Norsk rektor kræver færre løse ansættelser

Mens andelen af midlertidigt ansatte forskere stiger i Danmark, er tendensen i Norge den stik modsatte. Her faldt andelen fra 2017 til 2018, og tallet på 18,5 procent er det laveste i mange år. Men der er også stor forskel i den ledelsesmæssige tilgang til brugen af midlertidigt ansatte i Norge og Danmark. Da formanden for Danske Universiteter, Niels Bjarklev, i december var i DR Deadline for at udtale sig om det stigende antal løse ansættelser, slog han fast, at den udvikling “bestemt” var kommet for at blive, og “det er ikke nødvendigvis en dårlig udvikling”.

For Svein Stølen, rektor for Universitetet i Oslo (UiO), er det derimod en målsætning, at andelen af midlertidigt ansatte bliver betydeligt lavere, end den er i dag.

“Vi har foretaget undersøgelser, der viser, at mange af vores unge forskertalenter ikke vil anbefale andre at følge samme karrierevej. Der er noget, der tyder på, at akademia ikke er en lige så attraktiv arbejdsplads som tidligere”, forklarer han.

Men universitetet har brug for at kunne tiltrække de bedste, og derfor er der også brug for tydelige og ordentlige karriereveje.

“Vi har haft lidt for mange tilfælde, hvor folk er endt i midlertidige stillinger i mange år. Så vi skal blandt andet kunne give bedre karrierevejledning. Vi må i højere grad udpege dem, vi mener har evner til at konkurrere om at gå ind i akademia, og så må vi samtidig have mere fokus på det arbejdsmarked, de fleste ph.d.er skal ud i, nemlig uden for universitetet”, siger Svein Stølen.

Handlingsplan og arbejdsgruppe
Men vejledning gør det ikke alene. Der skal også flere faste stillinger til, erkender han. Og så skal man være bedre til at rekruttere internt.

“Det skal ikke være sådan, at professorerne automatisk bruger nye stillinger til at få nye folk ind. Man må også tænke i potentialet hos de personer, der findes i systemet allerede”, siger han.

Det er ikke en ny ide, at andelen af midlertidigt ansatte skal være lavere. Tilbage i 2014 vedtog man på UiO en handlingsplan for netop dette. Det fik reduceret de midlertidige stillinger inden for enkelte stillingsgrupper, men ikke nok, og derfor valgte Svein Stølen at nedsætte en arbejdsgruppe i foråret 2018, der skulle identificere hovedudfordringerne og komme med forslag til nye tiltag. Det foreslås blandt andet, at UiO’s ledelse i udviklingsaftalerne med universitetets enheder sætter konkrete mål for reduktion af midlertidige stillinger, at UiO skal se på muligheder for at skabe en økonomisk buffer, som kan finansiere perioden, fra et projekt ophører, til et nyt starter, og at UiO skal gennemgå brugen af postdocstillinger og sikre, at stillingen bruges i tråd med det oprindelige formål.

Pengene har samme farve
Ifølge Svein Stølen er der almindelig opbakning til ønsket om at reducere midlertidige ansættelser, også blandt hans dekaner og institutledere. “Det er så tydeligt forankret i politiske signaler og lovgivning i Norge, så selv om man ser mange vanskeligheder i det her, ser man også behovet for at passe på den ressource, som de unge ph.d.er og postdocer udgør. Det handler om universitetets behov, men også samfundets behov. Den hensigt deler vi som ledelse”.

I Danmark forklares en stigende brug af midlertidige ansættelser med, at universiteterne er mere afhængige af fondsmidler til projekter. Er den situation anderledes i Norge?

“Nej, det er for så vidt det samme. Vi har muligvis nok en større basisfinansiering. Men jeg kommer selv fra et center med 100 mio. kroner i eksterne indtægter årligt. I Norge har vi SINTEF. I Danmark havde I Risø. Begge har været afhængige af eksterne indtægter, men det har ikke forhindret hverken SINTEF eller Risø i at fastansætte forskere. Ekstern finansiering er jo ikke automatisk lig midlertidighed. Til syvende og sidst har universitetet en totaløkonomi, og pengene har samme farve, uanset om de kommer fra basismidler eller eksternt”, siger Svein Stølen.

Tror på lavere tal
Han peger dog på, at vejen mod færre midlertidige ansættelser kræver en vis fleksibilitet i forhold til at kunne skille sig af med medarbejdere, når det er nødvendigt.

“Hvis vi fastansætter flere, må vi også være i stand til at nedbemande, når der er behov for det. Vi må jo have en stabil økonomi selv med ekstern finansiering, så det ikke risikerer at gå ud over vores uddannelsesopgave”.

Kan I nå længere ned end 20 procent?

“Nu lagde jeg jo lidt hovedet på blokken med den udmelding. Men jeg tror absolut, vi kan komme et stykke længere end 20 procent. Vi har ikke lavet et måltal, og der er ikke en organisationsmæssig forankring af tallet. Men jeg tror, vi kan komme længere, uden at jeg vil sætte tal på nu”.

Universitetet i Oslo er ikke duksen hvad angår norske universiteter med laveste andel af midlertidigt ansatte. På Universitetet i Agder er andelen til sammenligning helt nede på 11,2 procent, mens Universitetet i Bergen ligger i den anden ende med 23,3 procent. Det skal dog bemærkes, at de norske tal ikke omfatter postdocer. Tallene er derfor ikke direkte sammenlignelige med danske opgørelser, hvor postdocer almindeligvis indgår som midlertidige stillinger.

Forsker: Behov for ny ansættelsespraksis
De danske opgørelser viser som sagt en helt anden tendens. Ifølge en opgørelse, Magisterbladet i december foretog på baggrund af Finansministeriets løndatabase, har andelen af midlertidige stillinger været støt voksende over en årrække. Således var 49 procent af universiteternes VIP-årsværk midlertidige stillinger i 2. kvartal 2018. Til sammenligning var andelen i 2002 kun 33 procent.

“Det handler grundlæggende om økonomi. Midlertidigt ansatte er en måde at holde udgifterne nede på. Og så har der været en kultur for at bagatellisere den store gruppe af ansatte med, at sådan har det jo altid været”, siger lektor ved RUC Janne Gleerup, der forsker i arbejdsliv med særligt fokus på fænomenet prekarisering.

Hun er enig med Svein Stølen i, at midlertidige bevillinger ikke automatisk skal omsættes i midlertidige stillinger, og hun efterlyser, at ledelserne forholder sig til det skisma, der er opstået mellem forskningsfinansiering og ansættelsespraksis.

“Ledelserne er meget tilbageholdne med at fastansætte, for de er bange for, at de så skal ud at fyre igen senere. Og jeg anerkender, at det skaber noget utryghed blandt alle VIP’ere. Omvendt er vi jo ikke længere der, hvor ansættelse på universitetet er en livslang stilling. Vi oplever masser af fyringer, så den sikkerhed er i forvejen under opløsning. Hvis universiteterne er ved at omstille sig til ekstern finansiering, så bliver man også nødt til at finde en anden praksis omkring forskernes beskæftigelse. Ellers ender vi alle som akademiske daglejere. Det mangler vi et modsvar på fra både regeringen og universitetsledelserne”, siger Janne Gleerup.

Hun kan ikke nævne eksempler på, at danske universitetsledelser har gjort en aktiv indsats for at mindske andelen af midlertidigt ansatte. Men nogle steder er der forsøg på at forbedre ansættelsesforholdene.

“Der er blevet formuleret nogle politikker, der beskriver rettigheder for den her gruppe, så de ikke længere bliver overset. For eksempel omkring involvering i forskningsgrupper. Nogle steder – især på decentralt plan – er der indgået aftaler, der forbedrer forholdene med mulighed for tillæg og efteruddannelse. Sådan nogle småting kan man finde rundtomkring. Men der kan gøres meget mere”.