Turen går til Ph.d.-grad

Ph.d.-stipendiatens rejse mod aflevering og forsvar er lang og rig på fælder og vildstier. Forskerforum har derfor allieret sig med lektor og ph.d.-vejleder på AU Karen Gram-Skjoldager, der med udgangspunkt i kortet ’Map of Manucript Earth’, skabt af tegner og biolog Jason McDermott, kommer med gode råd og retninger på den eventyrlige færd.

Og farerne lurer allerede fra start, advarer hun. For selv ved startpunktet på de smukke ’Filds of I’ve Got Plenty of Time’ kan man begå fejl, der vil koste på længere sigt.

”Min observation er, at her ligger den første faldgrube. Ikke fordi, man tror, det bliver let, men fordi man tænker, at 3 år er en evighed. Det er en fantastisk fase – man er rigtig glad for at have fået stipendiet, og man kan se alle mulige spændende ting for sig. Og så kommer man til at hoppe rundt og stikke hovedet ned i kaninhullerne på ’Rabbit Hole Meadows’ for at se på ting, man også kunne undersøge. Som vejleder lægger jeg vægt på, at man skal hurtigt videre”, fortæller hun.

Det er forskellige fra projekt til projekt og mellem områderne, hvor længe man kan tillade sig at blive på de dejlige enge, men mere end 3 måneder skal der helst ikke gå, før man bevæger sig ud på ’Plain of Outlining’, hvor projektet og arbejdsopgaverne for alvor får sin form.

Men herefter begynder vanskelighederne igen. Forude venter nemlig ’Confused About the Big Picture-skoven’.

En barsk men produktiv skov
“Det er den meget klassiske midtvejskrise, der sætter ind. I et almindelig ph.d.-projekt rammer den med stor præcision omkring 3.-4. semester. Man har arbejdet sig ind projektet, lavet research, samlet kilder, valg og læst på på teori og forskningslitteratur. Og så har man simpelthen fået samlet så meget viden, at man mister orienteringen. Måske holder hypotesen ikke vand, eller man støder på forskning, der peger i en anden retning. Der kan man blive helt grædefærdig og tænke: jeg ved simpelthen ikke mere, hvad det her handler om”, fortæller Karen Gram-Skjoldager.

Men selv om skoven er et barskt sted, er det også et meget vigtigt og produktivt sted.

”Det er der, man flytter sig rent indsigtsmæssigt og reelt bliver klogere. Herfra tager man projektet et nyt sted hen”, siger hun.

Det sted, man tager projektet hen, er ’The Crossroads’ – femvejskrydset med de mange retninger og valg, der skal tages. I Karen Gram-Skoldagers rejsefører er punktet det store, afgørende møde, man har med sin vejleder, sin skrivegruppe eller en kollega.

”Der laver man en plan, tager nogle valg - hvad er mit argument, hvilken teori, hvad er mit kernebidrag? Det sker typisk lidt over halvvejs, senest efter 2 år. Det er et sted med lidt ambivalente følelser. På den ene side er det rart at få lukket nogle døre og få lavet en tidsplan. Samtidig er det også lidt vemodigt, at man må fravælge alle de spændende veje og undersøgelser, der ikke kommer til at blive til noget.” 

Separationsangst tæt på målet
Terningerne er kastet. Valgene er truffet. Nu er der ingen vej tilbage, og så bevæger man sig ind i ’Desert of This is Never Gonna Be Over’.

”Det er den fjerde krise, når man sidder på sidste semester og skal skrive selve afhandlingen færdig. Man har lavet disposition, man ved, hvad der skal være i alle kapitler og hvad der skal gøres. Man har bare ikke gjort det endnu. Så nu er der bare det hårde arbejde, og det tager virkelig lang tid,” siger Karen Gram-Skjoldager og henviser også til det nærliggende ’Unconsidered Litterature Badlands’.

”Man får måske stadig forslag om nye bøger, der kunne være relevante, men man orker simpelthen ikke tage mere litteratur ind. Nu skal man bare være færdig.”

Men netop det med at blive helt færdig kan være sværere end man tror. Den sidste alvorlige hindring er den store bjergkæde og i særdeleshed ’Just One Last Figure Rockslide’.

”En lille, seperat krise, man kan opleve, når man er rigtig tæt på målet, er, at man bliver helt bange for at aflevere. For hvad nu, hvis det ikke er godt nok? Der opstår en separationsangst, hvor man ikke tør slippe sin lille baby. Og så slår man lidt op i banen og vil gerne nørkle videre. For hvis man nu lige indsætter en figur eller retter noterne igennem en ekstra gang ... ? Som vejleder må man så bare sige: det er marginalt, hvad du kan flytte. Den er så god, som den kan blive.”

Og så sker det efter alle disse fortrædeligheder og udfordringer, at man når over bjergene, afhandlingen bliver afleveret, og historien ender lykkeligt.