Omdiskuterede retningslinjer ændres – men kun på KU

KU’s retningslinjer for håndtering af krænkende adfærd har været et offentligt diskussionsemne siden efteråret. Og nu bliver de ændret.

Det er ledelsen og medarbejderne blevet enige om på et HSU-møde den 23. januar. Arbejdet med at skabe en mere spiselig version skal være færdigt til sommer omkring Sankt Hans.

”HSU var enige om de nuværende retningslinjer, men det har vist sig, at der er mange forskellige fortolkninger af dem. Vi vil nu se på, om vi kan favne nogle af de bekymringer, som der har været. Målsætningerne er at skabe det bedst mulige arbejds- og studiemiljø og gøre det tydeligt for alle, hvordan universitetet agerer i sådanne ofte vanskelige sager,” siger Henrik Wegener i en pressemeddelelse.

Det er imidlertid kun på KU, at regler omkring god opførsel har skabt så stor debat og ønsker om at få dem omskrevet, selv om regler og definitioner på andre universiteter ikke adskiller sig meget fra dem på KU.

Især én sætning i KU’s retningslinjer har sat sindene i kog: ”Det er medarbejderens eller den studerendes oplevelse af at have været udsat for krænkende adfærd, der er udgangspunktet”. Den formulering har medført kritik både udefra og inde fra KU.

”Det er svært at modbevise en følelse, derfor er man i juridisk limbo”, sagde Anders Hay-Schmidt, TR på KU Sund, da han og to andre tillidsrepræsentanter i Berlingske klagede over reglerne. De frygter for undervisernes retssikkerhed og for den akademiske frihed i forskning og undervisningen, hvis det er op til folk selv at definere, hvad de føler sig krænket over.

”Ikke et problem, vi har skabt”

Formuleringen kan man imidlertid finde stort set identisk i AU’s interne vejledning omkring psykisk arbejdsmiljø. Her står: ”Det er altid medarbejderens eller den studerendes oplevelse af, at noget har været grænseoverskridende, som skal tages alvorligt”.

Og den formulering har ifølge fælles-TR Olav Wedege Bertelsen ikke skabt problemer eller utryghed blandt VIP’erne på AU.

”Der har ikke været nogen diskussioner. Og jeg mener heller ikke, at man kan se det på så mange andre måder – udgangspunktet vil altid være, at der har været en oplevelse af krænkelse”, siger han.

Vejledningen går dog ikke i detaljer omkring definitioner af den krænkende adfærd, men det er ikke noget, Olav Wedege Bertelsen savner.

”Rektor har den klare holdning, at vi ikke skal have for mange regler, og det er jeg egentlig enig i. Der findes i forvejen udmærket lovgivning med entydige formuleringer, vi kan støtte os op ad”.

I ”Retningslinjer ved krænkende adfærd”, som DTU indførte i oktober 2018, ses princippet igen: ”DTU tager udgangspunkt i den berørtes perspektiv ved en eventuel henvendelse”, står der.

Retningslinjerne blev vendt i DTU’s HSU. Men her var der ikke nogen, der studsede eller følte sig truet på retssikkerheden.

”Som jeg husker det, var der ikke synderlig interesse for det. Vi diskuterede det, men ikke særlig meget. Man kan opfinde mange problemer, og det her er ikke et, vi har opfundet herude”, siger Irene Shim, TR på Institut for Kemi og medlem af HSU.

Står ikke klart nok

Fælles-TR Thomas Vils Pedersen sad med i det udvalg, der formulerede retningslinjerne på KU. Han er siden blevet overbevist om, at teksten bør justeres. Ikke for at ændre formålet, men for at gøre det klarere.

”Det skal stå klart, at der ikke ligger begrænsninger i undervisningsfriheden. Og så skal der være en klarere procesbeskrivelse for, hvordan ledelsen skal gå frem ved henvendelser. Det er klart, at der ikke skal skrides til tjenstlig samtale, bare fordi der kommer en henvendelse”, fortæller han.

Meget af den opstandelse, som linjen om ”egen oplevelse” har skabt, mener Thomas Vils Pedersen skyldes, at nogle læser det som en definition af krænkelse. Meningen var, at det skulle forstås som en del af procesbeskrivelsen, hvor det naturlige udgangspunkt er en henvendelse, hvor nogen – ud fra ”egen oplevelse” – føler sig krænket.

”Der er et sideskift lige efter den sætning, og det er måske en del af problemet, for mange har ikke læst videre på næste side, for her står en slags procesbeskrivelse, som dog bør være klarere. Når vi skriver, at det er den krænkedes oplevelse, der er udgangspunktet, er det i betydningen, at ledelsen er forpligtet til at tage alle henvendelser alvorligt – den må ikke bare afvise og sige: ”Det er dig, der er sart””, siger Thomas Vils Pedersen.

Mediehistorier underbygger frygt

Reaktionerne, han har fået fra kolleger på KU, går i forskellige retninger.

”Nogle er glade for, at man tager problematikken alvorligt. Andre er nervøse for, at retningslinjerne kan lægge begrænsninger for den akademiske frihed. Og det er klart, at når der så kommer en personalesag som den, der blev beskrevet i Weekendavisen, så skaber det utryghed blandt medarbejderne”.

Han refererer til, at Weekendavisen i december skrev om en lektor på KU, der i efteråret 2018 måtte igennem et månedlangt undersøgelsesforløb på grund af anonyme klager om krænkende adfærd, blandt andet ved at studerende fra etniske minoriteter var blevet forfordelt, og at lektoren havde brugt ”n-ordet”. Sagen blev lagt ned, da beskyldningerne ikke kunne underbygges.

Omtrent samtidig bragte Kristeligt Dagblad et interview med Tara Skadegaard Thorsen, stifter af studenterorganisationen Front, der arbejder imod diskrimination, men også for færre hvide mænd i læreanstalternes pensum. Og kort efter kom så den famøse ”sangsag” på CBS, som også blev set som udtryk for, at en persons egenopfattelse af at være krænket kom til at overtrumfe almindelige normer og traditioner.

Mener tingene blandes sammen

Vicedirektør for Kommunikation på KU Jasper Steen Winkel peger på, at der i medierne kørte en række forskellige sager, der alle blev læst ind i samme dagsorden som KU’s retningslinjer, selv om det i hans øjne handlede om helt andre ting.

”Sagen er meget speget. Vi kommer fra en debat om #MeToo og et ønske om at få nogle retningslinjer for håndtering af sexchikane og mobning. Så opstår der en sombrerosag omkring rusfester på Jura, hvilket handler om retningslinjer for god studieintroduktion. Og der er så tydeligvis nogle, der gerne vil knytte de sager sammen for at sætte en dagsorden om mikroaggressioner, krænkelser og amerikanske tilstande”.

Han mener, at diskussionen lige så godt kunne være opstået på eksempelvis DTU, for så vidt at DTU har den samme formulering om at tage udgangspunkt i den krænkedes egen oplevelse, og han peger også på, at der er tale om principper, man som offentlig institution ikke kan komme uden om.

”Hvis vi skal følge forvaltningsloven, skal vi undersøge og udrede alle klager, medmindre de er helt grundløse. Det betyder, at vi skal lytte, når en studerende eller ansat kommer med noget. Men det betyder ikke, at bare fordi man postulerer et eller andet, får man ret”.

Har I været gode nok til at kommunikere den udlægning?

”Tja, vi, der har været involveret, vil jo mene, at vi har sagt det tusind gange”.

Jasper Steen Winkel fastslår samtidig, at retningslinjerne aldrig var møntet på undervisningen, men på almindelig opførsel på universitetet i ”en til en-relation”.

Rum for krænkelsespåstande

Thomas Brudholm, lektor i minoritetsstudier ved KU, var relativt tidligt ude at problematisere retningslinjernes formuleringer. Han forstår godt, at eksempelvis sombrerosagen bliver trukket med ind i diskussionen, og han mener heller ikke, at man uden videre kan skelne mellem undervisningen og det, der ligger uden for.

”Når man læser den her retningslinje, står der ikke, om den gælder ved undervisningen, på rusturen eller ved kopimaskinen til julefrokosten. Der står, at universitetet har nultolerance over for krænkende adfærd. Den kan have alverdens former og indrapporteres af hvem som helst. Og det giver rum for krænkelsespåstande alle steder på universitetet. Så hvis vi diskuterer, om retningslinjen skal ændres, er afvisningen af sombrerosagen for let”.

Definitioner skaber diskussioner

Sammen med sin kollega Birgitte Schepelern skrev Thomas Brudholm en kronik i Berlingske med konkrete forslag til ændringer af retningslinjerne. Her foreslår han med inspiration fra University of Chicago blandt andet, at man gør det klart, hvilke ytringer der vil kunne blive anset for krænkende, og at man i formuleringerne ”tilgodeser den frihed og det rum for kritik og aktiv tolerance, der bør være i undervisningen”.

Hvorfor er KU’s retningslinjer blevet en kæmpe sag, men ikke eksempelvis AU’s og DTU’s?

”Der står omtrent det samme i DTU’s, så de kunne have haft samme problematik. På AU skriver man om krænkelser i kategorierne seksuel chikane og mobning. Man undlader at forholde sig til ”krænkende ytringer” som selvstændig kategori. Det er måske klogt, men også principielt mangelfuldt”.

Thomas Brudholm erkender, at det nok vil skabe mindre diskussion om selve retningslinjen, når man går mere overordnet til værks og ikke bliver meget detaljeret i sine definitioner af krænkelser, særligt i form af ytringer. Men han holder fast i, at KU bør gøre det.

”KU valgte at tage ytringer med, og det synes jeg er fornuftigt. Men så har man bare glemt at afgrænse det, og af alle kategorier er det den, vi skal passe allermest på ikke at gøre for bred”.

lah