Læring sker ikke i undervisningen, det sker i hjernen

Der er masser af forskning og viden omkring læring. Men meget lidt af det tager udgangspunkt i det mest centrale punkt i en læringsproces: hjernen.

Men det har lektor og læringsforsker på AU Ole Lauridsen gjort. Når han 1. februar går på pension og tilføjer “emeritus” til lektortitlen, er det med en god følelse af, at han lykkedes med sin ambition om at integrere neurologisk og didaktisk forskning og udmønte det på et praktisk, operationaliserbart plan. “Bare et minimum af viden om, hvordan hjernen fungerer, kan få en til at se på sin undervisningspraksis på en helt anderledes og kvalificeret måde”, siger han.

Ole Lauridsens projekt, som blev forløst i bogen “Hjernen og læring” (2016), har været at afsøge den mest evidente viden om hjernens funktioner i relation til læring og på den baggrund udpege en række konkrete faktorer, man som underviser kan arbejde med for at optimere læringsprocessen.

Simple råd med komplicerede forklaringer

I alt udpeger Ole Lauridsen 26 opmærksomhedspunkter med betydning for læringen, som han sætter op i det, han kalder APL-modellen (Approach, Practice, Learning). Mange af dem er didaktisk velkendte forhold – feedback er vigtigt, aktiv læring er bedre end passiv osv. Forskellen er bare, at det ikke bygger på statistiske undersøgelser af, hvilke metoder der virker godt, men på viden om de neurologiske processer.

“Det er en masse områder, der under den ene eller anden synsvinkel kan føres hen til praksis – ting, man skal huske at gøre, for eksempel noget så simpelt som at give feedback. Noget handler om måden, man kommunikerer som underviser på, og noget er på det helt lavpraktiske plan. En banal ting for en underviser er at sørge for, at der er en positiv atmosfære. Det gør, at man i læringssituationen er interesseret, ikke bange for at stille spørgsmål og bruge sin viden, og det gavner læringen”, fortæller Ole Lauridsen.

Hippocampus skal have fred Han peger også på en banal ting som det førstehåndsindtryk, en underviser giver de studerende. De fleste vil formentlig af natur forsøge at gøre et godt indtryk, men at det har en direkte betydning for læringen, er nok nyt for flere.

“I det øjeblik man møder et andet menneske, starter hjernen en fuldstændig ubevidst proces med at tolke løs på det menneske – er det en troværdig person eller en utroværdig person? Og det har en afgørende betydning for, om vi føler, at vi kan stole på den information, vi får”.

To af de 26 faktorer har ikke noget med underviserne at gøre, men med de studerende. Igen er vi ovre i det, de fleste betragter som “common sense” – man lærer bedst, når man er udhvilet og har fået spist og drukket.

“Søvn er en hamrende vigtig medspiller for læringen. Det hænger kort og godt sammen med, at den struktur, der sidder bag tindingerne, der hedder hippocampus, skal have fred og ro til at gøre sit hukommelsesarbejde. Den gør, at den viden, vi får fat i, flyttes over i langtidshukommelsen”, fortæller Ole Lauridsen.

Tysklektor

Karrieremæssigt set er det en noget utraditionel vej, Ole Lauridsen kan se tilbage på. Han var oprindelig forsker og underviser i tysk på Handelshøjskolen i Aarhus. Her begyndte han at interessere sig for læring, hvilket bragte ham ind på det læringscenter, der senere blev fusioneret ind i Center for Undervisning og Læring på AU. Samtidig interesserede han sig rent personligt for menneskets legeme og især hjernen, og det fik ham til at tage et kursus på Harvard om “minds, brain and education”.

Et afgørende skridt var, da han blev bedt om at bistå en underviser i psykologi med at tilrettelægge et kursus i neuropsykologi. Han blev dybt involveret i undervisningen, samtidig med at han ivrigt kørte på med selvstudier af litteraturen om hjernen og læring. På den måde udviklede tysklektoren sig til en kapacitet på et helt andet område.

Går, før han bliver utålelig

“Jeg tilhører den generation af uddannelsestilrettelæggere, der ikke har en formel uddannelse i universitetspædagogik. Vi kommer alle mulige steder fra med lyst til at arbejde for sagen. Spørgsmålet er, hvor ens interesse ligger, og hvad man kan kapere. Jeg er ikke hjerneforsker, men jeg mener at kunne kapere det i hjernen, der har med læring at gøre”.

Han vil godt kalde APL-modellen og bogen “Hjernen og læring” for kronen på sit værk, og i det lys har han det helt fint med at lade sig pensionere, selv om han kun lige er på vej til at fylde 65 år. “Det er helt mit eget valg. Jeg vil også gerne gå, mens jeg ikke er helt utålelig at være samme med”, siger Ole Lauridsen, der dog forventer at arbejde videre med sit forskningsemne, samtidig med at han allerede nu er booket ud til en række foredrag om hjernen og læring.