Forsker på trods

“Og er det ikke essensen af at forske? At satse alt, det hele, at være arrogant og trodsig og aldrig kapitulere, at blive ved med at ro ud over vandfaldene – og at vælge dem så store som overhovedet muligt – at prøve at forestille sig løsningen, før man rammer bunden, før klipperne knuser en? Hvad de sikkert vil gøre. Men så har man i det mindste forsøgt”.

Sådan lyder en passage fra Jesper Møller Grimstrups bog “Shell Beach”. En selvbiografisk, selvreflekterende bog om en forsker, der stædigt fortsætter arbejdet med en teori – Quantum Holonomy Theory – han selv har udviklet, selv om der hverken er penge eller plads til ham i den etablerede forskningsverden.

Med økonomi fra salget af sin lejlighed, fra et crowdfundingprojekt og fra en privat sponsor hægter han sig fast i udviklingen af sin teori, som han tror kan være den teori om kvantegravitation, der skulle kunne forklare nogle af de mest grundlæggende fysiske spørgsmål. En mytisk teori, som blandt andre Stephen Hawking udpegede som “The theory of everything”.

Idé for god til at dø
Jesper Møller Grimstrup er uddannet som fysiker fra KU og har en ph.d.grad fra University of Vienna. Fra 2003 til 2011 har han haft postdocstillinger i Reykjavik og på Niels Bohr Institutet samt været gæsteforsker ved Institut des Hautes Études Scientifiques i Frankrig. I 2003 mødte han matematikeren Johannes Aastrup, som siden har været hans makker i jagten på den banebrydende teori. Men hvor Johannes Aastrup fik arbejde ved Leibniz Universität i Hannover, så udtørrede brønden med stipendier og forskningsstøtte for Jesper Møller Grimstrup. Og der kunne historien være sluttet, som den gør for mange andre håbefulde forskere, der til sidst indser, at de mangler held, talent eller begge dele, og finder andre måder at ernære sig på. Den slutning vil Jesper Møller Grimstrup bare ikke acceptere.

“Jeg vil aldrig lande en permanent stilling uden at overbevise folk om vores ideer. De forskellige forskningssamfund må acceptere os, ellers bliver jeg aldrig ansat. Og det mest vanvittige er, at jeg i virkeligheden ikke ønsker at blive ansat, det er ikke meningen, at jeg skal være universitetsprofessor. Det, jeg ønsker, er at finde nogen til at hjælpe os, arbejde sammen med os, slutte sig til os. Jeg vil gerne lade ideen gå videre til andre. Den er for god til at lade dø”, skriver han.

Fysikstammer
Bogen er skrevet som en slags personlig afrapportering til dem, som har støttet den crowdfundingkampagne, der siden 2016 har medfinansieret hans forskning og livsophold. Den fortæller om udviklingen af Quantum Holonomy Theory, men det er i høj grad også en beretning om hans liv og oplevelser i jagten på støtte og anerkendelse af teorien samt de personlige op- og nedture, tvivl og tro, der følger med. Han oplever selv, at den manglende opbakning langt hen ad vejen skyldes, at hans teori falder uden for de toneangivende teoretiske skoler.

“Teoretisk fysik består af stammer, og hver stamme har sit eget magthierarki. Du skaber en karriere inden for en stamme ved at arbejde dig opad. Og hvis du ikke tilhører en af stammerne, vil du simpelthen ikke klare det. Du er en fjende, du er en anomali, i bedste fald er du et nul”.

På den måde bliver bogen også et kritisk inside-/outsideportræt af forskningsverdenen og dens magtstrukturer.

Jagt på noget større
Ideen bag Quantum Holonomy Theory opstod hos Jesper Møller Grimstrup på en rejse til Tibet i 2002. Rejser og vildmarksliv er hans anden store passion, og i bogen flyder naturoplevelserne og de fysikteoretiske overvejelser sammen i en næsten religiøs enhed.

“På en underlig omvendt måde tror jeg, at vores søgen efter videnskabelig sandhed, vores jagt på den endelige teori og det videnskabelige projekt i sin helhed ultimativt er en søgen efter en mytologisk fortælling. Det er en intellektuel søgen efter noget, der ligger uden for det intellektuelle”.

Bogen slutter før fortællingen. Om Jesper Møller Grimstrups teori rummer de svar, han håber på, og hvor længe han kan holde liv i sit forskningsarbejde på “low budget”, vil fremtiden vise. Foreløbig er der ingen slinger i valsen, fastslår han i en mail til Forskerforum: “Jeg føler det næsten som et personligt ansvar at tage vare på den ide og få svar på, hvad den indeholder”.

“Jeg fortryder ikke noget”

Jesper Køller Grimstrup mener, at det havde været en karrieremæssigt sikrere vej at lægge sig op ad de toneangivende forskningsområder, men det havde været at gå på kompromis med hans integritet som forsker.

Hvilke fordele og ulemper har det at være selvstændig forsker?

“Ulempen er økonomien. Jeg har en ret stram økonomi. Fordelen er, at jeg har meget mere ro. Ingen stress med at tænke på cv, publikationsliste, citationer, forskningsansøgninger, undervisning og alt det andet “støj”, som man bliver målt på i den moderne universitetsverden. Jeg har 100 procents frihed til at gøre, lige hvad jeg vil”.

Hvordan ser din arbejdsdag ud?

“Jeg har ikke nogen fast rytme. Der er perioder, hvor jeg arbejder næsten i døgndrift, hvis vi for eksempel har en god idé, hvor det er oplagt, hvad der skal gøres. Der er andre perioder, hvor jeg ikke arbejder så meget, fordi vi mest går og overvejer det næste skridt. Jeg har skruet en smule ned for tempoet. I perioden 2004 til 2017 arbejdede jeg meget intenst. I det sidste års tid har jeg taget den mere med ro. Jeg har blandt andet også fokuseret mere på at deltage i debatten om klimaet”.

Du skriver i bogen om forsknings”stammer”, hvor “man arbejder sig op indefra”. Hvad skulle du have gjort anderledes i din karriere, hvis du skulle have valgt en sikker vej?

“Den strategi, man som ung teoretisk fysiker skal anvende, hvis man vil have en fast stilling på et universitet, er at 1) være teknisk ekstremt dygtig og 2) arbejde så tæt på mainstream som muligt. Man skal sørge for at producere en masse artikler, der bliver citeret så meget som muligt, hvilket vil sige, at man skal arbejde på noget, som mange andre også arbejder på. Man skal også helst publicere sammen med folk, der er højt oppe i hierarkiet. Det giver anseelse og flere citationer. Så jeg skulle have arbejdet på noget, der ligger meget nærmere mainstream, for eksempel strengteori, som næsten alle på Niels Bohr Institutet arbejdede med, da jeg var der”.

Ærgrer du dig i dag over, at du ikke spillede «sikkert spil» og sikrede dig en platform (fastansættelse), du kunne have udviklet din teori ud fra?

“Nej. Jeg fortryder ikke noget. Hvis man vil bedrive grundforskning, må man efter min mening være villig til at risikere noget. Med “sikkert spil” sikrer man sig muligvis en karriere, men man går samtidig på kompromis med sin integritet som forsker. Hvis jeg først havde arbejdet på at sikre mig en fast stilling, så ville jeg heller aldrig have udviklet vores ideer til det niveau, som de har nu. Jeg mener i øvrigt ikke, at det er en selvfølge, at grundforskning skal foregå på et universitet. Og unge forskere, der står over for et valg mellem deres egne ideer og deres karriere, skal måske overveje, om de kan finde andre rammer for deres virke. Det gør forfattere, kunstnere og musikere også, så hvorfor ikke forskere?”

Hvor ser du dig selv om ti år?

“Det har jeg ingen anelse om. Heldigvis. Men jeg håber på, at Johannes og jeg har fundet nogle svar på vores spørgsmål. Jeg regner med, at vi bliver ved med at arbejde, indtil vi enten bliver overbevist om, at vi befinder os i en blindgyde, eller når i mål”.

Jesper Møller Grimstrup ønskede ikke at medvirke i et mundtligt interview om sin bog. Interviewet er derfor foregået som e-mailkorrespondance. “Det skal ikke forstås som et udtryk for manglende interesse. Men jeg har det lidt som med alle de andre ting, jeg foretager mig (forskning, crowdfunding), at jeg gør tingene lidt på min egen måde”, forklarede han.

“Og er det ikke essensen af at forske? At satse alt, det hele, at være arrogant og trodsig og aldrig kapitulere, at blive ved med at ro ud over vandfaldene – og at vælge dem så store som overhovedet muligt – at prøve at forestille sig løsningen, før man rammer bunden, før klipperne knuser en? Hvad de sikkert vil gøre. Men så har man i det mindste forsøgt”.

Sådan lyder en passage fra Jesper Møller Grimstrups bog “Shell Beach”. En selvbiografisk, selvreflekterende bog om en forsker, der stædigt fortsætter arbejdet med en teori – Quantum Holonomy Theory – han selv har udviklet, selv om der hverken er penge eller plads til ham i den etablerede forskningsverden.

Med økonomi fra salget af sin lejlighed, fra et crowdfundingprojekt og fra en privat sponsor hægter han sig fast i udviklingen af sin teori, som han tror kan være den teori om kvantegravitation, der skulle kunne forklare nogle af de mest grundlæggende fysiske spørgsmål. En mytisk teori, som blandt andre Stephen Hawking udpegede som “The theory of everything”.

Idé for god til at dø
Jesper Møller Grimstrup er uddannet som fysiker fra KU og har en ph.d.grad fra University of Vienna. Fra 2003 til 2011 har han haft postdocstillinger i Reykjavik og på Niels Bohr Institutet samt været gæsteforsker ved Institut des Hautes Études Scientifiques i Frankrig. I 2003 mødte han matematikeren Johannes Aastrup, som siden har været hans makker i jagten på den banebrydende teori. Men hvor Johannes Aastrup fik arbejde ved Leibniz Universität i Hannover, så udtørrede brønden med stipendier og forskningsstøtte for Jesper Møller Grimstrup. Og der kunne historien være sluttet, som den gør for mange andre håbefulde forskere, der til sidst indser, at de mangler held, talent eller begge dele, og finder andre måder at ernære sig på. Den slutning vil Jesper Møller Grimstrup bare ikke acceptere.

“Jeg vil aldrig lande en permanent stilling uden at overbevise folk om vores ideer. De forskellige forskningssamfund må acceptere os, ellers bliver jeg aldrig ansat. Og det mest vanvittige er, at jeg i virkeligheden ikke ønsker at blive ansat, det er ikke meningen, at jeg skal være universitetsprofessor. Det, jeg ønsker, er at finde nogen til at hjælpe os, arbejde sammen med os, slutte sig til os. Jeg vil gerne lade ideen gå videre til andre. Den er for god til at lade dø”, skriver han.

Fysikstammer
Bogen er skrevet som en slags personlig afrapportering til dem, som har støttet den crowdfundingkampagne, der siden 2016 har medfinansieret hans forskning og livsophold. Den fortæller om udviklingen af Quantum Holonomy Theory, men det er i høj grad også en beretning om hans liv og oplevelser i jagten på støtte og anerkendelse af teorien samt de personlige op- og nedture, tvivl og tro, der følger med. Han oplever selv, at den manglende opbakning langt hen ad vejen skyldes, at hans teori falder uden for de toneangivende teoretiske skoler.

“Teoretisk fysik består af stammer, og hver stamme har sit eget magthierarki. Du skaber en karriere inden for en stamme ved at arbejde dig opad. Og hvis du ikke tilhører en af stammerne, vil du simpelthen ikke klare det. Du er en fjende, du er en anomali, i bedste fald er du et nul”.

På den måde bliver bogen også et kritisk inside-/outsideportræt af forskningsverdenen og dens magtstrukturer.

Jagt på noget større
Ideen bag Quantum Holonomy Theory opstod hos Jesper Møller Grimstrup på en rejse til Tibet i 2002. Rejser og vildmarksliv er hans anden store passion, og i bogen flyder naturoplevelserne og de fysikteoretiske overvejelser sammen i en næsten religiøs enhed.

“På en underlig omvendt måde tror jeg, at vores søgen efter videnskabelig sandhed, vores jagt på den endelige teori og det videnskabelige projekt i sin helhed ultimativt er en søgen efter en mytologisk fortælling. Det er en intellektuel søgen efter noget, der ligger uden for det intellektuelle”.

Bogen slutter før fortællingen. Om Jesper Møller Grimstrups teori rummer de svar, han håber på, og hvor længe han kan holde liv i sit forskningsarbejde på “low budget”, vil fremtiden vise. Foreløbig er der ingen slinger i valsen, fastslår han i en mail til Forskerforum: “Jeg føler det næsten som et personligt ansvar at tage vare på den ide og få svar på, hvad den indeholder”.