AU-ledelsen frygtede at blive hevet i retten af egne forskere

Gyllegatesagen har nu fået, hvad der kan betegnes som et kuriøst efterspil. Det viser sig nemlig, at ledelsen på Aarhus Universitet (AU) frygtede et sagsanlæg fra universitetets egne forskere for at have pålagt dem en ulovlig tavshedspligt i forbindelse med tilblivelsen af regeringens landbrugspakke. AU hyrede således et privat advokatfirma til at vurdere lovligheden af kontrakten med ministeriet:

“Universitetet ønskede med afdækningen af kontraktens bestemmelse om tavshedspligt undersøgt, om universitetet kunne risikere sagsanlæg imod sig, enten fra kontraktparten (kontraktbrud) eller fra de implicerede forskere (ulovligt pålæg af tavshedspligt)”, skriver AU i et svar til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte, som Forskerforum har fået aktindsigt i.

Sagen strækker sig tilbage til september 2015, hvor Miljøstyrelsen indgik en kontrakt med AU om at levere miljøberegningerne bag regeringens landbrugspakke. Ifølge kontrakten måtte AU-forskerne ikke udtale sig om resultaterne, før Miljøstyrelsen frigav sin rapport, og de måtte heller ikke fortælle offentligheden, at de var underlagt en tavshedsklausul. De havde dermed fået en såkaldt dobbeltmundkurv på, så regeringen kunne færdigforhandle forliget om landbrugspakken i ro og mag uden protester fra forskerne.

Flere forskere stod dog frem og vurderede, at regeringens regnskab for landbrugspakken var udarbejdet, så det så mere miljøvenligt ud, end det i virkeligheden var, hvilket endte med at koste daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen posten.

Nej til aktindsigt
Det var Heine Andersen, professor emeritus på Københavns Universitet og forfatter til bogen “Forskningsfrihed”, der afslørede de ulovlige tavshedsklausuler, som foruden at krænke forskningsfriheden har vist sig at være er i strid med forvaltningsloven.

Det kom frem i medierne i martsapril 2016, men AU-ledelsen var åbenbart også selv blevet alvorligt i tvivl om lovligheden af klausulerne, som den havde skrevet under på.

AU hyrede i hvert fald advokatfirmaet til at vurdere, om det juridiske grundlag var i orden.

Heine Andersen forklarer, at han fik kendskab til notatets eksistens under et møde med AU’s daværende chefjurist i juni 2016, som hårdnakket forsøgte at overbevise ham om, at tavshedsklausulerne var lovlige, med henvisning til notatet.

Heine Andersen søgte derefter om aktindsigt i det hemmeligholdte dokument, men fik afslag af AU, med begrundelsen at det kunne komme til at indgå i fremtidige retssager.

“Det er utrolig interessant, fordi det viser, at ledelsen selv blev i tvivl om, hvorvidt tavshedsklausulerne var ulovlige, da sagen kom frem i offentligheden, og så indhentede man en ekstern advokatvurdering”, siger Heine Andersen.

Da Forskerforum også fik afslag på aktindsigt og klagede over afgørelsen, bad Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte AU om en uddybende begrundelse.

Hertil svarer universitetet til styrelsen den 14. januar 2019, “at der på tidspunktet for notatets udarbejdelse reelt var risiko for tvister, hvilket var baggrunden for AU’s konsultation af ekstern advokatforbindelse”. Heine Andersen siger, at det viser, at AU-ledelsen frygtede et sagsanlæg både fra Miljøministeriet og fra forskerne, som var blevet pålagt en ulovlig tavshedspligt.

Forsker kalder det absurd
Professor Jørgen Eivind Olesen, sektionsleder på Institut for Agroøkologi – Klima og Vand på AU, var en af forskerne, der leverede datamaterialet i landbrugspakken og dermed ulovligt var blevet pålagt tavshedspligt.

Han kan ikke lade være med at grine højlydt i telefonen, da Forskerforum præsenterer ham for AU’s begrundelse for at hemmeligholde notatet.

“Det nærmer sig det absurde. Jeg kan ikke forestille mig, at mine kolleger kunne finde på at anlægge sag, og jeg kunne i hvert fald ikke selv finde på det. Vi er bekymrede for, om vi kan nå alle vores mange opgaver, og vi har slet ikke tid til at lægge sag an mod vores arbejdsgiver”, siger han. Jørgen Eivind Olesen tilføjer, at han først fandt ud af, at AU-ledelsen havde pålagt ham tavshedspligt, da sagen begyndte at rulle i medierne.

Fik ikke entydigt svar
Advokatnotatet, der er dateret 26. april 2016, gav i øvrigt ikke AU-ledelsen et entydigt svar.

Godt nok konkluderes det, at “kontraktens punkt 14.5, hvis bestemmelsen læses strikte efter ordlyden, er uforenelig med den adgang til ytringsfrihed, som universitetsansatte forskere har, men at bestemmelsen ikke blev håndhævet i praksis”.

Endvidere står: “Da en aftalefortolkning altid må tage afsæt i parternes fælles forståelse og administration af aftalegrundlaget, har vi i lyset af den oplyste praksis ikke grundlag for at konkludere, at kontrakten er i strid med dansk ret, herunder reguleringen af universitetsansatte forskeres ytringsfrihed. Da bestemmelsen imidlertid læst strikte efter ordlyden indikerer, at forskernes ytringsfrihed forsøges begrænset i strid med den gældende retstilstand, vil vi anbefale, at Aarhus Universitet i fremtiden afstår fra at indgå kontrakter med lignende bestemmelser”.

Rektor: AU forvaltede ikke ud fra kontrakten
Det var denne fortolkning, som AUrektor Brian Bech Nielsen holdt sig til i programmet “Deadline” den 25. januar 2018.

Da værten spurgte ham, hvorfor AU skrev under på mundkurvskontrakterne, svarede han:

“Det, vi fik at vide [i det indhentede juridiske responsum], det er, at det er ligegyldigt, hvad der står i kontrakten, så er man forpligtet af forvaltningsloven, offentlighedsloven og miljøoplysningsloven, og det har vi faktisk administreret efter, efter det jeg er vidende om i hvert fald. Så det betyder, at vi rent faktisk har haft en kontrakt med nogle rigide bestemmelser liggende, men rent faktisk administreret efter det andet. I øvrigt i god forståelse med ministeriet. Så jeg tror i virkeligheden, det er grunden til, at det har taget nogen tid, før vi blev opmærksomme på problemet”.

Bizar forklaring
Heine Andersen kalder rektors forklaring for bizar:

“Det, rektor siger, er, at kontrakten godt nok var ulovlig, men da forvaltningsloven står over kontrakten, har de forvaltet ud fra den og set bort fra kontrakten, og det har de været enige med myndigheden om. Det er noget sludder”.

Han henviser til, at han har talt med forskere fra AU, der arbejder med myndighedsbetjening, og de har altid opfattet det sådan, at de skulle holde mund, indtil rapporterne var offentliggjort.

I en rapport om forskningsfriheden på AU fra 2018 svarede 16 procent af forskerne, at de har følt sig presset af ledelsen til at ændre, udskyde eller ikke offentliggøre deres forskningsresultater. Undersøgelsen viser, at forskere, der deltager i myndighedsbetjening fx for ministerier, er særligt udsatte for at opleve pres.