Lovløse tilstande: Regler mangler for politiets efterforskning på nettet

Dansk retsplejelovgivning har et stort, gabende hul. Når politiet efterforsker forbrydelser, findes der klare regler for, hvordan de må gøre det – i den fysiske verden. Men når det gælder den virtuelle verden, er der meget småt med lovgivning, politiet og anklagerne kan støtte sig op ad. Konsekvensen er, at politiets digitale efterforskning ofte foregår på “lovløst” grundlag.

Det er Lene Wacher Lentz i gang med at afdække i sin ph.d.-afhandling, Hun er jurist og har arbejdet som anklager siden 2006, og det er her, hun selv er blevet opmærksom på problemet.

“I min sidste tid som anklager var jeg i en afdeling, der havde med økonomisk og it-kriminalitet at gøre. Her var jeg involveret i efterforskningen, hvor politiet kom og spurgte: Hvad må man i den ene eller anden situation? Og jeg syntes, det var påfaldende, at hver gang det handlede om internettet, var vi på helt nyt land. Hvis man slår op i retsplejeloven, der regulerer, hvad politiet må og ikke må, står der stort set ikke noget om internettet. Så vi måtte hele tiden selv fastlægge: Hvad gør vi her? Hvad tør vi? Hvad er prognosen for, hvad der bliver tilladt? Det var nogle ret store overvejelser, som jeg tænkte, at det egentlig bør være lovgiverne, der tager stilling til”, fortæller hun.

Privatliv på nettet?
Retsplejeloven forholder sig grundlæggende til den fysiske verden. Eksempelvis er der klare regler for, hvornår politiet må trænge ind i et privat hjem og rode i skuffer og skabe. Men når vi snakker virtuelle rum, for eksempel personlige profiler på sociale medier, er reglerne alt andet end klare.

Lene Wacher Lentz undersøger de juridiske rammer – og mangel på samme – for to typer af politiefterforskning. Den ene type er, når efterforskere hacker sig ind på eksempelvis beslaglagte computere eller virtuelle drev. Den anden type er menneskelig interaktion, hvor efterforskere for eksempel opretter en falsk profil på Facebook for at få adgang til grupper, debatter mv.

“En af mine konklusioner er, at man må gennemtænke, hvor privatlivets grænser går. I dag foregår meget kommunikation på de sociale platforme, og noget af det regner man som fortroligt. Eksempelvis diskussioner, der foregår i lukkede grupper. Så spørgsmålet er, hvad der gælder, hvis politiet skaffer sig adgang til et rum, hvor folk har en forventning om at være private. Det kan der jo være god efterforskningsmæssig grund til. Men jeg mener, der bør være en regulering, ligesom der er andre steder”.

Det eneste juridiske grundlag, politiet ifølge Lene Wacher Lentz kan støtte sig op ad i dag, er en betænkning fra 1984, der handler om infiltrering.

“Her står, at politiet gerne må infiltrere eksempelvis ved at gå ind på et værtshus og lytte til, hvad gæsterne snakker om, uden at man giver sig til kende som politi. Men jeg synes, der er en verden til forskel på et værtshus med offentlig adgang og en platform, hvor man kan være i lang tid og overvåge, hvordan folk agerer”.

“Et kæmpe vindue, der åbner sig”
I den del af afhandlingen, der handler om teknisk efterforskning – hacking – diskuterer hun blandt andet de muligheder, der opstår for politiet, hvis de beslaglægger en telefon, der giver adgang til eksempelvis profiler på sociale medier.

“Hvis man eksempelvis anholder en mand for vold nede i Jomfru Ane Gade og beslaglægger hans telefon, hvad må man så bruge den til at undersøge? Selve voldssagen er måske ikke så svært at bevise, men telefonen kan jo give anledning til at undersøge andre ting, for eksempel narkosalg. Får man adgang til en social profil, ligger der beskeder om alt muligt. Men får man adgang til en social profil, går man samtidig ind og overvåger andre. Det er et kæmpe vindue, der åbner sig”, siger Lene Wacher Lentz.

Hun vurderer, at der ligger en stor opgave i at bringe retsplejeloven ind i den digitale tidsalder, og at den opgave er blevet skubbet, måske fordi den virker ressourcemæssigt uoverskuelig. Men så længe politikere og embedsmænd lader det her ligger, hersker der altså en slags lovløshed omkring den digitale politiefterforskning.

“Når man fra lovgivers side vælger ikke at opdatere det her regelsæt, så er det domstolene, der kommer til at tage stilling til, hvad der skal være lovligt eller ikke lovligt. Det giver en lidt uforudsigelig retstilstand”.

Lene Wacher Lentz afslutter sit ph.d.projekt denne sommer. Hun har netop fået optaget sin femte forskningsartikel og håber at få skrevet en sjette, inden afhandlingen bliver indleveret. Spørgsmålet er, om hendes lys på de juridiske huller i vejen kan sætte gang i det lovarbejde, der tydeligvis mangler.

“Jeg er lidt usikker på, hvor meget lovgivere henter inspiration fra den her slags forskningsartikler. Men man kan jo håbe …”.

På prøve som forsker

Lene Wacher Lentz fik lov til at gå som føl i syv måneder, inden hun valgte at lægge sin karriere om og blive ph.d.-studerende.

Godt en fjerdedel ned i løn og en usikker jobfremtid. Det var, hvad Juridisk Institut ved AAU kunne stille 45-årige Lene Wacher Lentz i udsigt, da man foreslog hende at skippe jobbet som offentlig anklager og i stedet blive ph.d.-studerende.

Og det sagde hun ja tak til. Om end tøvende.

“Jeg syntes, det var lidt af et spring, og jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne finde ud af det. Det at arbejde som anklager er juridisk set ikke specielt tungt. Det handler meget om bevisførelse. Så derfra og til at skulle sidde og nørde juridisk, det vidste jeg ikke, om jeg kunne. Og så får lønnen jo et ordentligt dyk nedad”, fortæller hun.

Hun var blevet tilknyttet AAU som ekstern underviser i strafferet, og det viste sig hurtigt at være et rigtig godt match.

“Jeg blev virkelig glad for at undervise, og det gav mig rigtig meget. Det gjorde mig teoretisk stærkere, hvilket gjorde mig til en bedre anklager, og samtidig gav mit arbejde mig nogle cases, som jeg kunne bruge i undervisningen”.

Og glæden var så gensidigt stor, at instituttet faktisk tilbød Lene Wacher Lentz at oprette en stilling som videnskabelig assistent til hende i 7 måneder, så hun kunne afprøve livet som forsker og underviser, inden hun sagde ja til ph.d.-stillingen.

“Jeg fortsatte med at undervise, men havde ellers meget frie rammer. Jeg skrev en artikel og havde nogle rigtig gode snakke med andre, der beskæftigede sig med det her område. Jeg syntes, hele miljøet var rigtig spændende. Man havde tid til diskussioner, og fra min praktiske erfaring kendte jeg til en masse dilemmaer, man kunne undersøge og bygge videre på”.

Tid til at tænke
Den lille aperitif på tilværelsen som forsker gjorde, at hun valgte at satse og begynde en helt ny karrierevej ved universitetet. Og det har åbnet døren til et helt andet arbejdsliv, end hun har været vant til.

“På en almindelig offentlig arbejdsplads handler det meget om tilstedeværelse. Du møder klokken 8 til 16, og så er der et ydre pres på din produktion – at du når et vist antal sager. Men her handler det om tankevirksomhed, og det er en helt anden måde at arbejde på. Jeg husker, første gang jeg sad og brugte en dag på at læse nogle gamle lovforslag. Jeg følte det næsten, som om jeg havde pjækket fra arbejde. Sådan noget havde jeg aldrig haft tid til”.

Men der er også en bagside af medaljen, som Lene Wacher Lentz især på det seneste er blevet konfronteret med, og det er den usikkerhed i karriereudviklingen, som også hører forskningssektoren til.

“Vi har lige haft fyringsrunde på AAU, og det var egentlig en lidt gruopvækkende oplevelse. Jeg har jo altid haft jobsikkerhed. Og som forsker er man jo også tvunget til at genopfinde sig selv og finde på nye ting, som man kan finde funding til. Det er barsk på en anden måde, og det bliver mere tydeligt, nu hvor jeg er ved at være færdig med ph.d.forløbet”, siger hun.

Lene Wacher Lentz er dog sikker på, at hun vil satse videre inden for forskningen. Hun oplever, at der er interesse omkring hendes forskningsfelt, og hun har fået et godt netværk, der kan kaste muligheder af sig. Så må de faste stillinger og fine titler komme, når de kommer.

“Situationen for mig er jo den samme som for de yngre ph.d.-studerende. Jeg tror bare, jeg er mere rolig ved det. Jeg er glad for arbejdet som forsker, uanset hvilken titel jeg har. Når man har prøvet at være ansat og have en chef, så lærer man at sætte pris på den selvstændighed, man har som forsker”.