, at det er mellem to felter, det store teoretiske felt opstår. Men nogle gange kan man til gengæld godt føle, at man ikke taler til nogen af delene. Så det er både en gave og en udfordring”.

Projektet “The Invention of Authors” skal afsluttes i marts 2020.